Jørgen Bitsch i iransk holocaust-tegnekonkurrence

Af Rune Engelbreth Larsen

Direkte inspireret af - og som modtræk til - Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer udskrev den iranske avis Hamshahri Daily i februar 2006 en tegnekonkurrence for at afprøve ytringsfrihedens grænser: »Vil Vesten udvide ytringsfriheden til også at omfatte forbrydelser mod USA og Israel - eller et fænomen som holocaust? Eller er der kun tale om frihed til at fornærme religiøse helligdomme?«

Avisen proklamerede, at man ville teste dette ved at præmiere de bedste holocaust-karikaturer. Historien fik et særdeles pudsigt forløb på Jyllands-Posten, som man naturligvis kan læse om i Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar:

... i et interview i CNN den 8. februar kan kulturredaktør Flemming Rose nu oplyse, at Jyllands-Posten agter at indgå et samarbejde med den iranske avis om at trykke holocaust-satire: »Min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem.« (Berlingske Tidende, 9.2.2006).

Dermed vil kulturredaktøren bevise, at det er det principielle i sagen, som er det afgørende, og ikke et særegent udfald mod muslimer.

Carsten Juste afviser imidlertid få timer senere historien og understreger: »Denne oplysning bygger på en overfortolkning af Flemming Roses udtalelse.« Juste fastslår, at det ville »skabe unødig debat«, og understreger, at der er grænser: »Jeg vil ikke have tegninger i min avis, der gør grin med holocaust. Der sætter jeg grænsen.« (Politiken, 10.2.2006).

Mindre end en time senere forlyder det imidlertid i TV2 Nyhederne kl. 19, at Jyllands-Posten til gengæld vil offentliggøre antisemitiske og antikristne tegninger, og Flemming Rose udtaler: »Vi vil vise, at Jyllands-Posten ikke har en speciel antimuslimsk eller antiislamisk kurs.«

Kurt Westergaard, som tegnede Muhammed med en bombe i turbanen, har f.eks. engang tegnet davidsstjernen med en bombe, og en anden illustrator har tegnet Jesus på et kors, der er fyldt med dollartegn, og planen er tilsyneladende at genoptrykke disse karikaturer. Westergaards tegning har tidligere været trykt i Jyllands-Posten, men som illustration til en kronik og altså ikke som udtryk for tegnerens personlige opfattelse, hvorimod Muhammed-karikaturen er hans helt egen fortolkning af profeten på baggrund af kulturredaktør Flemming Roses opfordring til at portrættere ham, »som du ser ham«, som det lød i avisens henvendelse til 40 bladtegnere den 19. september 2005.

Men også denne idé bliver voldsomt kritiseret fra jødisk og kristen side, og tegningerne ser ikke tryk i denne omgang. Carsten Juste må for anden gang samme dag dementere sin kulturredaktørs udtalelser: »I et indslag i TV 2 Nyhederne onsdag 8. februar kl. 19.00 hed det, at Morgenavisen Jyllands-Posten på søndag vil bringe en række antisemitiske og antikristne tegninger. Dette er ikke korrekt. Med venlig hilsen Chefredaktionen.« (JP.dk, 8.2.2006).

Dagen efter beslutter Juste at sende sin kulturredaktør på ferie på ubestemt tid.

Selv om de færreste finder, at det var forkert at skrinlægge Flemming Roses ideer, rejser det samtidig et problem, som Jyllands-Posten har haft svært ved at forholde sig til. Der er åbenbart både en legitim selvcensur og en illegitim selvcensur - karikaturer, der rammer jøder og kristne, bliver ikke trykt, fordi de vil skabe et »ramaskrig« (april 2003) eller »unødig debat« (februar 2006), mens karikaturer, der rammer muslimer, er et slag for ytringsfriheden (september 2005).

Karikaturkrisen, s. 266f

Den iranske holocaust-tegnekonkurrence har deltagelse af den danske tegner Jørgen Bitsch, som understreger, at udgangspunktet ikke har været hverken antisemitisk eller holocaustbenægtende, men en konkurrence om satiretegninger af holocaust som vestligt tabu.

I alle tilfælde har det vist sig, at meget få af de knap 1.200 tegninger fra 61 lande har været holocaust-benægtende. Mange har dog umiskendeligt vendt brodden mod Israel og USA, herunder også brugt Davidstjernen, og ofte paralleliseres Israels politik over for palæstinenserne med nazisternes over for jøderne.

At de udvalgte 200 tegninger hænger i De Palæstinensiske Martyrers Kulturcenter i Teheran, skal naturligvis også understrege iranernes hensigt med at sammenligne Israel og Nazityskland.

Information beskriver tegningerne således:

På én tegning ses en mand, der med ørekrøller og ortodoks klædedragt tydeligvis er jøde. Han er gengivet fire gange, og hver gang overfor et nyt billede af henholdsvis en hund, en flagermus, en haj og til sidst en identisk mand. I den understående tekst spørger tegneren, om Israel er et af de tre dyr, for til sidst at konkludere, at Israel er Israel.

På andre tegninger malker jødiske stereotyper en guldkalv med påskriften 'Holocaust', fæle mænd med store næser og Davidsstjerne gør grimme ting ved arabere og soldater med Davidsstjerner angriber palæstinensere, mens de beskytter sig bag skjold med påskriften 'Holocaust'.

De anti-amerikanske tegninger viser fredsduer spærret inde bag tremmer lavet af det amerikanske flag eller forskellige versioner af Frihedsgudinden som enten ødelagt eller militant.

Information, 14.9.2006

Lederen af det iranske tegneseriecenter, og en af de fem dommere i konkurrencen, Masoud Shojai Tabatabai forklarer baggrunden for konkurrencen til samme avis: »Ideen med det her er at vise, hvor grænserne for ytringsfrihed går i Europa. For hvis man har ytringsfrihed, hvorfor må man så ikke diskutere holocaust? I 16 europæiske lande er det strafbart at diskutere det. Hvorfor?«

Det er naturligvis ukorrekt - intetsteds er det strafbart af »diskutere holocaust«, men i en række lande er holocaust-benægtelse forbudt.

Selv mener Tabatabai, at man hverken har villet ramme jøder eller religion med konkurrencen, og Davidsstjernen skal »kun ses som et symbol på Israel«, understreger han, til trods for, at den også blev brugt til at stigmatisere jøderne med i århundreder, bl.a. i Nazityskland.

Tabatabai er ikke selv i tvivl om, at holocaust har fundet sted, om end han hævder, at tallet på seks millioner døde er overdrevet med et par millioner. Han tilføjer dog: »Men det er lige meget, hvor mange det var. For mig er det for meget, om så bare fire mennesker blev dræbt. Jeg føler med ofrene lige meget hvad.«

Ordet holocaust er græsk og betyder et brændoffer, der siden er blevet anvendt om nazisternes Endlösung, men for Tabatabai er det »katastrofe« i bredere forstand, hvorfor han f.eks. også henviser til atombomberne over Japan som et »atomart holocaust«. Det anfægter ham ikke, at man i Europa benytter begrebet særskilt i forhold til nazisternes massedrab på jøder: »Det er fordi europæiske medier og zionisterne har erobret ordet. I Palæstina er mere end en million mennesker blevet dræbt siden 1948. For palæstinenserne er det et folkedrab. Desuden har vi kaldt udstillingen 'Holocust' for at sige, at det her ikke er det samme. Det er et nyt ord.«

Der er næppe tvivl om, at bagmændene vel havde forventet og håbet på en antisemitisk holocaust-benægtelse, i og med at konkurrencen er motiveret af de vestlige dobbeltstandarder, hvor man ser stort på antimuslimsk propaganda, men slår hårdt ned på antisemitisme (især holocaust-benægtelse).

De fik langtfra entydigt en »omvendt parallel« til Jyllands-Posten, til trods for antisemitismens stigende udbredelse i Mellemøsten. Tegningerne i den iranske konkurrence (i det mindste blandt dem, der er blevet refereret eller gengivet i danske medier) er ikke eksplicit rettet mod jødedommen i almindelighed eller hellige ikoner for jøderne, som kan sammenlignes med den grad af dæmonisering, som bliver Muhammed og den islamiske trosbekendelse til del i den værste af Muhammed-karikaturerne.

'Over Danmark' af Jørgen Bitsch Det er også absurd at kalde selv grove karikaturer af Sharon i sig selv for »antisemitiske«, ligesom grove karikaturer af den iranske præsident Mahmoud Ahmedinejad ikke er anti-islamiske. Men der er ingen tvivl om at de tegninger, som fremstiller negative stereotyper af jøder i almindelighed, indiskutabelt er antisemtiske, også af den helt klassiske slags.

Den danske tegner, Jørgen Bitsch, der sine steder har skabt forargelse ved at deltage i denne konkurrence, er mest kendt for sin tegneserie Over Danmark, der kørte i Ekstra Bladet fra maj 2003 til maj 2004 og er udkommet som selvstændigt og udvidet album på Progressive Publishing i 2006.

Bitsch udtaler om holocaust-temaet: »Min satire er ikke holocaustbenægtende, men holocaustforstørrende. Jeg mener ikke, at jeg tager noget fra jøderne ved at relativere holocaust. Vi kan bruge deres lidelser i en større sammenhæng frem for at fastholde dem som museumsgenstande.« (Kristeligt Dagblad, 1.7.2006).

I modsætning til flere danske medier mener han heller ikke, at konkurrencen er en fiasko, fordi kun få tegninger er holocaustbenægtende eller antisemitiske: »Det var aldrig konkurrencens udgangspunkt. Så havde jeg ikke deltaget. Det er en konkurrence med satiretegninger af det vestlige tabu holocaust,« forklarer han til Politiken (14.9.2006).

Det er i hvert fald indiskutabelt tegnerens eget udgangspunkt, og hans bidrag (se øverst) er fremragende tænkt og udført i flere henseender: 1) den er ikke spor antisemitisk, 2) den ikke blot undlader at benægte holocaust, men bekræfter eksplicit, at seks milioner jøder blev udryddet i kz-lejre, og 3) den anvender holocaust som led i en kæde af global uretfærdighed.

I Politiken forklarer Jørgen Bitsch det ræsonnement, der ligger bag hans deltagelse i konkurrencen og motiv-valget:

Hvis du tager historikere som Norman Finkelstein og Zygmunt Bauman, så er opfattelsen af holocaust blandt anerkendte forskere, at holocaust ikke er et resultat af en syg mands fantasier, men en politisk vedtaget industriel masseudryddelse. Et resultat af den industrielle rationalitet, når den går allermest amok. Det værste eksempel, vi har set indtil videre, er så Nazityskland, men det kunne i princippet gå ud over en hvilken som helst anden befolkningsgruppe. Det er den eneste holdbare måde at anskue holocaust på historisk, hvis holocaust ikke skal fungere som en legitimering eller en afledning fra andre forbrydelser (...)

I firserne havde vi det, vi kalder den tyske historikerstrid, hvor nogle forfægtede det modernistiske synspunkt, at holocaust var enestående i sin forbrydelse og ikke kunne sammenlignes med noget som helst, at det var resultatet af en irrationalitet. Over for det havde vi en højrefløj, som prøvede at tørre lorten af på totalitære systemer, blandt dem vores egen Bent Jensen. De mente, at den slags kunne ske i et hvert totalitært system. Senere er de modernismekritiske forskere kommet til, som mener at essensen af holocaust er den industrielle rationalitet, og at det principielt kan ske igen. Hvis man skal vise sin respekt for holocaustofre, så synes jeg, at det er den bedste måde at gøre det på. Frem for at gøre det til en anakronisme skal man reflektere over, hvad essensen er, og om det kan ske igen.

Så vidt jeg ved, så betyder holocaust massedød, eller noget i den retning. Det er farligt at sige, at det ikke kan sammenlignes med noget som helst, for hvor er så stopklodserne for andre forbrydelser? (...)

I Israel har zionistiske kræfter appelleret til holocaust-martyriet og påstået, at hvis Arafat skulle sammenlignes med nogen, så skulle det være Hitler. Hvis nogle på den måde forsøger at tage patent på at være ofre, så kan det kun ende med nationalistisk undertrykkelse. Det var også ideologien i Nazityskland, hvor tyskerne så sig som ofre for en verdensjødisk undertrykkelse. På den måde stiller tegningerne vel antizionisme op mod zionisme. Men der sker ofte det, at tonen bliver radikaliseret. Der er fandens til forskel på at diskutere Israels berettigelse og at ville drive dem ud i havet. De har ret til at bo der, men fordi de er mennesker, og ikke fordi de har den rette stamtavle.

Jørgen Bitsch
Politiken, 14.9.2006

Jørgen Bitschs bidrag til den iranske konkurrence i høj opløsning her.

Rune Engelbreth Larsen
15. september, 2006