Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Antichrist

Instrueret af Lars von Trier (2009)

Filmanbefaling af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Lars von Triers Antichrist er én af den slags film, som filmanmelderne ikke kan få lov at analysere i fred for forskere, kommentatorer og andre debattører, ikke blot fordi den var en dansk filminstruktørs kandidat til de Gyldne Palmer i Cannes, men også fordi den sejler ind i et både filosofisk, teologisk og psykologisk uvejr, der tillige gør den en kandidat til et kunstværk på tværs af genrer og medier.

Og så er det en film med et betydeligt videre fortolkningsspektrum end sædvanligt.

Antichrist er muligvis filminstruktørens personlige kombination af et strindbergsk inferno og et bergmansk drama iklædt hans eget særegne filmsprog og ambitioner om at tage livtag med selve livets skrøbelighed og menneskets dødelighed. Men den har også oplagte paralleller til Ibsens skuespil "Lille Eyolf", om ægteparret Alfred og Rita, hvis halte dreng dør i en tragisk drukneulykke under ægtefællernes skænderi. I Antichrist dør sønnen blot på mere diabolsk udspekuleret vis, netop som forældrene når deres ekstatiske klimaks under et samleje, men i begge fortællinger sender tragedien ægteparrene ud på det dybe eksistentielle hav, og i begge værker repræsenterer moderen en kompromisløs og ildevarslende lidenskab, der ikke tåler kærlighedslivets henfalden til overfladiskhed og lunkenhed, og som måske inderst inde har ønsket døden for det barn, som efterfølgende skaber afstand mellem forældrene.

Men man skal passe på, hvad man ønsker, og hvilke ubevidste længsler, der pludselig tager over. Det er en pointe, hvor von Trier vel ikke mindst knytter an til den sære odyssé i sind og rum, der udspiller sig i film som Stalker og Solyaris af den russiske instruktør Tarkovskij - til hvem Antichrist er dedikeret.

Men Antichrist kan naturligvis også ses som et værk uafhængigt af sådanne filmiske og litterære referencer.

Filmen er helt basalt et billede på en urkonflikt i sindets nederste labyrinter - den disciplinerede og kølige fornuft kontra den uberegnelige og glødende lidenskab, som instruktøren lader trænge eksplosivt gennem behandlersamfundets terapeutiske overflade. Den er imidlertid også blevet set som et barokt antifeministisk manifest, der fremstiller kvinden som en opdateret, men stereotyp heks, såvel som et avanceret feministisk manifest, der forsøger at drukne mandens historiske kvindeovergreb og følelsesløse fornuft i en vanvittig vendetta på både kvindens og naturens vegne.

En mere overset, men ikke mindre oplagt perspektivering af Antichrist er, at den måske først og fremmest er en gnostisk gyser, inden for hvilke rammer flere af ovenstående perspektiver faktisk lader sig udspille - men også en gyser, som ultimativt sprænger sine egne gnostiske rammer. Dette brud vender vi tilbage til.

Meget udspiller sig i det mindste i ret åbenlyse arkaiske teologiske kategorier med gnostiske referencer af den type, hvor verden simpelthen er det ondes sfære, og kvinden (der i samme perspektiv er i pagt med verden, naturen og lidenskaben) derfor også må være i pagt med selve ondskaben. Det er en opfattelse, der har været selvfølgelig i lange epoker af kirkehistorien, og filmen overtager tilsyneladende dette tema så overbevisende foruroligende, at den i lange forløb fungerer lige så sort/hvidt som en inkvisitors kvindefjendske psyke.

Den overordnede symbolik synes om ikke andet at give mening inden for disse rammer: Det sidste 't' i filmens titel, "Antichrist", er et kvindetegn, og den kvindelige hovedperson, der kalder skoven for "Satans kirke", har meget betegnende en ufuldendt ph.D.-afhandling om hekseforfølgelser bag sig - en afhandling, der paradoksalt nok har fået hende til at overtage og identificere sig med et dæmoniseret kvindesyn.

Livet og eksistensen afbildes som et ubønhørligt fald fra fødsel til død, der lignes med syndefaldet og udmales i et væld af pessimistiske metaforer: Egetræernes agern, der falder med tunge smæld på skovhyttens tag, dådyret med den døde kalv efter en ufuldendt fødsel, og ikke mindst barnet, der falder ud af vinduet og styrter i døden under forældrenes samleje.

I denne fabel er Antikrist slet og ret Kvinden, spillet af Charlotte Gainsbourg, der står i forbindelse med Naturen selv i al dens tilsyneladende brutale, hensynsløse og trøstesløse vildskab.

Men hvor der er en Antikrist, må der jo også være en Kristus, hvis konceptets rammer skal give mening, og denne rolle indtager hendes mand, der spilles af Willem Dafoe (i filmen har hverken han eller hun noget navn) - og det har vel næppe været ganske underordnet, at Dafoe i sin tid netop har glimret i rollen som Jesus i Scorceses kontroversielle film The Last Temptation of Christ.

Men i Antichrist optræder han i skikkelse af en terapeut, der tager sin egen hustru i behandling efter det tragiske tab af sønnen, og som gennem diverse terapeutiske øvelser og samtaler forsøger at guide hende gennem sorg og smerte.

Filmens væsentligste scener udspiller sig i en skovhytte med det symbolske navn "Eden", hvor hun konfronteres med sin sælsomme angst for den natur, hun er blevet fremmedgjort over for, men snart genfinder sine rødder på et psykologisk og mytologisk plan, der stikker dybere, end hans terapi kan kapere.

Selv er terapeuten professionelt hævet over sin sorg i en grad, der gør hans 'forståelse' og professionalisme til en lidenskabsløst distanceret snak, der er lige så skræmmende følelsesforladt og reelt psykisk manipulerende, som hans hustru er skræmmende aggressiv i skikkelse af det altfortærende naturvæsen, hun ultimativt udvikler sig til.

Konfrontationen har luret under overfladen, og hendes tiltagende lidenskabelige kompromisløshed er som et ekko af Ritas trussel over for Alfred i Ibsens tidligere nævnte stykke: "Å, du véd ikke, hvad jeg kunne blive til, hvis du - hvis du ikke ville vide af mig mere ..."

Det er under den tiltagende konfrontation, at von Trier for alvor begynder at skære den teologiske symbolik ud i blodsprøjtende menneske- og dyrekød, så Dafoe både må gennemgå (en slags) korsfæstelse, død, begravelse og genopstandelse for at tage kampen op med hustruen.

Det er Adam kontra Eva (eller måske snarere Lilith, Adams første rebelske hustru) - inkvisitoren kontra heksen og Kristus kontra Antikrist. Ganske vist i selektive og opdaterede klædedragter tilført let twistede Trierske træk, men det er denne massive sort/hvide kollision, som giver filmen sine provokerende gnostiske og psykologiske implikationer.

Først og fremmest foruroliger den ved sin tilsyneladende 'accept' af al den frygt og foragt for kvindens list og begær, der har hersket i store dele af historien, og som også den dag i dag er en moderne talebaniseret og fundamentalistisk virkelighedsopfattelse iboende, hvor kvinden ses som fortabelsens moder og en latent trussel mod frelsens smalle sti.

Selv om det har været fristende for nogle og bekymrende for andre at indlæse et 'mandschauvinistisk ærinde' i von Triers fremstilling af Charlotte Gainsbourgs karakter, der gradvis bliver mere og mere hyperaggressiv, som hun forliger sig med skoven og genfinder sin egen natur, er der selvsagt ikke tale om noget forsvar for hekseforfølgelser eller kvindeforagt. Filmen falder simpelthen umådeligt skævt ud, hvis den oversættes til et moderne kvindefjendsk manifest. Den er naturligvis ikke et socialrealistisk drama, men derimod en udforskning af forestillinger og vrangforestillinger i sindets, drømmenes og mareridtets bundløse landskaber, der ikke kan oversættes til en umiddelbar 'moral(e)'.

Antichrist er ikke blot mere æstetik, end den er etik, men den opererer også på kristendommens såvel som antikristendommens nietzscheanske overdrev, hvor markeringerne er betragteligt forstørrede og forstyrrede, og derfor i sidste ende hverken giver mening som moderne kønspolitisk statement eller klassisk teologisk afhandling, men til gengæld udforsker grundlæggende og skræmmende temaer, der for så vidt er en betydningsskabende del af vores kulturgrundlags fortrængte 'psyke'.

I Antichrist er skoven således et billede på menneskesindets og kulturens fælles kælderregioner, som Lars von Trier trækker os igennem via sin version af Edens Helvede.

Og dog er billedsidens æstetiske ekstravagance ikke blot dyster, men også gribende, storslået og smuk. Anthony Dod Mantle, der vandt en Oscar for Slumdog Millionaire, og som også har fotograferet von Triers Dogville og Manderlay, har skabt den uafrystelige billedside, der giver mindelser om Hieronymus Bosch, men også udfolder sit eget helt unikke visuelle univers.

Skønheden bliver i lighed med mørket et af eksistensens rammevilkår, og æstetikken bidrager dermed til at opbløde den bastante kontrastering af Mand/Kvinde og Fornuft/Natur, som også filmens slutning peger ud over.

Dafoe redder således kun sit liv, da han endelig lytter til den natur, der hidtil har været en kilde til afsky og en modstander i sig selv: Nu bliver det kragen, der røber, at han skal søge værktøjet til sin befrielse under Edens gulvbrædder, og det er skovbærene, som nærer ham under hans flugt. Til sidst ser han ligefrem kvinder myldre frem overalt, og i dette sære filmiske 'evangelium' bliver det således Naturen, som han 'genopstår' til og forliger sig med.

Dafoe forlader Eden, og von Trier forlader parallelt hermed filmens gnostiske spor, og vores mandlige hovedperson farer heller ikke til himmels, skønt han ikke længere er i Helvede. Faktisk overskrides hele den sort/hvide konfrontation, som har båret hovedparten af filmen, i de allersidste minutter.

Måske er han endelig ved at komme ud over de begrænsninger, der ligger i den bastante Himmel/Helvede-dualisme, som er en del af vor kulturhistoriske arv, og som derfor også er betydningsskabende arketyper i sindets afkroge? Men han er i givet fald ikke nået dertil ved at fornægte betydningen af dette modsætningspar, men derimod ved modvilligt at erkende og til allersidst overskride selve rammerne for denne dualisme af ondt/godt.

Vil jeg tro.

I dét lys bliver filmen et subtilt udtryk for, at intet menneskeligt eller naturligt er fremmed - en antitese til den terapeutiske nivellering og distancering af eksistensen, der indpakker alt for mange livsytringers egenart og kant i passiviserende og normaliserende vat og valium (måske en moderne 'hekseafbrænding')?

Lars von Triers Antichrist er med andre ord (også) en mental rejse med kulturhistoriske pejlinger, der røber, at terapisamfundets passiviserende overdrev blot risikerer at blive en anden slags normaliserende og bedøvende Helvede, der i sidste ende hævner sig destruktivt.

Men filmen er og bliver naturligvis også et digt, der appellerer til et uoversætteligt 'sindets sprog' gennem stærke individuelle reaktioner, mønstre og associationer.

Se selv, hvad du kommer ud af mørket med øst for Eden efter denne blodige rejse gennem himmel og helvede til verden. Tur/retur.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk