Leonardo da Vinci / Giovanni Antonio Boltraffio:
Madonna Litta (1490-91)
Af Rune Engelbreth Larsen 
Renæssancemaleren Vasari beskriver med kolossal ærefrygt genialiteten hos sin ven og kollega, Michelangelo, men der er ikke mindre lovprisning i hans karakteristik af Leonardo da Vinci (ca. 1483-1520): »Man kan ofte se, hvordan de største gaver på naturlig vis kan regne ned i de menneskelige legemer takket være stjernernes indflydelse, men fra tid til anden ser man en rent overnaturlig fylde af skønhed, ynde og geni samlet i et enkelt meneske på en sådan måde, at enhver af hans handlinger, ligegyldigt hvad han beskæftiger sig med, er så guddommelig, at den lader alt andet bag sig og tydeligt giver sig tilkende som den Guds gave, den er, og ikke som et resultat af menneskelig kunst.« Mindre religiøst, men vel ikke meget mindre beundrende beskriver den tyske kulturhistoriker, Egon Friedell den store kunstner, som han kalder lige så »uudgrundelig« som det smil, Leonardo har givet Mona Lisa:
»Ogsaa alle hans andre Malerier er rene Fiksérbilleder, der lader ane noget ud over, hvad de forestiller, der er en sælsom spøgelseagtig Tomhed over dem, ikke den hule Tomhed, men Uendelighedens Tomhed. Selv hans Landskaber har noget fjernt, fremmed og hemmelighedsfuldt ved sig. Og medens det ellers er næsten alle Kunstneres dybeste Natur at ville sige noget, noget, som de føler lidenskabeligt Trang til at faa Luft for, saa gemmer Leonardo sig helt bag sit Værk.«
Det er en karakteristik, der også er rammende for Madonna Litta, og skønt det ikke kan siges med sikkerhed, hvor lidt eller meget Leonardo personligt har bidraget til maleriets endelige udformning (der af mange tilskrives Giovanni Antonio Boltraffio), er det så godt som hævet over tvivl, at hans streger i alle tilfælde har bidraget til værket i et eller andet omfang.
Personligt finder jeg næsten Madonna Litta lige så smuk og dragende som Mona Lisa, men måske det blot hænger sammen med forvæntheden med det berømte, gådefulde smil, som er reproduceret og intellektuelt dissekeret ad nauseam, så andre værker af (eller kraftigt inspireret af) Leonardo trods alt stadig kan overraske og afficere beskueren dét mere?
Motivet, som man kalder Maria lactans (den ammende Maria), stammer egentlig helt tilbage fra antikke afbildninger af gudinden Isis med gudebarnet Horus (Isis lactans), som var en væsentlig konkurrent til Maria/Jesus i begyndelsen af kirkehistorien (indtil al ikke-kristen kult blev forbudt i 391). De ældste, kristne afbildninger af motivet er fra 2.-3. årh. i Rom, men det er i renæssancen, at motivet for alvor spredes.
Blandt denne tids mange varianter er ikke mindst Jean Fouquets (1420-1480) særprægede afbildning af Jomfru Maria og Jesus (ca. 1450) bemærkelsesværdig derved, at den marmoragtige fremtoning og det (nærmest erotisk) blottede bryst - omgivet af bizarre, mørkerøde engle - giver scenariet en temmelig surrealistisk karakter.
Leonardos varme og menneskekærlige version ligger i den helt anden ende af spektret og forlener ikke blot Gudsmoderen med en jordisk tyngde, men understreger også Jesus som søn af Gud i så bogstavelig menneskelig forstand, som tænkes kan - hvad er vel mere menneskeligt og dennesidigt end at begynde sit liv som et barn, afhængigt af modermælk?
Det milde lys fra baggrunden, som hviler over mor og barn, er ligesom vinduesåbningerne karakteristisk for flere af Leonardos Maria-afbildninger, der måske når et højdeunkt i dette billede, hvor Maria er blidt og kærligt optaget af sit barn, mens Jesus sender beskueren et let tænksomt, men måske også temmelig fraværende blik. Jeg tror ikke, at mange gengivelser af Maria lactans-motivet i større grad udstråler Marias jordiske moderkærlighed og menneskelighed end Madonna Litta.
Billedkilde: The Hermitage, St. Petersborg (Web Gallery of Art / Emil Kren and Daniel Marx). Billede i høj opløsning (170 KB): HER (åbner i nyt vindue)
