HOLBERG: »Europæer kalde visse Nationer barbariske, efterdi de gaae nøgne, og æde raadt Kiød: De igien kand kalde de meest polerede Europæer naragtige, naar de see dem hvert Aar at forandre Klædernes Skikkelse, og naar de høre, at de dagligen betiene sig af Liqueurs, som forvirre Hiernen og komme dem til at brække sig. Vi maa derfor vel examinere vore egne Vedtægter, førend vi belee andre.«

Ligesom Christopher Nolans eminente Memento udspiller Irreversible sig i bagvendt tidsfølge, således at vi begynder med historiens sidste scene og afslutter med den første – og ligesom i Memento bidrager dette træk faktisk afgørende til at fjerne distancen mellem beskueren og filmen. Endvidere er et af de væsentligste, almene holdepunkter - basal kronologi - elimineret og trækker effektivt gulvtæppet væk under beskueren. Læs mere: Irreversible ...

Det er for klichéagtigt og tamt at holde en nok så interessant tegneserie om en totalitær stat i forventelige gråtoner, der i øvrigt stik imod forfatterens intentioner blot gør dele af fremstillingen til en mere intetsigende karikatur end en informativ og analytisk afdækning. Dermed naturligvis ikke være sagt, at fraværet heraf ændrer spor ved relevansen af kritikken af det nordkoreanske tyranni, men det viser, at Guy Delisle ikke evner at blotlægge totalitarismens anatomi i dybden. Læs mere ...

Germaine Greers feminisme vs. humanisme

Af Rune Engelbreth Larsen

Den verdensberømte og -berygtede feminist og forfatter Germaine Greer (f. 1939) fik sit globale gennembrud i 1970 med bogen, The Female Eunuch, ifølge hvilken den traditionelle kernefamilie er udtryk for en seksuel undertrykkelse af kvinder, som devitaliserer dem som »eunukker«. En blanding af absurde udfald og berettiget lidenskabelig frigørelsestrang.

Spændvidden er dramatisk, som nogle citater illustrerer:

What more could women want? Freedom, that's what ... freedom from rape, whether it is by being undressed by the men on the building site, spied upon as we go about our daily business, stopped, propositioned or followed on the street, greasily teased by our workmates, pawed by the boss, used sadistically by the men we love, or violently terrorised and beaten by a stranger, or a gang of strangers.

In post industrial societies it is individuals who marry; the nuptial agreement is seen as involving two people only. Even the children they may have together are not party to the agreement between spouses. That agreement has been reliant from the first on the intensity and durability of the sexual attraction between them. If the sexual attraction should lose its potency, if another attraction should eclipse it, the marriage is deemed dead. Such a system is bound to fail; no person can guarantee to be sexually attracted to another for as long as they both shall live. Sex is too anarchic a force and fat too responsive to fantasy to serve as the mortar holding together the building blocks of society ... modern marriage is fragile because the demands made upon it exceed the tensile strength of the initial sexual bond.

Is it too much to ask that women be spared the daily struggle for superhuman beauty in order to offer it to the caresses of a subhumanly ugly mate?

If you think you are emancipated, you might consider the idea of tasting your menstrual blood - if it makes you sick, you have a long way to go, baby.

Ifølge et kulørt ugeblad raser Greer nu over pop-ikonet Madonna, som hun mener »er ved at visne for øjnene af os«, fordi hun er blevet religiøs og gift.

Greer siger bl.a. om sangerinden: »Hun fortæller igen og igen, at det vigtigste for hende er at være en god kone og en god mor og det ødelægger jo alt, hvad vi har kæmpet for i alle disse år!«

Hvem »vi« er her, ved jeg ikke, og jeg har heller ikke noget videre kendskab til Madonnas privatliv (endsige nogen særlig mening om det, jeg har hørt om det) - men Greers udtalelse er forrygende absurd.

Gad vide, hvad det er, der kan være forkert og ufeministisk ved at ville være »en god kone og en god mor«? Hvis der ikke er noget forkert ved at bestræbe sig på at være en god mand og en god far, kan der vel heller ikke være noget forkert i at være en god mor og en god hustru?

Det er naturligvis i høj grad individuelt, om noget kunne være vigtigere.

Forhåbentlig er noget af det vigtigste for mødre og fædre at være gode mødre og fædre, og noget af det vigtigste for ægtefæller at være gode ægtefæller. Ellers er de selvsagt havnet et forkert sted i tilværelsen. For andre, som hverken er det ene eller andet (hvad enten de ikke ønsker det eller bare ikke er det), er der forhåbentligt andre ting, som er vigtigere.

Vi er forskellige, ikke blot kvinder og mænd, men også mænd og mænd såvel som kvinder og kvinder. At Greer afkyr kernefamilien er ganske i sin orden, fordi hun aldrig ville føle sig lykkelig eller blot til rette med mand og børn i et familieforhold - men at gøre det til et korstog på vegne af alle kvinder er ikke blot tåbeligt, men et usympatisk udtryk for den totalitære tankegang, der vil gøre sine egne præferencer og lidenskaber til norm for andre - og som vil pådutte enhver, som ikke deler disse, at de er »indoktrineret« eller »undertrykt«.

Der er ganske utvivlsomt dræbende og undertrykkende ægteskaber, ligesom der utvivlsomt er dræbende og ligegyldige single-tilværelser, men der er naturligvis også fuldt ud givende og lykkelige ægteskaber, ligesom der er givende og lykkelige mennesker uden ægtefæller eller familie. Det ene er ikke bedre og ikke rigtigere end det andet.

Når også idioterne i begge lejre indser, at de ikke skal omvende andre, men stræbe efter at enhver blive lykkelig i sit kærlighedsliv ud fra sine egne præferencer og lidenskaber, er vi nået et skridt længere.

Dét kalder jeg »feminisme« - i og for sig en delmængde af humanismen.

Frihed til forskellighed, mine Damer og Herrer.

Rune Engelbreth Larsen
22. august, 2006