HUMANISTISK KUNST | Renæssancen

---

Jacopo Pontorm:
Josef i Egypten (1517/18)

Af Rune Engelbreth Larsen

---

Et af flere værker af samme kunstner, der er baseret på den Hebraiske Bibels (det Gamle Testamentes) fortællinger om Josefs oplevelser i Egypten - her har Jacopo Pontormo (eller Jacopo da Fontormo eller Jacopo Carucci, 1494-1557) tilmed samlet en række af episoderne i ét værk. Josef optræder således fire gange på samme maleri - f.eks. ser vi i øverste højre hjørne Josef, der sider ved sin fars dødsleje, mens episoden i forgrunden til venstre tolkes forskelligt.

Ifølge én version er det Josef, der peger på sin knælende far foran faraoen på trappen til venstre i billedet, selv om det synes at gøre tidsperspektivet lidt problematisk. Mere ræson er der rimeligvis i, at Josefs far er død (som fremstillet øverst til højre), og at han foran faraoen spørger om tilladelse til at begrave ham i sit hjemland, hvorved den knælende person må være en af Josefs brødre, ikke faderen. Trappen bliver dermed ikke blot et vigtigt kompositorisk element, men tillige et visuelt udtryk for tiden selv, i dette tilfælde forløbet, der strækker sig mellem Jakobs dødsleje og umiddelbart efter hans død.

Pontormo suger de store kunstneres værker til sig. Efter at være ankommet til Firenze i 1508 bliver han elev hos Leonardo da Vinci, Mariotto Albertinelli og Piero di Cosimo, før han kommer i lære hos Fra Bartolommeo og siden hos Andrea del Sarto. I begyndelsen af 1530erne samarbejder han endog med Michelangelo - han er mere dynamisk og ekspressiv end sine forgængere og betragtes traditionelt som en af manierismens tidligste eksponenter.

Som en lille anekdote, fortæller renæssancekunsthistorikeren og billedkunstneren Giorgio Vasari, hvordan Jacopo ikke just deler den blandt samtidens kunstnere udbredte interesse for (dissektion af) lig: »Pontormo had some very odd traits, and was so fearful of death that he would not even hear it mentioned, and he fled from having to encounter dead bodies.« Meget lettere havde han det ikke med levende mennesker: »He never went to festivals or to any places where people get together, to avoid being caught in a crowd; and he was solitary beyond all belief. Sometimes when he was at work, he began to think so deeply about what he wanted to do, that he would leave without having done anything else all day except stand in deep thought.«

Hans værk er multinarrativt og dynamisk som få. Josef i Egypten er ifølge Vasari det smukkeste af Pontormos værker - et filmisk tableau med flere scener i samme billede, som blander de gammeltestamentlige historier med antikke skulpturer, der skaber yderligere forvirring ved at være græsk-romerske i stedet for egyptiske eller bibelske. Den smalle, snoede trappe vrider sig gennem motivet og forlener det med en art affekteret skønhed og et nærmest surrealistisk opløsning af det realistiske rum, som bliver et typisk, manieristisk træk.

Manierismen rummer med bl.a. Pontormo til tider en slags protestkunst i forhold til renæssancens hidtidige hovedstrømninger, bemærker idéhistoriker Dorthe Jørgensen: »Nogle af de første manierister skaber decideret protestkunst, som bevidst gør oprør mod den klassiske kanon. Dette behov for uafhængighed og synlighed kommer til udtryk i Pontormos provokatoriske kamp mod de accepterede regler for proportion, tema, perspektiv og komposition. Manierister som Pontormo vil fri af den klassiske kunsts regler, harmonikrav og organicisme; de efterstræber det anderledes og nye og foretrækker frihed, individualitet og udtryksfuldhed frem for disciplin.« (Skønhedens metamorfose, s. 194).

---

Billedkilde: National Gallery, London (Web Gallery of Art / Emil Kren and Daniel Marx). Billede i høj opløsning (157 KB): HER (åbner i nyt vindue)

---