|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
If You don't claim Your Humanity
Af Rune Engelbreth Larsen 
»If you are reading this then this warning is for you. Every word you read of this useless fine print is another second off your life. Don't you have other things to do? Is your life so empty that you honestly can't think of a better way to spend these moments? Or are you so impressed with authority that you give respect and credence to all who claim it? Do you read everything you're supposed to read? Do you think everything you're supposed to think? Buy what you're told you should want? Get out of your apartment. Meet a member of the opposite sex. Stop the excessive shopping and masturbation. Quit your job. Start a fight. Prove you're alive. If you don't claim your humanity you will become a statistic. You have been warned.« (Tyler: Fight Club, 1999)
Kærligheden er vigtigere end alt andet; kærligheden i dit eget liv, dine egne kampe, dine egne udfordringer, dine egne eventyr - politik er i bedste fald ligegyldigt. Problemet opstår for alvor, når politikken griber ind i det enkelte menneskes liv på en så insisterende måde og med så terroriserende konsekvenser, at man tvinges til at vende sig mod det politiske system og kæmpe for at afpolitisere samfundet på menneskets betingelser igen.
Modmagt er tiltrængt.
Hvad skylder individet i sidste ende samfundet? Intet. Men hvad skylder samfundet pr. definition individet? Alt. Det er fortsat én af de mest essentielle præmisser for det, jeg forstår ved humanisme. Staten er ingen stat uden individer, men individet er altid et individ, også uden staten.
Det er også led i en ligning, som imidlertid kan føre til liberalisme - men mellemregningerne i det liberalistiske og det humanistiske regnestykke, afviger mærkbart fra hinanden. Det skal jeg dog ikke forfølge her, for det har jeg berørt andre steder, bl.a. i en antologi med essayet »Farvel til socialismen og liberalismen« (Højre eller venstre?, 2002).
Pointen er alene at indskærpe, at det er mennesket, der er og bliver afsættet for alt andet i stat og samfund. Ikke den store, klæge Masse, som politikere kalder »folket«, og som kun eksisterer i abstraktionernes propagandaverden. Nej, Mennesket - heller ikke som begreb, naturligvis, men som det enkelte, specifikke, unikke individ i al sin konkrete og individuelle eksistens. Dig. Mig. Mennesket og Medmennesket.
Modmagt er tiltrængt, men vi sover tilsyneladende - plugged in som arbejdsnarkomaner og tryghedsnarkomaner, begravet i job eller eksamen eller filmsamling eller urtebed eller blogs.
Ovenstående alarmklokke dukker op som et subconscious glimt i David Finchers filmatisering af Chuck Palahniuks roman, Fight Club - et nutidens (eller morgendagens) memento mori og carpe diem. Det kan der være brug for. At få fingeren ud.
Tv-verdenen og den øvrige medie-matrix luller de privilegerede i søvn og reducerer individet til en forkælet forbruger. Blind for og ligeglad med socialsystemet og den øvrige stats-matrix, hvis næve de - qua privilegerede - ikke selv får i synet.
Det er der til gengæld andre, der gør, når bureaukrater og sagsbehandlere og beslutningstagere dagligt er beskæftiget med at »integrere«, »socialisere«, og »aktivere« de marginaliserede og underprivilegerede. Det er selvfølgelig blot andre ord for den proces, der fjerner individuel integritet hos systemets »klienter«, og som reelt består i at assimilere, disciplinere og passivisere.
Ikke ulig det plot, der udfoldes i eksplosive metaforer i The Matrix. En film, der ligesom Fight Club lukkede og slukkede det 20. århundrede i sit eget mix af tidstypiske Playstation-gimmicks og atypisk erkendelsesterrorisme med et spinkelt, men hårdtslående håb om modstand. Et håb, der i øvrigt her er befriende blottet for Fight Clubs overflødige og usympatiske afmontering af individet (der tager »brodden« af filmens kritiske potentiale og desværre letter mainstream-publikummets dissociation fra rebellerne og seriøsiteten af deres kamp).
I et privilegeret samfund som det danske, der har alle forudsætninger for at sikre den enkelte optimale muligheder for at bevare sin integritet, er der sidst af alle steder undskyldninger for ensretning, bureaukratisering og disciplinering. Imidlertid er det den retning, Danmark bevæger sig i.
Humanismen må derfor i sagens natur være på individets side og søge at begrænse statens involvering i vores liv.
Udgangspunktet per se for en humanistisk tækning med konsekvenser må være, at individet er alting. Hvilket andet udgangspunkt er der? Individet er det tætteste, vi kommer et archimedisk punkt, for der er ikke noget, hverken sprog, væren eller tid, som er eller kan opfattes som noget, uafhængigt af det menneskelige individ. Filosofisk, kunstnerisk, kulturelt og politisk er individet derfor omdrejningspunktet og præmissen for en humanisme, som man måske kunne kalde individual-humanisme. For det første for simpelthen at adskille den fra den gængse og ofte indholdstomme brug af begrebet, og for det andet for at pege på det centrale individualistiske element, som stammer fra renæssancehumanismen.
Her skal det korte af det lange blot være udgangspunktet, det archimediske punkt: Individet. Derfor også to grunde til at indlede med citatet fra Fight Club.
For det første: Paradokset i en tekst, der så at sige anklager læseren for at spilde sit liv med at læse den pågældende tekst. Det er ikke ment som et paradoks »for paradoksets skyld«, men derimod som en rammende (for ikke at sige bombastisk) illustration af, at der altid kun er én læser, nemlig det konkrete individ, som disse betragtninger handler om, og hvis ord i netop dette øjeblik udfolder sig for - dig.
For det andet - og måske mere prekært: Ligesom der er en grænse for en totalitær stats brutale, fysiske overgreb, hvor menneskeligheden og individualiteten undertrykkes i en sådan grad, at omstyrtelsen af staten i sig selv må blive målet for en modstandskamp - således er der også en grænse for, hvornår en demokratisk stats opløsning af den menneskelige integritet og individualitet er så udtalt, at blot og bar kritik ikke længere er tilstrækkeligt.
Spørgsmålet er, hvor denne grænse går? Det kan ingen dystopi fortælle os, fordi den moderne demokratiske stats nivellering af individet ikke er foregrebet i nogen dystopi, selv om der er ansatser hertil i f.eks. Godards Alphaville, Proyas' Dark City og Wachowski-brødrenes Matrix, Huxleys Brave New World og Orwells 1984 - hvilket gør, at de kun i begrænset grad fungerer som de advarsler, de er tænkt som (at de som kunstværker har så mange andre kvaliteter i øvrigt, er en anden sag).
Men de mekanismer, med hvilke individualiteten og integriteten disciplineres og assimileres er anderledes særegne, end fiktionen kan udtrykke. Så meget desto mere kræver de et særegent modspil.
Rune Engelbreth Larsen
5. maj, 2005
