PAUL FEYERABEND: »I would say, for most of the misery in our world, wars, destruction of minds and bodies, endless butcheries are caused not by evil individuals but by people who have objectivised their personal wishes and inclinations and thus have made them inhuman.«

I Hotel Rwanda følger vi det internationale samfunds passivitet, mens en af historiens værste folkemassakrer udfolder sig på rekordtid. Don Cheadle spiller den heroiske hoteldirektør Paul Rusesabagina, som skjuler og redder tusind tutsier under hutuernes monstrøse massakrer, der kostede over 800.000 mennesker livet i tre blodige sommermåneder. Mediernes systematiske dehumaniserende dæmonisering af tutsierne bliver en væsentlig faktor for konfliktens radikalisering. Læs mere: Hotel Rwanda ...

Det er for klichéagtigt og tamt at holde en nok så interessant tegneserie om en totalitær stat i forventelige gråtoner, der i øvrigt stik imod forfatterens intentioner blot gør dele af fremstillingen til en mere intetsigende karikatur end en informativ og analytisk afdækning. Dermed naturligvis ikke være sagt, at fraværet heraf ændrer spor ved relevansen af kritikken af det nordkoreanske tyranni, men det viser, at Guy Delisle ikke evner at blotlægge totalitarismens anatomi i dybden. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

En soap

Instrueret af Pernille Fischer Christensen (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Pernille Fischer Christensens debut-spillefilm er en vellykket fortælling om et par moderne misfits - Charlotte, en ligefrem kvinde, der uden videre anfægtelser har forladt sit fireårige parforhold, just som de skulle flytte i hus, og Veronica/Ulrik, en skrøbelig transvestit, der venter på en kønsskifteoperation.

De bærende hovedroller spilles charmerende let og ukunstigt af henholdsvis Trine Dyrholm og David Dencik, og En soap vandt både en Sølvbjørn og prisen for bedste debutfilm ved Filmfestivalen i Berlin i 2006.

Filmen er delt op i minimalistiske episoder à la en soap opera, som Charlottes og Veronica/Ulriks særdeles uglamourøse tilværelser på den ene side står i den mest skærende kontrast til, men hvis romance-forviklinger de på den anden side er fjernt beslægtet med.

Det let surrealistiske skær forstærkes yderligere af den antydede parallel-historie, der kører som TV-serie uden for rammerne af filmens eget univers, og hovedpersonerne fængsles på sært urealistisk vis af denne glansbillede-verden, altimens deres egen virkelighed vikler sig ind i stadig flere tragiske komplekser. De mellemliggende resumeer bringer visse mindelser om den efterhånden klassiske parodi på genren i den amerikanske komedieserie Soap, men de skæve indfald til trods er Fischer Christensens film ganske anderledes behersket og subtil.

Det højst umage pars gensidige tiltrækning sætter sig kærligt, men ikke uproblematisk på tværs af de i forvejen skæve identiteter og fordomme, mens den tidligere kæreste trækker i Charlotte fra den ene retning og den længe ventede kønsskifteoperation i Veronica/Ulrik fra den anden.

Hvad der især tiltaler mig, er ikke alene afsøgningen af kærlighedens besværlige rum mellem disse to skæve eksistenser, men den ligefremme måde, det lykkes instruktøren og manuskriptforfatteren at tegne intrigen og romantikken. Der er anelsen af et lunt, men aldrig fjollet glimt i øjet, og fortællingen udvikler sig med en fordomsnedbrydende elegance, der tegner et dybt og følsomt portræt, uden at sætte personernes troværdighed over styr.

Det er vanskelig kunst, og det er så meget desto vanskeligere at få det til at virke så let, som det sker i denne fine fortælling.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, januar 2007