HUMANISTISK KUNST | Renæssancen

---

Michelangelo:
Syndefaldet (fra det Sixtinske Kapel, 1508-12)

Af Rune Engelbreth Larsen

---

Renæssancens store kunsthistoriker, Giorgio Vasari vier langt det største afsnit af sit værk med kunstnerbiografier (på dansk: Berømte Renaissancekunstneres Levned) til Buonarotti Michelangelo (1475-1565). Han skriver her, at Gud tog den beslutning »at nedsende en Aand, der paa alle Maader var i Stand til i enhver Kunstart og Virksomhed ved egen Kraft at vise hvori den fuldendte Kunst bestod, baade naar det drejede sig om Tegnekunstens Linier, Omrids og Fordeling af Lys og Skygge, Malerkunstens Given Relief til Tingene, Billedhuggerkunstens vel overvejede Stofbehandling, og Arkitekturens Opførelse af bekvemmelige og sikre Huse, der var sunde og venlige med gode Proportioner og en Rigdom af forskelligartede Ornamenter.«

Også mere moderne kunsthistorikere er slået af forundring over Michelangelos geni og rangerer ham blandt historiens allerstørste. Kenneth Clark skriver: »Bortset fra de store læremestre kan jeg ikke i historien få øje på noget menneske der har et lignende krav på respekt.« Frederick Hartt kan gå så vidt som til at udbryde, at Michelangelo - ligesom Moses - har skuet Gud ansigt til ansigt: »Inspired by the message and starting with his own vision of human beauty, Michelangelo rose to heights from which he alone, among all Renaissance artists, saw the Creator face-to-face.«

Ethvert kunstnerisk og arkitektonisk værk, som Michelangelos tegninger har konciperet eller hans pensel eller mejsel har berørt, er af gode grunde beundret som et mesterværk. Blandt de allerstørste bedrifter står skulpturerne David (1501-04) og Pietà (1499) samt udsmykningerne af det Sixtinske Kapel, loftshvælvingens gammeltestamentlige scenarier (1508-12) og altervæggens Dommedag (1537-41).

Utallige bøger er skrevet om Michelangelo og hans værker, og selv om man »begrænser« sig til det Sixtinske Kapels to kæmpeværker, er da også hver enkelt detalje ved de til sammen ca. 700 særskilte figurer omhyggelige studier værd i sig selv. Mange gådefulde detaljer og visionære kompositioner blander sig i denne, næsten ufattelige kraftpræstation, hvor Michelangelo paradoksalt nok skaber Gud i renæssancemenneskets billede på loftshvælvingen – kraftfuld og kropsbevidst - og ikke mindre paradoksalt gør altervæggens Dommedag til ét virvar af påtrængende nøgenhed og muskelsvulmende kødelighed.

Et af motiverne på loftsudsmykningen er syndefaldet med Eva i erotisk positur, mens hun tager imod æblet, og mens Adam rækker højre pegefinger frem mod Fristeren, som han på samme loftshvælving rækker sin venstre pegefinger frem mod Skaberen. Djævelen har kvindeoverkrop, men underkrop (eller ben) som en slange, der tilsyneladende vikler sig anatomisk umuligt rundt om Kundskabens Træ.

Alle er fremstillet mildt determinerede i deres forehavende. Der er med andre ord ikke megen forledthed eller gemen fristelse at spore i denne fremstilling af episoden, skønt den sender menneskene ud af Edens Have, for altid bundet til jorden og forbandet til døden. Man skimter, at kunstneren vel i nogen grad finder dette urefærdigt, i hvert fald kan man forledes til at tro sådan, når han i en af sine sonetter skriver:

    Jeg haabed fra din Højhed Glans at laane,
      Ved Retfærds Vægt og Magtens Sværd at nyde
      Det Eden, onde Tunger havde lukt.

    Men Himlen synes Dyden selv at haane
      Ved først at skabe den og siden byde
      Os af et vissent Træ at plukke Frugt.

Dette »fald« er så godt som universelt i mytologien, men det varierer fra tradition til tradition, i hvilken grad det vurderes »negativt« som i Bibelen, eller om det snarere ses som en positiv og nødvendig forudsætning for eksistensen og det bevidstgjorte menneske.

Det er fascinerende at betragte, hvorledes det er lykkedes Michelangelo at fremstille scenen helt »neutralt«, til trods for den bibelske fortælling, der naturligvis er hans forlæg - og tilmed iscenesætte Eva i umisforståelig erotisk positur. Der er ingen fordømmelse at spore i motivet i sig selv, ingen ringeagt for kvinden eller »diabolsk« fremstilling af Slangen, der snarere ligner »en ædel, græsk skæbnegudinde, en eumenide«, som kunsthistorikeren Leo Tandrup bemærker i På sporet af Michelangelo (1994). Ingen tragedie synes umiddelbart at udfolde sig, men der er simpelthen tale om en afbildning af motivet i al dets upartiske nøgenhed (i dobbelt forstand).

Set i sin sammenhæng med loftsudsmykningen i almindelighed og det efterfølgende motiv i særdeleshed (uddrivelsen af paradiset) - der er en selvstændig, men integreret del af fortællingens to scener - er der selvsagt ingen tvivl om, at Michelangelo bibeholder den traditionelle bibelske forståelse. Både Adam og Eva er således ramt af sorg og frustration over at blive fordrevet.

Endog uden kendskab til den bibelske fortælling er motivet uhyre gribende og mystificerende i sig selv. Som tidligere (og senere) formår Michelangelo at vride sin komposition ud af alle konventionelle opstillinger, så Adam, Eva og Slangen bliver ét i deres bevægelser og skæbnesvangre gerning.

Michelangelos kunst lukker sig ikke om sig selv eller forudgivne og oplagte tolkninger, men åbner sig i retninger og perspektiver med en uudtømmelig overflod af inspiration, uden dog nogen sinde at forfalde til vilkårlighed. Superlativer falder over hinanden, når indtrykkene skal kommunikeres. Men som det fremgår af en af hans kendteste sonetter, røber han her et mindre optimistisk syn på sig selv såvel som på kunsten, livet og døden:

    Det største Maal, en Kunstner har sig stillet,
      I Marmorblokken ligger alt i Gem,
      At trylle det af Formløsheden frem
      Formaar kun Haanden, ført af Kunstnersnillet.

    I dig, mit høje, guddomsskønne Billed,
      Har al min Kval og al min Fryd sit Hjem,
      Ak, kun den første vinder jeg af dem,
      Fordi min Kunst ej naar, hvad den har villet.

    Saa er det ikke Elskov, heller ej
      Din Skønhed, Haardhed, Lykketræf, Foragt,
      Ej heller Skæbnens Spil, som volder Nøden

    Naar Død og Elskov begge bor i dig,
      Og jeg forelsket, kejtet og forsagt
      Af Stoffet kun formaar at skabe Døden.

Gennem Michelangelos kvaler og »kejtede og forsagte« formåen har nogle af verdenshistoriens mest betagende og betydningsfulde værker manifesteret sig, »Døden« eller ej. Eller som Drachmann digter så enkelt og rammende om Firenze og den store kunstner blandt byens mange store:

    Højenes Roser dufte og Byen staar i Glød.
    Michelangelo, Du taler saa vældig i din Død.

---

Billedkilde: Fra loftshvælvingen i det Sixtinske Kapel (CGFA - A Virtual Art Museum / Carol Gerten-Jackson). Billede i høj opløsning (146 KB): HER (åbner i nyt vindue)

---