Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Mig og Melody (Whatever Works)

Instrueret af Woody Allen (2010)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Mig og Melody

»With the horror, and corruption, and ignorance, and poverty, and genocide, and AIDS, and global warming, and terrorism, and-and the family value morons, and the gun morons. 'The horror,' Kurtz said at the end of Heart of Darkness, 'the horror'. Lucky Kurtz didn't have the Times delivered in the jungle. Ugh... then he'd see some horror. But what do you do? You read about some massacre in Darfur or some school bus gets blown up, and you go 'Oh my God, the horror,' and then you turn the page and finish your eggs from the free range chickens. Because what can you do. It's overwhelming!«

Hovedpersonen i Woody Allens Whatever Works er den misantropiske new yorker og pensionerede kvantefysiker Boris Yellnikoff (Larry David), hvis historie og credo imidlertid ikke er så blottet for håb endda: »My story is, whatever works as long as you don't hurt anybody. Any way you can filtch a little joy in this life cruel and pointless life, that's my story.«

Når han ikke chikanerer sine venner med sit sortsyn, tjener han lidt ved at lære skak til incompetent zombies, som han så uelskværdigt omtaler sine elever - og en pæn del af menneskeheden i øvrigt. Ukonventionelt for en filmkarakter henvender Boris sig et par gange direkte til publikum og erkender da også, at han ikke er en likeable person.

Det er imidlertid en sandhed med modifikationer, ligesom tilfældet er for en anden fiktiv og beslægtet karakter, som Boris minder ikke så lidt om - den antisociale Sherlock Holmes-agtige diagnostiker, Gregory House (Hugh Laurie) fra tv-serien House. Man kunne næsten håbe på, at der var tale om en lille 'bølge' i populærfiktionens levende billeder - disse superbegavede kynikere med indkapslede (men ikke helt uvirksomme) hjerter, får nemlig serveret den ene kontroversielle, men tankevækkende pointe efter den anden, der faktisk af og til taler til publikums intellekt på et finurligt filosofisk plan.

Den gamle kyniker Boris møder i Woody Allens film den purunge, livsglade og naive Melody (Evan Rachel Wood), og ud af denne asymmetriske kombination af ungdom og alderdom, livslæde og sortsyn, naivitet og intelligens, brillerer instruktøren med (endnu) en vidunderligt virtuos dialog.

Før vi har set os om, bliver venner og familiemedlemmer involveret i og/eller forarget over den 'skandaløse' forbindelse mellem den gamle gnavpot og den unge livsnyder, og filmen spiller på hele spektret fra den banale humor, afvæbnende ironi og sorte sarkasme til Woody Allens velkendte vifte af neuroser og underspillede filosofiske pointer. Det bliver aldrig til plat komik eller bare en letkøbt feel good-fabel.

Woody Allen leverer drøje hug til eksistensen og verdenstilstanden, men skaber en fortælling, der rummer sin egen fornøjelige kærlighedshyldest, og som også selvironisk griller kynikeren i hans skyggerige. Resultatet er, at Boris fremstår lige dele patetisk og dybsindig, men - trods alt - likeable.

Filmen nedbryder moralske fordomme, forener mennesker i skæve, men inderlige kærlighedsforhold og eksemplificerer elegant Boris' enkle credo: »Whatever works as long as you don't hurt anybody.«

Og det er jo i virkeligheden overordentlig opbyggeligt. Tilværelsen handler ikke om omgivelsernes forventninger eller om tidsåndens ensrettende konventioner, men om det enkelte menneskes individuelle lykke på kryds og tværs af seksualitet, køn og anskuelser. Whatever works.

Kynikerens statement bliver således alligevel en humanistisk leveregel om frihed, erotik og selverkendelse i kontrast til alskens fundamentalisme og moralisme.

Og så kan man vel vanskeligt undgå også at se filmen som en slet skjult kommentar til den moraliserende skandalisering af Woody Allens eget forhold til den 35 år yngre Soon-Yi Previn, der var hans forrige samleverskes, Mia Farrows, steddatter.

Amoralsk? Who chares - der er tale om voksne mennesker, der ikke er biologisk beslægtede, og det handler om gensidig kærlighed. Whatever works - filmens træffende originaltitel (i modsætning til den komplet karakterløse danske undersættelse: Mig og Melody).

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk