| Udsolgt | Lektørudtalelse | Lån via Bibliotek.dk |
Forsvar for verden er et forsøg på at indkredse forfatteren Erwin Neutzsky-Wulffs vigtigste temaer, teorier og pointer fra debuten Dialog om det enogtyvende århundredes to vigtigste verdenssystemer (1971) og frem til Verden (1994).
Bogens første del beskæftiger sig med de erkendelsesteoretiske og filosofiske overvejelser, som ligger til grund for Erwin Neutzsky-Wulffs verdensbillede - et verdensbillede, hvor bl.a. mytologiens religiøse fænomenologi tages for pålydende, som empirisk erfaring på linie med alt andet virkelighedsinventar.
I bogens anden og tredje del gennemgås forfatterskabets hovedværker, såvel de skønlitterære, fra Anno Domini til Verden, som de faglitterære Okkultisme og Magi - en række bøger, der endevender moral, sprog, filosofi, handlinger og opfattelse af os selv og verden omkring os.
Lektørudtalelse
»Erwin Neutzsky-Wulff er en fascinerende, men ikke let tilgængelig forfatter. Jo dybere, man går ind i hans forfatterskab, desto mere kompliceret og komplekst tegner det sig. Rune Engelbreth Larsen, der læser idéhistorie på Aarhus Universitet, giver i sin bog mange indgange til forfatterskabet. Første tredjedel af bogen beskriver Erwin Neutzsky-Wulffs verdensbillede med udgangspunkt i bl.a. filosofi, religionshistorie og neurologi. Denne del er centreret om hans tre faglitterære hovedværker. Anden tredjedel beskæftiger sig med forfatterens vigtigste værker fra 1975-82. Den sidste tredjedel fører frem til og med hans nyligt udgivne mammutroman Verden. Gennemgangen af forfatterskabet tager udgangspunkt i forfatterens bøger. Rune Engelbreth Larsens indføring giver derfor ligesom Neutzsky-Wulffs bøger et kalejdoskopisk, svært forståeligt, men sammenhængende verdensbillede. Til gengæld kommer bogen kun i beskedent omfang ind på biografiske oplysninger. Den indeholder en selektiv bibliografi med angivelse af hans hovedværker. Desuden findes et anvendeligt, men ikke komplet register. Forsvar for verden henvender sig til ihærdige læsere, som er fascineret af forfatteren og har kendskab til hans verden. Disse vil begejstres over denne tolkning.«
|
|