|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Konspirationsteorier: Sandheden om 9/11 og 11/9
Af Rune Engelbreth Larsen 
Nærværende konspirationsteori om konspirationsteorien er blevet kåret som 'Den bedste konspirationsteori' af læsere på Modkraft.dk i oktober 2008:
When you have eliminated the impossible, whatever remains, however improbable, must be the truth. It is stupidity rather than courage to refuse to recognize danger when it is close upon you.
-- Sir Arthur Conan Doyle
På femårsdagen for terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 florerer konspirationsteorierne som aldrig før. Det er ikke så underligt - talrige gange har vi set og fået afdækket »konspirationer« bag krigs- og konfliktiscenesættelse.
Tænk f.eks. på de mange kuvøse-babyer i et kuwaitisk hospital, der blev »smidt på gulvet« af irakiske soldater op til den første Golfkrig - det var iscenesat propaganda. Eller tænk på »samarbejdet« mellem Al Qaeda og Saddam Hussein. Iscenesat propaganda. Eller tænk på Iraks masseødelæggelsesvåben. Iscenesat propaganda.
Eksempler af den slags er legio, og derfor er der altid brug for kritiske øjne til at holde al magtens uvæsen i skak.
Men ingen konspirationsteori slår dog teorien om, at det var den amerikanske regering, som helt eller delvist stod bag terrorangrebene den 11. september 2001 for at legitimere militær oprustning, Big-Brother-indenrigspolitik og aggressiv udenrigspolitik.
At en meget stor andel af den amerikanske befolkning faktisk er overbevist herom, fortæller dog nok mere om Bush-regeringens almene utroværdighed end om konspirationsteoriens troværdighed.
Der er dog mange detaljer i de officielle forklaringer omkring terrorangrebene, som især ved første øjekast synes at halte eller forekomme helt urimeligt usammenhængende - de utydelige videobilleder af angrebet på Pentagon inviterer jo ligefrem til skepsis. Men i sidste ende er der intet, som på nogen overbevisende måde blot sandsynliggør, at det ikke var Osama bin Ladens terrornetværk, som stod bag flykapringerne og de voldsomme terrorangreb.
Hvis ikke man finder det overbevisende nok i sig selv, at en amerikansk regering ikke uden videre ville dræbe 3.000 uskyldige amerikanere i et spektakulært blodbad, burde dog det faktum, at Osama bin Laden ikke ligefrem har undladt at tage »æren« for angrebet pege i en entydig retning.
Skulle nogen alligevel være i tvivl, er der dog i mine øjne ét forhold, som mere end noget andet umuliggør, at det skulle være den amerikanske regering, som står bag: Det ville ganske simpelt kræve alt, alt for mange menneskers medviden og aktive involvering, og det er helt utænkeligt, at ikke én eneste af disse ville røbe historien og derigennem sikre sig øjbelikkelig verdensberømmelse og sit eget kapitel i verdenshistorien.
Der er simpelthen grænser for, hvor mange der kan hemmeligholde hvor meget, og hvor komplekse konspirationer, der overhovedet kan gennemføres med hermetisk vandtætte skodder.
Det er bestemt ikke praktisk uladsiggørligt, at en lille gruppe amerikanske militærfolk eller efterretningsfolk kunne tænkes at udføre isolerede aktioner, f.eks. attentater, men at udtænke, planlægge og udføre fire flykapringer og plante bomber i Twin Towers ville kræve så mange medsammensvorne, at risikoen ville være alt for stor. Tænk blot hvor mange, der nu tror, at regeringen stod bag - uden et eneste håndfast bevis - hvor slemt ville det ikke være, hvis en efterretningsofficer lækkede nogle overbevisende dokumenter til Washington Post, som røbede placeringen af sprængstoffer i Twin Towers eller lignende?
Operationen er ganske enkelt alt for omfattende til, at den efterfølgende ville kunne hemmeligholdes ret længe.
Man kan naturligvis indvende, at selv om det er usandsynligt, er det ikke umuligt, og når nu så mange faktorer peger på et regeringskomplot, så skal man i det mindste ikke udelukke det.
Og det er jo rigtigt nok. Eller det ville det være, hvis det altså forholdt sig sådan. Sagen er imidlertid den, at alle de bærende elementer i diverse konspirationsteorier er effektivt tilbagevist.
F.eks. af Popular Mechanics. Læs online-artiklen 9/11: Debunking the Myths.
Jeg mener, at man i udgangspunktet altid skal betvivle magthaverne - det er af indlysende grunde en god tommelfingerregel.
Men tvivlen kan også være så indædt, at den gør blind.
Når dét er sagt, synes jeg til gengæld, at det kun er min pligt at røbe topklassificeret informationer, som jeg har holdt for mig selv i de seneste fem år ... Det forholder sig faktisk således, at jeg kender sandheden om Nine-Eleven.
Jeg skal ikke røbe, hvordan jeg ved et fantastisk tilfælde fik fat i dokumenter, der røber dette - for selv om jeg gerne ville, har jeg har lovet min kilde i Forsvarets Efterretningstjeneste at holde helt, helt tæt!
Men historien, ja, sandheden - den hverken kan eller vil jeg skjule længere ...
9/11 OG 11/9
Den 9. november 2001 henvendte en mellemleder i Pentagon sig til den amerikanske forsvarsminister med en idé, som en af hans underordnede havde luftet i kantinen et par dage tidligere.
- Lad os sætte det rygte i omløb, at det er den amerikanske regering, der står bag angrebet! Det vil kortslutte debatten og køre et par tusind regeringskritikere ud på et sidespor!
I begyndelsen havde mellemlederen været afvisende - det lød både naivt og uhyrligt. Hvad skulle pointen være?
- Så har vi sgu da fred for dem så længe! Et par tusind indædte modstandere af amerikansk udenrigspolitik vil bruge døgn efter døgn, måned efter måned på at studere utydelige avisfotos og sammeholde forvirrede udtalelser og radiooptagelser, og efterhånden vil den ene konspirationsteori afløse den anden i ét stort, selvforstærkende kredsløb. Og vi slipper for, at et par procent af de mest ihærdige kritiske dokumentarister graver i alt det andet ...
Nu lyttede han et kort sekund, men alligevel var han skeptisk: »Den er der da ingen, der vil æde ...«
- Bare vent og se! Vi tilbageholder i forvejen så megen information, at fantasien og den almindelige mistænksomhed rask væk vil udfylde hullerne på den mest fantastiske måde ... Lad os tilbageholde lidt flere fotos end normalt og så efter lang tids tøven smide nogle utydelige videobilleder af angrebet på Pentagon oven i hatten, så skal du se løjer!
Tøvende rumlede ideen i mellemlederens hoved, men han skød den fra sig, lige så tit, som den dukkede op.
Efter et par uger kunne han dog ikke dy sig for at nævne det henkastet over for Donald Rumsfeld, mens denne var ved at pakke sine papirer sammen og makulere referatet fra et rutinemøde om udbygningen af CIAs torturfængsler.
Og om ikke forsvarsministeren var begejstret!
Som sagt så gjort. I løbet af kort tid kom de første hjemmesider på banen, og hurtigere end nogen havde turdet håbe, flød det over med teorier.
Successen var ikke til at tro - ikke blot et par tusinde, men titusindvis og atter titusindvis af politiske aktivister, der kunne have brugt lige så svimlende ressourcer og alt deres glødende engagement på at afsløre politisk uredelighed, løgne og fortielser af den helt ordinære og alt for hyppigt tilbagevendende slags, eller som kunne have engageret sig i kampen for social retfærdighed, mod korruption og amerikansk magtmisbrug og så videre og så videre ... alt dette måtte nu køre for kvart kraft.
Og Rumsfeld sørgede for forfremmelse og en pæn bonus til den menige medarbejder, der fik en lys idé i en kantine i Pentagon den 9. november 2001 ...
Man skal selvsagt være åben nok til at tro på muligheden for regeringskonspirationer, hvis ikke man vil tages ved næsen af magten, og man skal være parat til at efterforske også the improbable.
Men på et tidspunkt må det være på tide at standse op og erkende en blindgyde og tage fat på noget andet.
Fem år er lang tid at underprioritere andre og vigtigere opgaver i den magtkritik, som aldrig savner dedikerede hænder og hjerner - hvis vi skal gøre os håb om at holde magten blot nogenlunde i skak.
Rune Engelbreth Larsen
9. september, 2006