ANBEFALINGER | FILMSEKTION

---

V for Vendetta

Instrueret af James McTeigue (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

Bag filmatiseringen af Alan Moores og David Lloyds banebrydende tegneserie fra begyndelsen af 1980erne står holdet bag Matrix-trilogien. De daværende instruktører og manuskriptforfattere, brødrene Larry og Andy Wachowski har også skrevet filmmanuskriptet til V for Vendetta, og James McTeigue, som var assistent på Matrix-filmene, får her sin egentlige debut som filminstruktør.

Det er en opdateret, opstrammet og opsigtsvækkende filmversion, som har tilskåret den trods alt mere ujævne tegneseriehistorie, hvilket blot har givet den yderligere kant. V for Vendetta er således utvivlsomt den mest politisk provokerende Hollywood-blockbuster siden David Finchers Fight Club og Wachowski-brødrenes egen The Matrix, begge fra 1999.

Alle omhandler de på forskellig vis væbnet, politisk kamp, men hvor Fight Club er en radikal, civilisationskritisk kommentar til omsiggribende forbrugermentalitet og lidenskabsløshed i det moderne samfund, tematiserer Matrix-trilogien og V for Vendetta eksplicit totalitære tendenser af dystopisk, vestligt tilsnit.

V for Vendetta skildrer et fremtidigt Storbritannien, hvor et fascistisk parti er kommet til magten og har gennemført en knusende undertrykkelse af "afvigelser" fra normen, det være sig seksuelle og religiøse minoriteter eller kunstnerisk frihed og individuel mangfoldighed, der ikke passer ind i den neonationalistiske korrekthed.

I en nøglescene, der er Wachowski-brødrenes egen tilføjelse til historien, viser tv-værten Gordon (Stephen Fry) sin hemmelige lidenskab for kunst og litteratur til den kvindelige hovedperson, Evey (Natalie Portman). Hun spørger til en glasmontre med en monumental bog, som regimet har forbudt:

    Gordon: It's a copy of the Koran. 14th century.
    Evey: Are you a muslim?
    Gordon: No, I'm in television.
    Evey: But why would you keep it?
    Gordon: I don't have to be muslim to find the images beautiful or its poetry moving.

Historiens hovedpersonen er imidlertid den mystiske skikkelse V, (Hugo Weaving), der hele filmen igennem gemmer sig bag en Guy Fawkes-maske med et demonstrativt tillidsvækkende smil.

Guy Fawkes (1570-1606) var en af de medsammensvorne katolikker bag det såkaldte Gunpowder Plot (Krudtsammensværgelsen), som forsøgte at sprænge det britiske parlament i luften og dræbe kongen den 5. november 1605. Planen blev imidlertid opdaget og forhindret, og Fawkes blev fanget, dømt og henrettet. Siden er den 5. november officielt blevet til Guy Fawkes Night, hvor man fejrer komplottets afsløring og afbrænder Guy Fawkes-dukker.

Oprindelig var det meningen, at V for Vendetta skulle have verdenspremiere netop den 5. november 2005 som en markering af 400 årsdagen for komplottet, men efter terrorangrebet i London i juli samme år og på grund af filmens kontroversielle indhold med en bombesprængende rebel i hovedrollen, blev datoen rykket til marts 2006.

Både filmen og tegneserien rejser naturligvis det tilbagevendende spørgsmål om, hvornår væbnet modstand er frihedskamp, og hvornår det er terror, og gør det yderligere kontroversielt ved at portrættere dens tvetydige hovedperson som en halv-mytologisk skikkelse, der gør brug af metoder, som de fleste i dag associerer eksklusivt med terrorisme - herunder et sprængstofbælte spændt om livet.

Skønt historien udspiller sig i fremtiden (nærmere bestemt London omkr. 2020), bærer tegneserien præg af at være skrevet op imod den samtidspolitiske kulisse, som udspillede sig under Den Kolde Krig og Thatcherismens Storbritannien i 1980erne, mens filmen som nævnt er "opdateret" med mere aktuelle referencer.

Ved siden af de oplagte, kontroversielle aspekter i form af de spektakulære bombeattentater, som visse kommentatorer (der ikke kan skelne mellem filmiske virkemidler og aktuelle nyhedsudsendelser) har fået galt i halsen, slår V for Vendetta også ned i en historisk særegen problemstilling, som især siden 1990erne har præget den humanistiske kritik af dominerende xenofobiske og nationalistiske tendenser i Vesten.

Danmark er et særlig udtalt eksempel på denne udvikling, for hvilken højrenationalistiske bevægelser med Dansk Folkeparti i front stædigt iscenesætter en national-kulturel homogenitet, der i sin nye indpakning er lige så snærende ensrettende, som kernen i dens propaganda-fiktion er et opkog af gammelkendt, konservativt-kristent tankegods fra den lutherske ortodoksi.

I realiteten er Danmark en smeltedigel af subkulturer og vidt forskellige religiøse og sekulære strømninger og ikke en fasttømret kulturel enhed over for en lige så fiktiv islamisk "blok" - men ved at lancere sin politiske dagsorden på denne måde bliver muslimer behændigt det samlende fjendebillede, over for hvilket nationalisterne kan iscenesætte sig selv som den frelsende bevægelse, og hvor man i ly af en overdreven fremstilling af terrortruslen samtidig agiterer for tiltagende overvågning og underminering af menneskerettighederne.

Venstrefløjen træder imidlertid i nogen grad vande over for det anti-islamiske aspekt af den fremstormende nationalisme, der i Danmark er udslagsgivende for den borgerlige regerings politiske manøvredygtighed, og som tilmed har både lammet og determineret udlændingepolitikken hos de kriseramte socialdemokrater.

Kampen for minoritetsrettigheder og kritikken af de skråsikre, nationalistiske fjendebilleder har til gengæld i visse tilfælde allieret forskellige stemmer fra både venstre- og højrefløjen. Den basale insisteren på samme spilleregler for alle borgere trækker da også veksler på en radikal (men sammensat) individualisme, som historisk bl.a. er forfægtet af liberalismen og anarkismen, men er også koblet med bestræbelserne på gensidig forståelse og alliancer mellem vidt forskellige undertrykte og marginaliserede samfundsgrupper, der ikke mindst hører til socialismens historiske tradition.

Det er først og fremmest islams nye rolle som væsentlig mindretalsreligion og muslimerne som tidens marginaliserede og suspekte underklasse par excellence, der har medvirket til at muliggøre eller nødvendiggøre denne kobling med ekstra tydelighed, men som af samme grund i nogen grad har splittet velkendte politiske fløje internt. De klassiske, ideologiske traditioner såvel som de hidtidige partipolitiske positioner har ikke ubesværet kunnet finde sine ben at stå på, mens man samtidig har været presset af de markante og fuldkommen utvetydige positioner fra den ny type yderfløje, der består af anti-islamiske neonationalister og anti-demokratiske islamister.

Så venstrefløjen træder vande og er ikke rigtig kommet i offensiven som modmagt og modspil til nationalisterne, der til gengæld har formået at tegne det meste af dagsordenen i dansk politik i et helt årti - og skønt tendenserne er særlig udtalte herhjemme, går de igen flere steder i Europa.

Problemet er, at der på den ene side er den historiske, ateistiske tradition, der placerer de praktiserende muslimer et sted, som dele af den socialistiske venstrefløj ikke vil røre ved - dels de ideologisk stålsatte ateister, og dels den type socialister, som i lighed med socialdemokraterne underlægger sig tidsåndens populistiske trends.

Fra begge disse positioner bæres fortsat ny og frisk næring til venstrefløjens overfladiske skelnen mellem "progressive" og "reaktionære", der er lige så fordummende og unuanceret som den amerikanske præsidents dualistiske "enten er du imod os eller med os" og den danske statsministers rigide tvedeling af positionerne i diskussionen om ytringsfriheden som "får" og "bukke".

Men på den anden side er der den historiske, solidariske tradition, som naturligvis også spiller ind på venstrefløjen, og som i nogen grad placerer muslimer i den tredje verden blandt ofrene for en blanding af vestlig kolonialisme/imperialisme og landenes egne autoritære regimer, som socialister let kan enes om at bekæmpe, og hvor de nye muslimske mindretal i Europa som nævnt er blevet en del af den trængte underklasse, som man ligeledes almindeligvis solidariserer sig med.

På linje med en udpræget tradition for antiracistisk aktivisme giver dette rum for de positioner på den socialistiske venstrefløj, som mere uproblematisk og helhjertet bekæmper islamofobien.

Men samlet set synes disse modstridende tendenser at skabe en stemning af handlingslammelse og skiftende spredehagl i de politiske udmeldinger fra dele af venstrefløjen i forhold til udlændinge- og integrationspolitikken og cementerer derved i sidste ende den nationalistiske erobring af den politiske dagsorden.

"Dilemmaet" består også i, hvorvidt (eller i hvilken grad) man som venstreorienteret med et sekulært fundament kan kæmpe for muslimers politiske og religiøse rettigheder, herunder også de muslimer, hvis islam-fortolkning man ikke sympatiserer med, og som oven i købet kan stå i kontrast til andre politiske standpunkter, f.eks. solidariteten med seksuelle minoritetsgrupper? Kan man f.eks. bakke utvetydigt op om ønsket om moskeer i Danmark, velvidende at der også er imamer, som advokerer et konservativt verdensbillede og menneskesyn?

Hvorfor ikke?

Det er i det mindste en af præmisserne for V for Vendetta, at den er lige så kompromisløs i sit forsvar for homoseksuelle elskende, som den er i sit angreb på mistænkeliggørelsen og kriminaliseringen af praktiserende muslimer - to standpunkter, som netop eksemplificerer "dilemmaet", men som filmens pointe hæver sig over. Politiske traditioner og agendaer, som på venstrefløjen er tørnet sammen, stillet over for dette og flere lignende problemstillinger de seneste par årtier, glider således uproblematisk i ét i Wachowski-brødrenes adaption af Moores og Lloyds fortælling.

Det, der gør tankegangen bag denne version af modmagten effektiv og sympatisk, er netop, at den hverken behøver være en kamp for eller imod islam (eller nogen anden religion), så lidt som en kamp for eller imod homoseksualitet - men derimod en kamp imod magtens ensretning og propaganda som sådan, til fordel for et pluralistisk samfund med videre rammer for individuel forskellighed og kulturel mangfoldighed.

I dét perspektiv er det irrelevant, at der selvsagt både er ateister, muslimer og kristne (såvel som homoseksuelle og heteroseksuelle, for den sags skyld), der er mindst lige så konservative som de magthavere, de risikerer at blive marginaliseret eller undertrykt af.

Hvis der var en overmagt af yderligtgående muslimer, som gennemtrumfede en totalitær ensretning af det danske samfund, hvor ateister, kristne og homoseksuelle blev marginaliseret eller undertrykt, ville det selvfølgelig være disse magthavere, som måtte stå nøjagtigt lige så ubønhørligt for skud, som det i dagens Danmark aktuelt må være de nationalistiske og latent totalitære magthavere, hvis fundament er sekulært eller Tidehvervs-kristent. Nøjagtigt ligesom en diskriminerende homoseksualitet naturligvis ikke ville være hverken værre eller bedre end en diskriminerende heteroseksualitet.

Man behøver naturligvis ikke dele den verdensanskuelse eller de præferencer, hvis fortaleres rettigheder man forsvarer.

Også derfor er Gordons skattede og skjulte Koran-udgave en vigtig kommentar i V for Vendetta, der samtidig - og helt uden noget "dilemma" - bliver allermest poetisk og gribende i sin skildring af en lesbisk kærlighedshistorie. Gordon er ikke muslim, og hans seksuelle præferencer spiller ingen rolle i filmen, hvorfor pointen bliver så meget desto mere klar og uparadoksal: Det er ikke denne politiske modoffensivs projekt at udbrede personlige præferencer, de være sig kristne eller ateistiske, homoseksuelle eller heteroseksuelle, men at kæmpe for et pluralistisk samfund med de videst realiserbare mulighedsbetingelser for den enkeltes præferencer i det hele taget. Også hvor de afviger fra ens egne.

Hverken mere eller mindre komplekst bliver det - og kan det næppe heller blive i en film af et par timers varighed - men i lyset af de herskende politiske trends i Europa i almindelighed og i Danmark i særdeleshed, kan dét også vise sig rigeligt tankevækkende i sig selv.

Wachowski-brødrene har sat filmens plot i scene i en fremtid, hvor USAs War on Terrorism tilsyneladende er eskaleret ud af kontrol, og hvor en neofascistisk bevægelse af udbrydere fra et mere traditionelt konservativt parti udnytter situationen propagandistisk og politisk.

Totalitarismen legitimeres som nævnt af "terrortruslen", der atter legitimerer en effektiv kampagne mod suspekte samfundselementer i det hele taget - således kommer nationalisterne til magten på legal og demokratisk vis efter en historisk jordskredssejr. Kan man oppiske en kollektiv panikstemning og udskille syndebukkene, kan der som bekendt flyttes mange stemmer.

I filmens afslutningssekvenser, hvis klimaks jeg ikke skal røbe her, har V's kamp mod magthaverne grebet så meget om sig, at tusinder af demonstranter strømmer ud i gaderne, alle iført Guy Fawkes-masker og sorte kapper. Denne skare bølger gennem London som ét natligt væsen, mens sværtbevæbnede politistyrker har dannet en jernring omkring parlamentet.

Det er et dramatisk skue i visuelt effektive krydsklip til de tusindvis af dominobrikker, som den mystiske hovedperson samtidig sætter i bevægelse i den samme V-formation, der som optakt er blevet spredt af graffiti-malere på byens mure.

Måske kreativ nytænkning og inspiration til vor tids demonstranter og aktivister? Skønt Guy Fawkes er et isoleret britisk fænomen, bliver han i sin filmiske reinkarnation en universel rebel og et ikon i det 21. århundrede, hvis signatur og maske godt kunne gå hen og revitalisere den hendøende demonstrationskultur, både med fornyet skarphed og et ikke ubetydeligt glimt i øjet. V for Vendetta er nok voldelig i sin kunstneriske udtryksform, men det er de demonstranter, dens handling sætter i bevægelse, ikke nødvendigvis.

"People should not be afraid of their governments, governments should be afraid of their people," lyder filmens slogan, parafraseret over Thomas Jefferson. Afslutningen understøtter dette med en ekstra pointe: Til sidst tager alle rebellerne deres masker af og røber naturligvis, at de ikke repræsenterer er en ny ensretning til erstatning af den gamle, men derimod en ny pluralistisk front i al sin individualistiske mangfoldighed.

Med V-figuren som den centrale aktør og filmens forløb in mente bliver dét måske til den underforståede betydning, at det i endnu højere grad er individet, der ikke bør frygte regeringer, men regeringer, som derimod bør frygte individet.

En af V's sidste replikker lyder: "Beneath this mask there is more than flesh. Beneath this mask there is an idea." Og ideer er både vanskeligere at internere og eliminere end aktivister og partier - og så kan de affyres af ét enkelt, ubevæbnet menneske.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, april 2006

---