Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Kærlighed på film

Instrueret af Ole Bornedal (2007)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Siden Nattevagten (1994) har Ole Bornedal demonstreret sin egen evne til at snøre dødsstemninger og melankoli ind i hverdagsdramaer, der blødes op af pletvist pjank, og som atter folder sig ud i store armbevægelser af begær og uhygge.

I Kærlighed på film bliver det til mere end store armbevægelser, det bliver til vinger i en bemærkelsesværdig filmpoesi, båret ikke så meget af thrillerens overbevisende momenter og til tider rygradsrislende intensitet, men først og fremmest af noget så sjældent som samspillet mellem filmens musik, billedæstetik og lidenskabelige karaktertegninger.

Jeg er ikke sikker på, at plottets dybere pointer giver al den mening, som man instinktivt leder efter - jo, der er en snærende dagligdags trummerum og drøm efter det større og mere besættende eventyr, og der er passionernes brud med konventionerne, men det bliver aldrig (og er måske netop heller ikke tænkt som) en virkelig udfordrende og dybsindig dramatisering heraf i sig selv.

»Realistisk« i almindelig betydning af dét ord er filmen naturligvis ikke, heller ikke psykologisk overbevisende, og slutningen kommer næsten uvilkårligt til at ligne et moralsk statement i kontrast til filmens gennemgående hyldest til lidenskaben.

Det er imidlertid en underholdende og effektiv thriller med tre fascinerende karakterer - men dette fungerer i og for sig blot som alibi eller påskud for til gengæld at kaste sig ud i et billeddigt, hvor farver, toner og følelser hvirvles op i en æstetisk vifte og emotionel rus, man ikke let vrister af sig igen.

Jeg skal ikke bevæge mig ud i et handlingsreferat, for handlingen er for underordnet æstetikken og for forgrenet og fortænkt til at skitsere i få sætninger. Men Nikolaj Lie Kaas, Anders W. Berthelsen og Rebecka Hemse spiller de tre bærende hovedroller med al den elektricitet og glød, som hed lidenskab, iskold død og psykologisk skak fordrer.

Og dertil kommer, at komponisten Joachim Holbek (Manderlay, Nattevagten, Europa) graciøst fylder den stilfulde billedside i så udtalt grad, at musikken nærmest formår (og får lov til) at manifestere sig som sin egen præsens.

Man kan så overveje, om et godt score bør læne sig så ubemærket op ad filmen, at man egentlig slet ikke bemærker det bevidst og bagefter intet af det husker, fordi det ellers ville overtage et medie, der netop er et billedmedie. Men jeg mener snarere, at Kærlighed på film er et skoleeksempel på, at musikken med held kan være et særdeles fremtrædende element, ja af og til 'overtage' hele scener, for film er og bliver et blandingsmedie med både litterære, maleriske og musikalske elementer.

Siden stumfilmen har musikken være en integreret del af film, og hvis musikken er overbevisende, må den for min skyld gerne være så påtrængende som muligt - som i Joachim Holbeks blændende score til Kærlighed på film.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk