MICHEL DE MONTAIGNE: »Der er kort sagt intet konstant, hverken i vores egen eksistens eller i tingenes. Og både vi selv og vores dømmekraft og alle jordiske ting flyder og strømmer uden ophør. Der kan derfor ikke fastslås noget sikkert om det ene på grundlag af det andet, da både den der bedømmer og det bedømte er i stadig forvandling og bevægelse.«

The Last King of Scotland er et portræt af Ugandas berygtede diktator, Idi Amin, under hvis regime ca. 300.000 mennesker blev dræbt. Filmen er løst baseret på en roman af Giles Foden, der placerer den fiktive skotte Dr. Nicholas Garrigan (James McAvoy) som Amins personlige livlæge - Kevin MacDonald udnytter ideen til det yderste og skaber et både underholdende og fængslende nærbillede af diktatoren bag kulisserne. Læs mere: The Last King of Scotland ...

Vergils poetiske kærligheds-credo Omnia vincit Amor går igen kulturhistorien igennem: »Kærligheden besejrer alt.« Amor er både kærligheden som begreb og navnet på en gud, der også kaldes Cupido (og i græsk mytologi hedder Eros). Han er søn af kærlighedsgudinden Venus og krigsguden Mars og fremstilles undertiden som en lille bevinget dreng, der er bevæbnet med bue, pil og fakkel. Med disse våben skaber han den største fryd - og de frygteligste forviklinger. Læs mere ...

Fri os fra det onde

Instrueret af Ole Bornedal (2009)

Filmanbefaling af Rune Engelbreth Larsen

Der er offensiv kraft og lidenskabelig saft i Bornedals fremragende film-allegori over et Danmark, der er fastlåst i en intolerant spiral af moralsk panik og galopperende intolerance.

Skuespillerne er yderst overbevisende, ja ekstraordinært intense, først og fremmest Jens Andersen (kendt fra talrige mobil-reklamefilm som 'Polle fra Snave'), der nærmest er genial i rollen som den voldelige og racistiske langturschauffør Lars.

Men også standup-komikeren Lasse Rimmer glimrer. Hans rolle som den 'gode' og succesrige advokat-bror, Johannes, der røber en sjælden handlestyrke og konfronterer den racistiske hob, er særligt vanskelig, fordi den er skrevet så hårdt op imod den herskende tidsånd. Den lette publikumsleflen, der kunne have bestået i en sådan karakters mere dovne og blodfattige 'humanitære velvilje', er helt undgået til fordel for en sømpistolbevæbnet advokat, der skyder med skarpt - mod Danmark.

Takket være manuskriptet (af Bornedal selv) og Rimmers' fine indlevelse kulminerer filmen i et både underholdende og blodigt opgør, hvor familien har måttet barrikadere sig for at undgå en hysterisk lynchstemning. Her står humanismen sin ildprøve, og advokatens hustru (spillet at Aqua-sangerinden Lene Nystrøm) bryder sammen og viser sig parat til at ofre den uskyldigt forfulgte flygtning til den forenede flok af spidsborgere og red necks, der har omringet deres hjem. Som hun siger: "Det er jo ikke os, de vil ha' ..."

Som i andre af Bornedals film er underlægningsmusikken meget mere end "underlægning" - komponeret og velanbragt med en usædvanlig fin fornemmelse for poetiske og dramatiske stemningsnuancer. Nærværende på en overvældende, men ikke anmassende måde, der læner sig op ad det lidenskabelige vingefang, som vel er et allestedsnærværende vandmærke i instruktørens filmpoesi.

Man kan spørge, hvorfor Lene Nystrøm hele tiden render rundt med en kjole så afslørende nedringet, at det må have været en teknisk udfordring i sig selv at forhindre den i at glide ned under flere af de ret krævende scener. Men denne 'distraherende' faktor tjener et formål, der rækker ud over det banale blikfang. Janteloven og fremmedhadet personificeres i flokkens begær efter Johannes' hustru som i deres had til hans muslimske ven, der skal fornedres, trækkes ned i det omgivende søle - bogstaveligt talt.

Filmens styrke ligger også i, at instruktøren har gjort 'argumentationen' vanskeligere for sig selv ved at lade ægteparret Johannes og Pernille repræsentere alt dét, der er en torn i øjet på både Janteloven og fremmedhadet - de er tolerante, kærlige og udadvendte. De er uden omsvøb en del af den 'elite', som tidsånden elsker at hade i den politisker debat, og filmen skildrer skånselsløst deres modstandere som flokmentalitetens og hånens eksponenter, der spiddes som selvglade øltelts-pissere med indgroet foragt for det anderledes og det komplekse, repræsenteret ved den højtuddannede advokat og hans yndige hustru.

Dét, de ikke forstår, bliver farligt eller foragteligt, og lynchstemningen bliver godhedens retfærdiggjorte udrensning af ondskaben.

Det er et ekstremt provokerende set-up, Bornedal udfolder: Fremmedhadets mindreværdskompleks som rå overfladisk provinsialisme; tolerancen og humanismen som reflekteret og imødekommende. Begge 'fronter' rummende en latent brutalitet, som bryder ud i lys lue.

Så sort-hvidt som den intolerance, filmen hudfetter? Nej, ganske vist repræsenterer filmen et befriende klart budskab i sit opgør med den danske tidsånd, men plottet har overraskelser, og motiverne og psykologien er flerstrenget.

Det er andet og mere end 'overbevisninger', der driver handingerne, og der er en paradoksalt livsbekræftende intensitet, glød og kærlighed også i det brutale forhold mellem Lars og hans kæreste Scarlett (ligeledes fabelagtigt spillet af Pernille Vallentin), som ikke 'passer ind' i advokatparrets forudindfattede, men uudtalte billede af dem som white trash.

Fri os fra det onde er et barsk og kritisk tidsbillede i en filmkunstners blodigt passionerede penselstrøg. Og sit genkendelige ærinde til trods rækker filmen derfor også ud over sin tid.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, december 2009