|
BLOG
|
OM
|
REGISTER
|
FORFATTERSKAB
|
FILM-ANBEFALINGER
|
BOGANMELDELSER
|
FOTOS
|
LINKS
|
SØGNING
|
![]() |
![]() |
|
VOLTAIRE: »Hvad er Tolerance? Det er Menneskehedens Arvelod. Vi er alle æltede af Svagheder og Vildfarelser; lad os gensidigt tilgive hverandre vore Dumheder, det er Naturens første Lov. (Qu’est-ce que la tolérance? c’est l’apanage de l’humanité. Nous sommes tous pétris de faiblesses et d’erreurs; pardonnons-nous réciproquement nos sottises, c’est la première loi de la nature).« |
|
Filmen udspiller sig omkr. år 450 i grænseområderne nord for Hadrians mur i England, hvor Artorius og hans krigere skal holde saxere og vandere stangen. Kristendommen har været Romerrigets statsreligion i tre kvart århundrede, men imperiet synger på sidste vers, og Arthurs loyalitet over for det kejserlige og kirkelige Rom udvikler sig til et stadig større dilemma. Vi er langt fra den romantiske og mytiske pathos, som f.eks. kendetegner den overpolerede Excalibur (1981). Læs mere: King Arthur ... |
|
Den apokalyptiske drejebog for perioden omkring verdens undergang en en central del af Det Nye Testamente. Det er en myte, men det betyder ikke, at den ikke forholder sig såre konkret til virkeligheden, hvilket vi kan se af, at Det Nye Testamente faktisk er overraskende optaget af tidsperspektivet. Læs mere ... |
• 31.07. Serenity
• 30.07. Kirkekamp: Rummelighed og fanatisme
• 26.07. Dansk Front - politisk fyring
• 24.07. En måned til renæssancen
• 23.07. Basisindkomst eller borgerløn
• 18.07. Enhver lejlighed skal udnyttes
• 18.07. Israel: »Ingen vil blive skånet«
• 16.07. Danske politikeres torturansvar
• 15.07. Replik til Hanna Ziadeh
• 13.07. Asylansøgere i sultestrejke
• 13.07. En generation vågner i Indien
• 08.07. De pæne torturbødler i Danmark
• 07.07. Socialisme og islam
• 03.07. Mere om Karikaturkrisen
• 01.07. Æresdrab er transkulturelle
• 01.07. Juli måneds link: Raapil Unblogged
Baggrundshistorien minder om Star Wars: 500 år ude i fremtiden har en Alliance af planeter under et interplanetarisk parlament besejret De Uafhængige - rebellerne - og nu hersker en form for fred. Alliancens verdensopfattelse afspejles imidlertid i en utopisk selvforståelse om det perfekte samfund uden synd og aggressioner, der samtidig er et billede på kolonialisme ...
Læs resten af anmeldelsen her.
Rune Engelbreth Larsen
Den 80-årige forfatter og Georg Brandes-ekspert, fuldblodsateisten Jørgen Knudsen retter et skarpt angreb på alskens tro og blander sig derved i en ulmende kirkekamp.
Hans ræsonnement minder lidt om den fundamentalistiske ateismes ahistoriske generaliseringer, som man møder endnu mere udfoldet på den religionsfjendske del af venstrefløjen - en overfladisk afvisning af årtusinders religioner som blot og bar naivisme eller indoktrinering på baggrund af en letkøbt (om end stedvist overordentlig faktuel) henvisning til ubarmhjertige religionskrige, fanatisk intolerance og teologiske slagmåls ofte helt absurde flueknepperi med blodige konsekvenser.
Det er imidlertid ikke meget mere seriøst at dæmonisere religion(shistorien) som sådan, fordi kirkehistorien repræsenterer mange af dennes vrangsider, end det er at afvise troen, fordi religion i årtusinder har hvilet på en overnaturlig renligionsfænomenologi, der ikke er i overensstemmelse med moderne verdensanskuelser med blot få menneskealdre på bagen - dertil er religonsfænomenet alt for komplekst. Men det er altid relevant at påpege voldsomme selvmodsigelser og udtalt hykleri, hvor som helst det finder sted - og her vidner historien unægtelig om, hvor dårlige kort (ikke kun) kirken har på hånden.
Også af den grund står ikke alene fanatismen for skud, men også den »rummelige« folkekirkekristendom, som Jørgen Knudsen i en manifestlignende kronik kalder »ugudelig fejhed«:
|
Selv om vi måske ikke ligefrem tror sådan rigtigt på Gud, finder vi det imidlertid klogt at holde ham som reserve. Har vi selv tabt troens glød, kan vi i hvert fald fastholde dens genskær hos børnene. Hvorfor dog ødelægge julestemningen ved at tale højt om, hvad alle ved, at Gud, Helligånden og det lille Jesusbarn er i familie med Thor, Odin, Balder og Julemanden? Eller Zeus, Jahve eller Allah. Alle disse guder! Mens de, der tror alvorligt på en af dem, afviser alle andre muligheder, så er den folkekirkekristne respektfuldt forstående over for alle inderligt troende (bare de ikke er fanatiske!).
Politiken, 29.7.2006 |
Der er en glød af Kierkegaards kristne kirkekritik i denne udfordring til folkekirken, om end Knudsens afsæt naturligvis er ateistisk.
Og en sådan tirade kræver et svar fra ansvarlige folkekirkekristne - ikke mindst fra de medlemmer af folkekirken, som på andre områder måske ikke står Jørgen Knudsens standpunkter så fjernt. Ikke fordi nogen strengt taget behøver stå til ansvar for deres tro over for andre, men fordi Jørgen Knudsen rammer lige ned i dét kristne paradoks, som netop repræsentanter for den rummelige kirke udstiller på godt og ondt: En ofte særdeles sympatisk og yderst humanistisk inspireret kristendom, der ligger såre fjernt fra Krarups evangelium - men som til gengæld også umiddelbart ligger lige så langt fra den nytestamentlige kristendom som Tidehvervs national-egoisme.
Dertil kommer faren for, at rummeligheden på grund af sin rummelighed vanskeligt kan blive et lidenskabeligt modspil til Krarup inden for samme kirke.
I det mindste ved første øjekast - for der er vigtige undtagelser fra reglen.
Hvor Thorkild Grosbølls ateistiske kristendom var udtryk for en kort og dilettantisk kirkelig komedie, som han end ikke havde rygrad til at stå ved - og som hverken kristne eller ateister vel for alvor kan bruge til ret meget andet end tandløs underholdning - repræsenterer andre sognepræster et endog særdeles skarpt alternativ. Det gælder ikke mindst Leif Bork Hansen, der ikke er bange for at gøre lidenskabeligt op med Den Augsburgske Bekendelse, som flere kristne i den senere tid ligefrem har krævet ændret eller strøget.
Og til Jesper Langballe & Co.s store forargelse er Leif Bork Hansen udmærket bevidst om, at han derved også peger befriende bort fra ikke blot enkelte formuleringer, men fra betydningsfulde dele af hele den intolerante lutheranske arv, som folkekirken (også) hviler på. Leif Bork Hansen, der i samvittighedsspørgsmål gerne går op imod loven, f.eks. når det gælder om at beskytte og skjule afviste asylansøgere, er således både på kant med den herskende politiske udvikling såvel som det folkekirkelige bekendelsesgrundlag. I en anden tidsalder ville han have været en potentiel reformator med en både lidenskabelig og kompromisløs religionsforståelse på hiin enkeltes side, der skønt et individualistisk, kierkegaardsk udgangspunkt imidlertid endnu synes at være i sin vorden - og hvis rækkevidde og teologiske sammenhænge muligvis de kommende års udvikling vil røbe for en bredere offentlighed, hvem ved.
En række af de mest medmenneskelige røster i de senere år har sigende nok været folkekirkepræster som bl.a. Leif Bork Hansen, biskop Kjeld Holm og Præsteinitiativet, hvis omsiggribende protester mod Dansk Folkeparti i december 2005 skabte en voksende bevægelse blandt præster, der bl.a. spredte sig til forfattere og læger. Trods en karikaturkrise, som Dansk Folkeparti & Co. med Jyllands-Postens, B.T.s og Ekstra Bladets store opbakning har skamredet for at intensivere anti-islamiske tendenser yderligere, har en kirkelig modoffensiv i dag bidt sig fast som et tiltrængt og mere og mere veldefineret angreb på Søren Krarups Tidehvervsbevægelse, hvis tiårige dominans i den vigtigste af kirkekampens interne slagsmål endelig er blevet taget alvorligt og udfordret.
Men også dette efterlader fortsat nogle ubesvarede spørgsmål, som Jørgen Knudsen nådesløst påpeger.
Hvor selektivt kan en radikalt humanistisk teologi f.eks. tillade sig at negligere (eller ligefrem distancere sig fra) dele af bekendelsesgrundlaget, herunder de mest intolerante skriftsteder i såvel det Gamle som det Nye Testamente - og fortsat kalde sig kristendom?
Skal en ny kristendom løsrive sig helt fra ikke blot ethvert bogstavfundamentalistisk skriftssyn, men fra enhver forpligtelse på Bibelens ord? Hvor lidt eller meget skal der egentlig til, for at være en del af folkekirken med sin samvittighed i orden - for at kalde sig kristen?
Det er teologiske overvejelser, som ikke længere kan reserveres intern menighedsrådssnak, teologiske seminarer eller akademiske disputter, men vel nok trænger til en åben debat i offentligheden. Ikke mindst hvis den interne kirkekamp mod Tidehvervsbevægelsen skal rodfæstes og intensiveres i bredere kirkekredse.
I Jørgen Knudsens optik synes imidlertid kun en kamp mod kirken og kristendommen i enhver afskygning at være svaret på religiøs intolerance i almindelighed og Tidehvervs fanatisme i særdeleshed.
Kirkehistorien er da også en belastende arv for enhver, der vil forene et humanistisk og et kristent perspektiv, og Det Gamle eller Det Nye Testamente er hverken samlet eller hver for sig humanistiske skrifter.
Omvendt kan intet humanistisk indstillet menneske undgå at bemærke, at en række folkekirkepræster afgjort har sat ord og gerning ind på f.eks. at forsvare nødstedte flygtninge og tage kampen op mod Krarup & Co. med en både dybfølt og lidenskabelig overbevisning - mens mange andre ukirkelige kredse i bedste fald glimrer ved at holde deres kæft, snorksove eller nøjes med at fravælge Dansk Folkeparti på stemmesedlen.
Sammenlignet med den lunkne indsats, som eksempelvis mange venstrefløjspolitikere har lagt for dagen i kampen mod anti-islamisk propaganda (hvis de da ikke ligefrem af ideologisk overbevisning er blevet opslugt af samme anti-islamiske propaganda), er ikke mindst Leif Bork Hansen og Kjeld Holm samvittighedsfulde giganter. Her er ingen rysten på hånden og ingen frygt for at forsvare de trængte »fremmede« med hud og hår - også dem, som repræsenterer en konkurrerende religion - her er vingefang og hjerte.
Betænk så den populistiske kynisme og intolerance, som kommer til udtryk hos Kåre Bluitgen, Morten Homann, Anne Grethe Holmsgaard, Karen Jespersen, Henrik Sass Larsen og så videre og så videre ...
Hvad kan vi så lære af dét? Vi kan lære, at socialistiske og socialdemokratiske »ideologer« kan være lige så forstenede fundamentalister i ateismens og sekulariseringens navn - som f.eks. Tidehvervs intolerante teologer er det i den lutheranske ortodoksis navn.
Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink
Ekstra Bladet afslørede i søndags (23.7.), at Dansk Folkepartis lokalformand i Kalundborg, Dan Jochumsen, også er leder af Dansk Fronts afdeling i Vestsjælland. Dansk Front er den mest yderligtgående nationalistiske og anti-islamiske af de mere velorganiserede ungdomsorganisationer i Danmark og består bl.a. af en række tidligere medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom.
På hjemmesiden præsenterer Dansk Front sig som »en uafhængig national nyhedsportal, der bringer aktuelle artikler og reportager om danskernes modstandskamp«, og som »formidler kontakt mellem danske patrioter«. Organisationens linkliste rummer foreninger og partier, der »beskæftiger de sig med national identitet og afspejler den mangfoldighed, der findes i modstanden mod indvandringen« - herunder Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, Ultra White Pride og Blood Honour Scandinavia.
Det betyder ikke, Dansk Front er enige med hvert ord og handling hos disse hard core racistiske bevægelser, men det er naturligvis en særdeles påfaldende »mangfoldighed« i »modstanden mod indvandringen«, som de ønsker at demonstrere ved at linke til nazisterne som de allerførste!
Dansk Folkeparti ønsker af gode grunde ikke at blive associeret med denne front og ekskluderer medlemmer, der har forbindelser til ekstremistiske organisationer til højre for DFU, hvilket Dan Jochumsen har måttet sande - han røg ud af Dansk Folkeparti dagen efter Ekstra Bladets afsløring.
I avisens interview med Jochumsen, der satte sagen i gang, hedder det bl.a.:
|
Vi møder ham på en cafe midt i Kalundborg. Den ligger lige ved siden af Danske Bank, hvor Dan Jochumsen rådgiver erhvervskunder.
Ekstra Bladet, 23.7.2006 |
Siden har Jochumsen trukket i land og hævdet, at han aldrig nogen sinde har været medlem af Dansk Front. Denne skiftende forklaringsmani kender vi også fra Dansk Folkepartis Louise Frevert og Martin Henriksen og adskillige andre, der 'kommer til' at afsløre deres rabiate islamforagt i en grad, så partiets ledelse må løfte pegefingeren.
Sagen om Dan Jochumsen har nu fået det efterspil, at han er blevet afskediget fra sit job i Den Danske Bank. Banken vil ikke kommentere beslutningen, men Jochumsen hævder ifølge Politiken i dag, at filialdirektør Torben Petersen begrundede fyringen med den negative medieomtale.
Det er naturligvis helt uacceptabelt. Dansk Front er et gennemusympatisk foretagende, men en lovlig forening, og derfor er det ganske indlysende en politisk fyring - og derfor burde han i mine øjne gå rettens vej og søge erstatning.
Det nytter ikke noget at bekæmpe Dansk Front og andre yderligtgående bevægelser ved at suspendere de spilleregler over for dem, som de selv samme racister ønsker at suspendere over for muslimer.
Rune Engelbreth Larsen
Måske ikke strengt taget en måned til renæssancen - men i dag er der én måned til, at Aarhus Universitetsforlag udgiver min bog, Renæssancen og humanismens rødder - som altså kan erhverves den 24. august til 378,- kr.
For i alt 380 pænt store sider med en række farveillustrationer, er det vist en rimelig pris for en flot bog med hardcover - hvis nu forfatteren selv skal sige det.
Det er i øvrigt officielt Renæssanceår i år - et åbent projekt for institutioner, organisationer og interesserede enkeltpersoner, der i hele 2006 præsenterer udstillinger, arrangementer, foredrag, udgivelser m.m., der sætter fokus på Danmark i renæssancen. Det kan man i øvrigt læse meget mere om her: Renæssance 2006 [siden nedlagt. REL, 2008].
Og om renæssancen som historisk epoke og begreb findes en række ressourcer også under siden for Renæssancen og humanismens rødder - scroll lidt ned. Bogens forord kan læses her.
Rune Engelbreth Larsen
Den eneste fornuftige løsning på den menneskeligt nedværdigende tvangsaktivering og det forhold, at arbejdsmarkedet og socialsystemet er så bureaukratisk indrettet, at det for mange på overførselsindkomster er forbundet med ingen eller minimal stigning i deres (i forvejen lave) rådighedsbeløb at tage lønarbejde, er indførelsen af en generel basisindkomst eller borgerløn, som er skattefri.
For lavtlønsgrupper betyder et lille hop op ad indtægtsstigen nemlig i dag et tilsvarende - eller i værste fald større - nedslag i boligsikring og en reduktion af tilskuddet til daginstitutionsudgifterne, hvorfor den evige snak om det forfærdelige skattetryk på den sidsttjente krone naturligvis er absurd - det er skattetrykket på den førsttjente krone og socialsystemets absurditeter, som er det (eneste) reelle problem.
En alment garanteret basisindkomst (der er den direkte oversættelse af det internationalt anvendte udtryk: basic income), som det offentlige ikke kan skære i under nogen omstændigheder, løser en lang række problemer for de lavtlønnede - og for mange af dem, som står helt eller delvist uden for arbejdsmarkedet.
Et i økonomisk henseende forældet - men i principielle træk stadig fuldt ud anvendeligt - bud på en borgerlønsreform, har Minoritetspartiet i sin tid fremlagt, og det findes her.
I Danmark har man imidlertid aldrig rigtig fået øjnene op for mulighederne i en sådan reform (der kan udarbejdes på mange forskellige måder, og som oprindelig blev introduceret i Oprør fra midten af Villy Sørensen, Niels I. Meyer og Kresten Helveg Petersen) - selv om den ganske givet også vil være et incitament til arbejde i lige så høj grad, som den kan frede mennesker på et lavt eksistensniveau uden for arbejdsmarkedet.
I Tyskland er ideen til gengæld ikke så marginaliseret.
Som det fremgår af Merkurbanks tidsskrift, Pengevirke nr. 2 (juni 2006), foregår der i det store naboland en livlig debat om ideen, som bl.a. den tyske sociolog Ulrich Beck har været fortaler for, og som har fået et markant talerør i direktør Götz Werner, der er professor ved universitetet i Karlsruhe og chef for 23.000 ansatte i 1.600 butikker.
Ole Uggerby skriver herom:
|
Ifølge Götz Werner er vi i vores tænkning om samfundets indretning og økonomi ude af trit med virkeligheden. Vi formår ikke at løse aktuelle problemer som fx arbejdsløshed – fordi det er »skinproblemer«. Vi tænker forkert om virkeligheden og kan derfor heller ikke skabe holdbare løsninger. »Fx er vores samfundsmæssige
husholdning finansieret gennem indkomstskat. Så er det klart at alle politiske kunstgreb handler om at bevare og skabe flest mulige arbejdspladser. I det lys er arbejdsløshed et påtrængende problem. Man forsøger at kurere patienten uden at beskæftige sig med årsagerne til sygdommen.« (...)
Pengevirke nr. 2/2006, s. 6-7 |
BIEN Danmark, der er den tidligere Borgerlønsbevægelse, som har overtaget navnet fra det internationale BIEN (Basic Income Earth Network), har netop udsendt en kort debatoplæg af cand.merc. Per Sørensen, der er tidligere direktør i LEGO Gruppen.
Man skal næppe forvente, at de danske medier finder stor interesse i tanker, der i den grad ligger mainstream-politikere fjern, men det korte oplæg turde ellers fortjene omtale og diskussion:
|
Blandt politikere fra midten ud mod højrefløjen synes der at være enighed om, at det vil fremme befolkningens arbejdsiver, såfremt »skatten på den sidst tjente krone« reduceres mærkbart.
|
Som nævnt findes der mange forskellige modeller til at udarbejde en basisindkomst og mange overvejelser over niveauet herfor, men grundtanken er den samme - en kombination af større individuel frihed, mindre social kontrol, større social retfærdighed og et øget incitament til at arbejde for dem, det i dag betaler sig mindst for.
Til sidst vil jeg lige henvise til denne lille case story om en kunstner i kafkask knibe, som i mine øjnebelyser problemstillingens hovedtræk ganske illustrativt - både filosofisk, historisk, politisk og praktisk: »Samfundsforbedrende lediggang?«
Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink
Der er ikke den situation, der er for ømtålelig, eller den anledning, der er for lav, når Dansk Folkeparti skal finde påskud til at mistænkeliggøre danskere med indvandrer- og flygtningebaggrund.
Selv de små to tusind danskere, som i lighed med 100.000 andre flygter fra krigshelvedet i Libanon, hvor Israel har iværksat det voldsomste bombeangreb på landet i 24 år, skal ifølge et forslag fra partiets udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, straks tjekkes for socialt bedrageri, når de evakueres til Danmark.
Der er her »en enestående mulighed for at undersøge, hvilke personer det drejer sig om, og om de pågældende modtager overførselsindkomster, herunder kontanthjælp og dagpenge i Danmark,« forlyder det i en pressemeddelelse fra Søren Espersen.
Hvad bliver det næste morbide forslag mon? Hvad med at postere socialpoliti ved begravelser og indlæggelser på intensivafdelingen på de danske sygehuse, for der kunne jo være et sørgende familiemedlem til stede, som egentlig skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få dagpenge eller kontanthjælp - og sådan en nasserøv kan jo ikke samtidig græde til en begravelse eller bide negle under en operation, vel?!
At tænke sig, at den første politiske tanke, som Søren Espersen udtrykker efter at have set smadrede beboelsesblokke lagt i grus i Beirut og fortvivlede og ulykkelige mennesker vende tilbage til Danmark fra krigszonen, er at mistænkeliggøre dem for et ulovligt ferieophold!
Forfatteren og oversætteren Flemming Chr. Nielsen har spontant sendt følgende til Søren Espersen:
|
Hr. Søren Espersen
Flemming Chr. Nielsen |
Også Villy Søvndal tager bladet fra munden: »Jeg mindes ikke, at noget parti tidligere er kommet med et så afsindigt, skamløst og nedgørende forslag overfor mennesker, som netop er sluppet ud af et helvede.« (Politiken)
Den forråelse af ikke blot simpel anstændighed (der er et alt for distanceret begreb), men af et minimum af basal og hjertebankende medfølelse, som Søren Espersen udstiller i al sin isnende kynisme, er desværre ved at være helt rituel og almindelig for Dansk Folkeparti, der er hamrende ligeglade med de menneskeskæbner, de skalter og valter med fra deres ophøjede teologiske vagttårne.
Rune Engelbreth Larsen
Den 25. juni blev den israelske soldat, Gilad Shalit kidnappet af en væbnet palæstinensisk gruppe (tre forskellige bevægelser har taget ansvaret). Israels hær har kidnappet utallige palæstinensere til torturlignende forhør uden rettergang ifølge den tidligere israelske soldat, Arik Diamant. Uden international protest.
Men for Israel er kidnapningen af én soldat tilstrækkelig grund til at søsætte en voldsom militær invasion af Gazastriben med kodenavnet »Summer Showers«, der ruller afsted den 28. juni.
Den 1. juli udtaler Israels premeierminister, Ehud Olmert: »Vi vil gøre alt. Og jeg siger helt klart alt for at få frigivet soldaten. Jeg gentager: Ingen vil blive skånet.« (Politiken, 2.7.2006).
Kollektiv afstraffelse med tungt militært isenkram.
Siden går det slag i slag. Den 12. juli ser Hizbollah sit snit til at komme på banen og kidnapper to israelske soldater. Israel holder den libanesiske regering ansvarlig og en række bombeangreb sættes ind, mens Hizbollah svarer igen med raketangreb. Tusinder af udlændinge flygter ud af Beirut.
Den 18. juli er 210 libanesere dræbt, knap 200 af dem er civile. 24 israelere er dræbt, halvdelen under angreb fra Hizbollah.
Ingen kan vel fortænke Israel i at slå til mod Hizbollah, når lejligheden byder sig, men at den brutale israelske »sommer regn« er fuldkommen ude af proportioner både i Gaza og Libanon, er helt evident og gavner atter blot opbakningen til Hizbollah og enhver organisation, som helst ser Israel ryddet fra landkortet.
Ehud Olmerts udtalelse er imidlertid ikke et hak bedre, og den kunne være sagt af enhver totalitær diktator i gang med en kynisk militærkampagne: »Ingen vil blive skånet.« Mere magtfuldkomment og samvittighedsløst kan statsterrorisme næppe udtrykkes.
Sådan ser det ud, når en overlegen militærmagt skånselsløst hævner sig:
Israelske tanks på vej til Gaza
Gaza
Beirut
Beirut
Beirut
Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink
Til protestmødet i går på Christiansborg Slotplads, hvor iranske flygtninge sultestrejker i protest mod dansk asylpolitik og deres egen udvisning, holdt jeg denne tale:
|
Hvor ofte hører vi ikke, at politikere ikke vil udtale sig om enkeltsager?
Det hører vi, hver eneste gang der er smertelige og blodige konsekvenser af
politikernes beslutninger – mens de derimod er ved at falde over hinandens
ben, når det handler om at kommentere enkeltsager med populistisk slagkraft.
|
Rune Engelbreth Larsen
Tøger Seidenfaden og undertegnede havde i går denne replik til Hanna Ziadeh i Weekendavisen: JP gavner terror.
Rune Engelbreth Larsen
Allerede i juni 2006 nåede antallet af selvmordsforsøg på danske asylcentre op på samme niveau som i hele 2005. I 2001 var der 7,6 selvmordsforsøg pr. 1.000 asylansøger - tallet er nu på vej til en tre- eller firdobling, idet niveauet i 2005 (der altså i 2006 blev nået på et halvt år) var det dobbelte af 2001: 14,6 selvmordsforsøg ud af 1.000 asylansøgere (kilde: Dansk Røde Kors).
Politikerne er ligeglade med asylansøgere, der begår selvmord - og pressen er tavs om iranske flygtninges livsfarlige sultestrejke, der nu nærmer sig en hel måned på Christiansborg Slotsplads!
Mandag d. 19. juni blev en iransk asylansøger fundet hængt i sit værelse på Hanstholm asylcenter. Majid Samari var 37 år gammel og tog den sidste nødløsning for at undgå udvisning til regimet i Iran.
Lørdag den 15. juli kl. 17 protesterer en række bekymrede danskere mod politikernes foragt for livet. I solidaritet med de iranske flygtninge, der nu har sultestrejket i 25 dage på Christiansborg Slotsplads for at undgå udlevering til det iranske regime, bliver der taler af bl.a. advokat Bjarne Overmark fra Brandbjerg Netværket og undertegnede.
I en pressemeddelelse, som jeg i dag har sendt til organisationer og medier (som hidtil har været næsten 100 procent tavse), har jeg bl.a. anført:
|
- Hvor er medmenneskeligheden hos regeringen, og hvor er forståelsen for, at mennesker ikke ofrer deres liv, medmindre de har et yderst alvorligt behov for asyl? Regeringen og Dansk Folkeparti har kun øje for det iranske regimes menneskeretskrænkelser, når disse kan bruges i propagandistiske generaliseringer om islam, men opretholder en kynisk asylpolitik, hvor man uden at blinke sender flygtninge lige i armene på det samme regime.
|
For stærke ord om de pæne danske politikere bag Christiansborgs tykke mure? Ikke i mine øjne, jævnfør min nylige kommentar: Torturbødler i Iran - og her.
De sultestrejkende asylansøgere og deres støttekomitee har udsendt denne appel:
|
Mandag d. 19. juni hang en asylansøger sig i sit værelse på Hanstholm asylcenter. Majid Samari var 37 år gammel og ville ikke sendes tilbage til Iran, hvor han efterlader sin kone og et barn.
|
Vi ses på Christiansborg Slotsplads på lørdag kl. 17.
Rune Engelbreth Larsen
På opfordring af Carsten Agger (Modspil.dk), som har specialiseret sig i indiske film, har jeg set den glimrende film, Rang de Basanti.
Den er dybest set et revolutionært manifest (med undertitlen: A Generation Awakens), som taler direkte til den enkelte inder i sin opfordring til at gøre op med et skævvredet samfund, der er kendetegnet af ekstremistiske hindunationalisters og muslimers blodige opgør og et grotesk politisk system - midlet er imidlertid selv ekstremt.
Læs resten af anmeldelsen her.
Rune Engelbreth Larsen
Danske politikere er meget utilbøjelige til at se de (u)menneskelige omkostninger af deres politik i øjnene - Anders Fogh Rasmussen tør f.eks. ikke besøge en asyllejr og ved selvsyn se forholdene for flygtningebørn, og Venstres integrationsordfører Irene Simonsen vil ikke kommentere torturrisikoen i en konkret udvisningssag.
Dansk udenrigs- og udlændingepolitik i en nøddeskal: På den ene side en krigsførende nation, der bl.a. hævdes at skulle holde talebanere fra magten i Afghanistan og kæmpe for menneskerettigheder; på den anden side smider vi flygtninge i hænderne på totalitære regimer, hvis menneskeretskrænkelser er lige så veldokumenterede, som de er tilbagevendende ingredienser i samme regerings frelste fordømmelser.
Læs resten af kommentaren fra dagens Politiken her.
Rune Engelbreth Larsen
Folketingsmedlem for SF, Morten Homann mener, at venstrefløjen har gået islamisternes sag i karikaturkrisen ud fra devisen »min fjendes fjende er min ven«.
Analysen - hvis man kan svinge sig op på at kalde det dét - har rod i en blanding af det ahistoriske marxistiske dogme om religion en bloc som »opium for folket« og en almindelig samtidspolitisk kortslutning - for slet ikke at nævne den skabelonagtige og forkerte forestilling om, hvilke synspunkter der faktuelt er blevet fremført i kritik af Muhammed-karikaturerne (i det mindste af undertegnede, bl.a. i Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar).
Homanns vinkel er tilbagevendende på venstrefløjen (bl.a. - på forskellig vis - hos Søvndal og Bluitgen m.fl.), og som ikke-socialist vil jeg overlade det til Homann og hans med-ideologer at finde sig til rette med de historiske traditioner på venstrefløjen på dette felt. Men i samtidsaktuel kontekst har jeg af og til deltaget i denne debat, f.eks. i et par indlæg i Information i 2002: Venstrefløjen og islam og Enøjet socialisme.
På tirsdag (den 11. juli, kl. 12.30) debatterer undertegnede denne problemstilling med Morten Homann i P1 Debat.
Rune Engelbreth Larsen
I et læserbrev i seneste udgave af Weekendavisen skriver Niklas H. Steffensen om modtagelsen af Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar:
|
Når man ser på den massive mur af modstand, hvormed Engelbreth og Seidenfadens bog Karikaturkrisen /er blevet mødt, bliver man efterhånden mistænksom: Sjældent sker det, at en bog i dén grad nedsables - på en ofte ganske perfid måde - og sjældent sker det, at to ministre tilmed giver sig tid til at deltage i nedsablingen.
|
Eigil Møller anmelder bogen på Eigils Blog og bekræfter indirekte de spørgsmål til bogens kritikere, som Niklas Steffensen rejser. Han skriver bl.a.:
|
Nu er der allerede sagt og skrevet meget om bogen her, så jeg skal fatte mig i korthed. Blot skal det lige konstateres, at analysen er særdeles overbevisende, og at den efterlader et indtryk af Anders Fogh som en skandale på statsministerposten. Hvad enten hans opførsel har været betinget af overbevisning, stædighed eller indskrænkethed er resultatet af den indiskutabelt: Havde landet ikke i hans regeringstid taget så afgørende skridt ned i den tilstand af nærmest racistisk konsensus (mine ord, ikke forfatternes – de holder sig hele bogen igennem til en nøgtern og sober stil & taler f.eks. om ”islamofobi” i stedet for racisme) var krisen ikke opstået i Danmark. Havde han under forløbet reageret blot en smule som den ”samtaledemokrat”, han hævder at være, kunne krisen være inddæmmet i god tid inden den overhovedet blev til en krise. Men hvad værre er: Ikke alene kaster han landet ud i denne ekstreme tilstand, men han slipper tilsyneladende godt fra det og fra den ene gang efter den anden at manipulere med og lyve groft for offentligheden, han slipper godt fra grundlovsbrud (den manglende orientering af udenrigspolitisk nævn), og han slipper af sted med at tørre sagen af på ”de danske imamer” – denne medie-mytologiske størrelse, der fik den bekvemme rolle som syndebuk (selvom de højst sandsynligt – stik imod deres image - spillede en overvejende modererende rolle i forhold til konfliktens forløb). Det siger en del om demokratiets ynkelige tilstand, at opposition og medier var totalt passive og underdanige tilskuere til Foghs katastrofekurs. Derfor er det så opmuntrende at denne bog er kommet, at dokumentationen og analysen nu ligger der, at de to forfattere har påtaget sig den opgave som de fleste andre svigtede, da det gjaldt. |
En ganske anden vurdering end f.eks. Ekstra Bladet & Co., må man sige ...
Rune Engelbreth Larsen
Raapil Unblogged opsamler problematikken og kategoriseringen af de såkaldte æresdrab og minder om en vigtig pointe:
|
Æresdrab er det navn, vi giver et fænomen, når det foretages af familier i vestlige lande med traditionel baggrund, eller når det foregår i de fattige dele af verden. Men vi kender faktisk til en slags æresdrab, også blandt indfødte danskere - mord, der går under betegnelsen jalousidrab og som er dem, der begås flest af. |
I en gennemgang af vinkler på sagen kommer vi også rundt om B.T.s chefredaktør Erik Meier Carlsen, der tilhører den intellektuelle ende af det islamkritiske politiske segment herhjemme, men som ofte vender sig mod den mere hysteriske og propagandistiske fløj i samme segment (jf. f.eks. mit indlæg i B.T. i oktober 2005: Erik Meier Carlsen trækker en streg i sandet).
Her nogle velvalgte ord fra en tidligere leder om æresdrab af Erik Meier Carlsen:
|
En skamplet på menneskehedens samvittighed, ja, men samtidig kan det være rimeligt at søge at forstå, at de følelser, der udløser de uhyggelige handlinger, ikke i enhver henseende er forskellige fra dem, der styrer den moderne dansker.
B.T., 19.10.2005 |
Æresdrab er kulturelt determineret og har intet med islam som religion at gøre, jævnfør f.eks. de kristne palæstinenseres æresdrab eller æresdrab i ikke-islamimske lande som f.eks. Indien og Brasilien, som Raapil henviser til.
Det er imidlertid et endnu mere transkulturelt fænomen, som kendes både blandt hinduer, kristne, konfucianere, jøder, buddhister, muslimer og sikher - og muligvis endnu flere.
Unni Wikan, der er professor i antropologi ved Oslo Universitet og en af de førende eksperter i æresdrab, er bl.a. blevet interviewet i Politiken, hvor hun af samme grund undrer sig over, hvorfor islam overhovedet inddrages i retssager om æresdrab:
|
Overraskelsen skyldes, at den prisbelønnede antropolog gennem årtier har påvist, at vold begået i ærens navn udelukkende er et kulturelt fænomen, og intet har med islam - endsige religion - at gøre. For godt nok finder æresdrab sted i visse muslimske miljøer. Men Unni Wikan har også stødt på fænomenet blandt hinduer, konfucianere og i enkelte kristne og jødiske miljøer. Det første kendte æresdrab i Sverige gjaldt en kristen palæstinenser. Selv i Dalai Lamas mors selvbiografi har Unni Wikan læst sig til, hvordan utro buddhistiske kvinder blev dræbt af deres familier. (...)
Politiken, 27.5.2005 |
De såkaldte æresdrab ligner jalouisdrab derved, at det er emotionelle og/eller »æres«-betonede motiver, som driver gerningsmanden (eller gerningsfamilien), men hvor jalousidrab ikke behøver være planlagte og yderst sjældent involverer mere end en enkelt, er de traditionelle æresdrab næsten altid et kollektivt anliggende, som er planlagt i detalje - de er aldrig crimes of passion understreger Unni Wikan, og »drabsmanden og hans familie får oprejsning og bliver fejret«.
Men derved bliver alle implicerede også let selv til ofre. Ikke fordi de alle eventuelt og forhåbentligt får deres straf for det, der i mine øjne ofte er det laveste og mest usympatiske af alle drabsmotiver - et drab, der f.eks. skal forhindre to mennesker i at elske hinanden eller straffe en søn eller datter for ikke at ville indgå et tvangsægteskab. Men fordi erkendelsen heraf (i de tilfælde hvor den dog forekommer) efterfølgende knuser en hel familie, som bevidst eller ubevidst har været underlagt blodigt idioti af den mest æresløse slags.
De burde have læst Romeo and Juliet. Selv om problemstillingen omkring traditionelle æresdrab ikke i alle henseender er direkte sammenlignelig med Shakespeares fortælling, rummer dette udødelige mesterværk stadig væk den mest hjerteskærende historie om »umulig« kærlighed på tværs af stædige og stupide slægtshensyn - og erkender slutteligt efter de elskendes død:
A glooming peace this morning with it brings;
The sun, for sorrow, will not show his head:
Go hence, to have more talk of these sad things;
Some shall be pardon'd, and some punished:
For never was a story of more woe
Than this of Juliet and her Romeo.
Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink
Månedens anbefalede link er Raapil Unblogged. Raapil er cand.scient.soc. og arbejder som folkeskolelærer, men leverer også skarpt reflekterende analyser af stort og småt i den politiske verden, samt af og til lidt underholdende kuriosa. Eller som han præsenterer sin blog: Kritik af islamkritik, bagstræberi og anden dumhed - og lidt om vin, kvinder og sang ...
Rune Engelbreth Larsen