En humanistisk værdipolitiker er en folketingskandidat, der er anbefalet for at trodse den nationalistiske og populistiske tidsånd med skarphed og ekstraordinært humanistisk engagement og mod (Humanisme.dk).
Listen over anbefalede folketingskandidater til valget i 2011 er nu oppe på ti - de to seneste anbefalinger er Lisbeth Bech Poulsen, der stiller op for Socialistisk Folkeparti i Nordjyllands Storkreds, og Pernille Rosenkrantz-Theil, der stiller op for Socialdemokraterne i Fyns Storkreds.
Den ene er mere kendt end den anden, men begge er markante profiler for et mere inkludrende og humanistisk Danmark.
Lisbeth Bech Poulsen sidder i SF's hovedbestyrelse, og hun var én af kun tre i hovedbestyrelsen, der i overensstemmelse med en meget stor del af SF's bagland gik imod SSF's pointsystem. Et hårdt internt opgør, som fik mange i baglandet til at sige fra, læs f.eks. denne kronik af otte kritiske SF'ere i Information: Kæmp for alt, hvad du har kært.
Pernille Rosenkrantz-Theil behøver ingen nærmere præsentation som tidligere MF for Enhedslisten - et parti, hun forlod til fordel for Socialdemokraterne, men fastholdt sin egen profil på tværs af de to partier: Enhedslisten forlod Pernille Rosenkrantz-Theil.
Flere kandidater er på vej.
Se listen over alle anbefalede kandidater med flere oplysninger om de enkelte: Anbefalede humanistiske værdipolitikere.
Rune Engelbreth Larsen, 26.1.2011