HOLBERG: »Naar vi læse gamle Historier, støde vi os over Forfædrenes Skikke og Maneerer: Og, naar vore Efterkommere igien læse disse Tiders Historier, ville de maaskee finde ligesaa stor Materie til Latter.«

Arven er først og fremmest en velfungerende tragedie om en mand, der er bundet af arv og slægt. Det ikke blot reducerer hans frie vilje, men (antyder filmen nærmest) eliminerer den - »Ich will nicht, ich muß,« som det hedder i Fritz Langs M (1931). En arv og en skæbne så tung, at intet kan bøje den, når den, som det er tilfældet her, tårner sig op som en mur mellem to elskende, og man spekulerer på, om hovedpersonen er tvunget til at følge sine faders spor helt til galgen. Læs mere: Arven ...

Dawkins' internationale bestseller, Illusionen om Gud, er et prisværdigt opgør med religiøse fundamentalister og absolutistiske fanatikere, der i Sandhedens og Godhedens navn knuser frihed, brutaliserer kvinder og undertrykker seksuel, religiøs og kulturel mangfoldighed. Desværre står Dawkins' akilleshæle til gengæld ofte i vejen for hans fordele. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

En soap

Instrueret af Pernille Fischer Christensen (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Pernille Fischer Christensens debut-spillefilm er en vellykket fortælling om et par moderne misfits - Charlotte, en ligefrem kvinde, der uden videre anfægtelser har forladt sit fireårige parforhold, just som de skulle flytte i hus, og Veronica/Ulrik, en skrøbelig transvestit, der venter på en kønsskifteoperation.

De bærende hovedroller spilles charmerende let og ukunstigt af henholdsvis Trine Dyrholm og David Dencik, og En soap vandt både en Sølvbjørn og prisen for bedste debutfilm ved Filmfestivalen i Berlin i 2006.

Filmen er delt op i minimalistiske episoder à la en soap opera, som Charlottes og Veronica/Ulriks særdeles uglamourøse tilværelser på den ene side står i den mest skærende kontrast til, men hvis romance-forviklinger de på den anden side er fjernt beslægtet med.

Det let surrealistiske skær forstærkes yderligere af den antydede parallel-historie, der kører som TV-serie uden for rammerne af filmens eget univers, og hovedpersonerne fængsles på sært urealistisk vis af denne glansbillede-verden, altimens deres egen virkelighed vikler sig ind i stadig flere tragiske komplekser. De mellemliggende resumeer bringer visse mindelser om den efterhånden klassiske parodi på genren i den amerikanske komedieserie Soap, men de skæve indfald til trods er Fischer Christensens film ganske anderledes behersket og subtil.

Det højst umage pars gensidige tiltrækning sætter sig kærligt, men ikke uproblematisk på tværs af de i forvejen skæve identiteter og fordomme, mens den tidligere kæreste trækker i Charlotte fra den ene retning og den længe ventede kønsskifteoperation i Veronica/Ulrik fra den anden.

Hvad der især tiltaler mig, er ikke alene afsøgningen af kærlighedens besværlige rum mellem disse to skæve eksistenser, men den ligefremme måde, det lykkes instruktøren og manuskriptforfatteren at tegne intrigen og romantikken. Der er anelsen af et lunt, men aldrig fjollet glimt i øjet, og fortællingen udvikler sig med en fordomsnedbrydende elegance, der tegner et dybt og følsomt portræt, uden at sætte personernes troværdighed over styr.

Det er vanskelig kunst, og det er så meget desto vanskeligere at få det til at virke så let, som det sker i denne fine fortælling.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, januar 2007