Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Crash

Instrueret af Paul Haggis (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I filmen Crash fra 2004 (ikke at forveksle med David Cronenbergs film af samme navn fra 1996) beskriver en af hovedpersonerne stemningen i Los Angeles: »It's the sense of touch. In any real city, you walk, you know? You brush past people, people bump into you. In LA, nobody touches you. We're always behind this metal and glass. I think we miss that touch so much, that we crash into each other, just so we can feel something.«

Men måske er det ikke så meget Los Angeles, som det er en del af tidsånden på et bredere plan, som filmen har fat i.

Paul Haggis, der også har skrevet manuskriptet til Million Dollar Baby (2004), har både skrevet og instrueret denne uforglemmelige, forfærdende, livsbekræftende og på mange måder forbandet vigtige film, der må skære sig gennem marv og ben og gribe selv det mest hårdkogte hjerte. En desillusioneret beretning om hverdagens mistillid og misforståelser, det sine steder gør fysisk ondt at overvære, og dog samtidig en håndsrækning til den medmenneskelighed, som et eller andet sted nægter at opgive håbet om, at redelighed og venlighed har en chance.

Uden nogen sinde at blive banal eller anmassende i sit budskab, afdækkes med stort overblik og eminent indlevelse, hvorledes indestængte frustrationer siver ud i alt fra snerrende harme til aggressiv racisme. Filmen forsøger ikke at forklare hvorfor, men skildrer slet og ret konsekvenserne, og det er nok en af grundene til, at den fungerer så optimalt.

Kun antydningsvist forbindes paranoiaen f.eks. med terrorangrebet den 9.11.2001 og det racistisk motiverede hærværk og had, som visse mediers og politikeres oppiskede hysteri har bidraget til at stimulere. Men med nådesløs akkuratesse demonstrerer filmen til gengæld, hvordan alle er blevet ramt af mistænksomhed og fordomsfuldhed, og hvor let banale misforståelser og uløste frustrationer således kanaliseres over i steorotype, forudindtagede kategorier og her »legitimt« afreageres.

Filmen består af velkomponerede brudstykker, der fletter skæbnerne sammen på kryds og tværs: Overklasse-paranoikere, hvis private neuroser og problemer producerer syndebukke i de forhåndenværende etniske grupper; sorte kriminelle, der bekræfter fordommene om sig selv og ser racisme overalt; hvide intellektuelle, der føler sig højt hævet over racismen, men dybest set selv er blevet dens opgivende ofre; puertoricanere, som harcellerer over kinesere, fordi de taler dårligt engelsk og så videre - mistro på tværs af alle grupper, som blot venter på en gnist til at antændes i »retfærdiggjort« foragt.

Hvad er der at stille op?

Haggis leverer ingen færdigpakket samfundsanalyse eller eksplicitte løsninger. Men på sin vis er filmen selv en del af »løsningen« i sin på én gang smertefulde og forløsende insisteren på, at der bag ved enhver frygt og enhver fordom er komplekse, følende mennesker og nuancerige årsager, ikke de spektakulære overskrifter og fordomsbekræftende medie-forenklinger, der opfylder langt hovedparten af pressen og blot avler mere frygt og flere fordomme.

Nej, mennesker, hvis liv og tanker i sidste ende trodser fordommenes forventninger, såvel som årsagskæder, hvis forløb på godt og ondt er langt mere meningsfulde, end den daglige avispolemik og de opportunistiske politikeres no tolerance-trend lader os vide.

Crash er vel ikke den allerbedste af de film, som er skabt i århundredets første årti, men den er absolut fremragende - og i mine øjne er det indtil videre afgjort en af årtiets allervigtigste.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk