HUMANISTISK KUNST | Renæssancen

---

Piero di Cosimo:
Simonetta Vespucci (ca. 1485)

Af Rune Engelbreth Larsen

---

Piero di Cosimo (egentlig: Piero di Lorenzo, 1462-1521) er en af renæssancens bizarre kunstnere, kendt for sine idiosynkratiske tilbøjeligheder. Han hadede tordenvejr og ild, hvorfor han frygtede madlavning og levede af hårdkogte æg, kogt 50 ad gangen. Hans inspiration stammede tit fra pletter på væggen, hvilket er temmelig opsigtsvækkende for det tunge luftlag af neoplatonisme, mystik og hermetisk inspireret kristendom, der ellers influerede flere kunstnere i Firenze.

Lidt atypisk for renæssancen signerede han aldrig sine malerier, hvorfor det ikke er helt let at identificere dem, men nærværende værk er efter alt at dømme hans kreation og forestiller efter manges vurdering Cleopatra. I hvert fald kunne hugormen om hendes hals tyde på det, eftersom Cleopatra ifølge legenden begik selvmord ved at lade sig bide af en giftslange i 30 e.v.t.

Cleopatra eller ej - kvinden er portrætteret med Simonetta Cattaneo Vespuccis (1453-76) træk (i det mindste fremgår hendes navn af inskriptionen nederst i selve billedet, om end denne er tilføjet senere).

Simonetta, La bella Simonetta var efter sigende Firenzes skønneste kvinde (i slægt med den berømte, florentinske opdagelsesrejsende, Amerigo Vespucci, som Amerika er opkaldt efter), eller som hun er blevet karakteriseret af den franske essayist og renæssancespecialist, Robert de la Sizeranne: »the Renaissance typified in a woman, the nymph of antiquity who breathed and walked and spoke a language of fancy and liberty«. Lorenzo de Medici udtalte efter hendes død: »Det forekom utroligt, at hun blev elsket af så mange mænd uden jalousi og prist af så mange kvinder uden misundelse.« (jf. J.H. Plumb: Renæssancen. Den europæiske kulturs gennembrud, s. 374).

Simonetta var født i Porto Venere - samme sted, som Venus ifølge et sagn steg af havet - og hun er blevet beskrevet som Firenzes sidestykke til det antikke Grækenlands skønne Helena. En hel turnering er blevet afholdt til hendes ære, hvortil Botticelli malede Simonettas portræt på kamppladsens fane.

Botticelli synes tilsyneladende at have været besat af hende. Skal vi tro visse, kvalificerede gisninger, malede han Simonettas portræt få år efter hendes tidlige død og lod muligvis hendes træk afbilde i sin fremstilling af Flora i »Primavera« (1477-80) og Venus i »Venus' fødsel« (1485). Ifølge Robert de la Sizeranne lod han det dog ikke blive derved, men afbildede hendes træk i stort set alle sine kvindefigurer. Hun betog i hvert fald talrige digtere og malere i Firenze, og det er slet ikke utænkeligt, at Pieros maleri virkelig portrætterer denne arketypiske skønhed, selv om navnet altså er tilføjet senere end billedets færdiggørelse.

Det kan ikke sjældent være en fordel at betragte et kunstværk så uforberedt som muligt og lade indtrykket synke uden spekulationer over værkets kunstner eller historie, men bevidstheden om den unikke betagelse af Simonetta i Firenze - humanisternes højborg og selve »renæssancens vugge« - lader os dog komme tættere på kvinden, hvis navnetræk pryder Pieros maleri, og dermed et glimt af en af den italienske renæssances kvindelige nøglepersoner.

Hvad enten det er Simonetta eller ej, er det vel ikke nødvendigvis associationerne til Cleopatra, der er de eneste indlysende; snarere kommer man til at tænke på Kvinden og Slangen i den kristne mytologi. Eva, der lader sig friste af Slangen og Kundskabens Frugt i Edens Have og derved forårsager syndefaldet, fordrivelsen fra Paradiset, hvorefter Døden bliver menneskelivets endegyldige realitet.

Men inden for rammerne af den bibelske skabelsesberetning er syndefaldet i sidste ende også betingelsen for livet, som vi kender det, herunder sanseligheden, frugtbarheden og elskoven. Og der er næppe tvivl om, at det ikke er den pessimistiske version af fristelsen af kvinden (og kvinden som frister), der i skikkelse af Simonettas yndige og dragende selvbevidsthed møder os i Pieros maleri.

Slangen, der bider sig selv i halen og evigt æder og genføder sig selv - Ouroboros - er desuden et tidløst og mere eller mindre universelt motiv, der f.eks. kendes fra oldtidens Egypten og Grækenland, men findes i talrige kulturer og symboliserer eksistensens cyklus. Også her optræder denne Slange som en attribut til den arketypiske Kvindelighed, ja, dristigt nok ligefrem som et smykke.

Billedkilde: Musée Condé, Chantilly (Web Gallery of Art / Emil Kren and Daniel Marx). Billede i høj opløsning (171 KB): HER (åbner i nyt vindue)