Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Lars von Triers fejltrin og Søren Espersens hykleri

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Man kan godt undre sig over efterspillet efter Lars von Triers famøse udtalelser i Cannes, der sendte den danske filminstruktør uden for døren, og hvor Dansk Folkepartis Søren Espersen klædte sig selv af i et dobbeltmoralsk forsøg på at slå politisk plat på hele affæren.

Men first things first:

1) Det turde være selvindlysende, at Lars von Triers udtalelser om Hitler og jøder var ualmindelig dumme. Så selvindlysende, at ingen - heller ikke von Trier - har andet end skyndsomt taget afstand fra dem.

2) Det turde imidlertid også være selvindlysende, at enhver, der blot kender perifert til Lars von Triers film og holdninger er 100 procent klar over, at han selvfølgelig hverken er spor begejstret for Hitler eller er antisemit.

Når man nu lægger 1 og 2 sammen er facit også temmelig selvindlysende: På pressemødet i Canne rodede Lars von Trier rundt i et mislykket forsøg på at være morsom, og alt gik galt.

Derfor er det også fuldt ud forventeligt, naturligt og rimeligt, at jødiske organisationer omgående reagerer. At Den Amerikanske Forening af Overlevende efter Holocaust og Deres Efterkommere tager kraftigt afstand er lige så selvindlysende som ovenstående.

Jamen, det var »bare ord«, og nazismen er »så længe siden«, har nogle udtrykt, hvilket jeg blev bedt om at kommentere på TV2 News dagen efter det famøse pressemøde.

I så fald er man helt historieløs eller uden mangel på forståelse for, hvilken historisk gru der har mødt jøder i gennem et par årtusiders ghettoiseringer, foragt, massakrer og folkedrab. Udover romaerne har intet andet folk i verdenshistorien været så forfulgt og fornedret, kulminerende i Hitlers uhyggelige Endlösung og endog fulgt op af yderligere brutalitet og forfølgelser under Stalin.

Selvfølgelig skal Den Amerikanske Forening af Overlevende efter Holocaust og Deres Efterkommere reagere afstandtagende. Og selvfølgelig skal Lars von Trier beklage sig – hvilket han gjorde. Hvilket alle gjorde. Og eftersom der som nævnt ikke kan herske skyggen af saglig tvivl om, at alt er trukket tilbage og beklaget, er historien ikke længere.

Hele efterspillet fra Cannes-festivalens side er derfor overdrevet - men ingen har dog reageret så overgearet urimeligt og selvafslørende som Dansk Folkepartis Søren Espersen.

Espersen vil udnytte denne sag til det yderste og er ikke bleg for at kræve et helt irrelevant statsligt indgreb - filmstøtten skal tages fra von Trier, skriver han på sin blog:

Helt ærligt: Hvad skal vi med den mand i dansk film? (...)

Herhjemme nøjedes filmanmeldere og tv-journalister med at trække lidt på smilebåndet og på skuldrene - og sådan nærmest antyde, at »..sådan er Lars jo… ha-ha-ha… man ved jo aldrig, hvor man har den mand… ha-ha-ha.«

Men denne - typisk kulturradikale - undskyldende reaktion køber jeg ikke et sekund! (...) Lars von Trier er ikke det mindste skør eller forvirret. Han siger det, han betragter som sandheden, og det var det, han gjorde i Cannes. Manden kan ikke fordrage jøder. Han har forståelse for Hitler. Han ville, som han udtrykte det, »hellere være sammen med Hitler end med Gud«.

Så manden er jødehader og nazist. Og han har nu erklæret det offentligt.

Søren Espersen, 18.5.2011

Selvfølgelig er det ingen »undskyldning«, at von Trier er »skør eller forvirret«. Hvis dét var undskyldningen, og alle bare slog sig på lårene af grin uden videre, ville det i sandhed have været en uafsluttet skandale. Men det er jo ingenlunde tilfældet.

Udtalelserne var dumme, og de er klart blevet beklaget af enhver.

Men det, der generer mig ved Søren Espersens udfald er ikke kun, at de er så bevidst fordrejende i forhold til von Trier. Det er heller ikke kun, at Espersen endnu engang viser Dansk Folkepartis sande ansigt i forhold til statsindgreb over for kunstnere og kritikere, hvis udtalelser man ikke bryder sig om. Alt dette vidste vi godt, alt dette forventede vi desværre.

Det værste er imidlertid Søren Espersens hykleri. I Espersens eget danske folkeparti er Tidehverv centralt placeret i kraft af Søren Krarup og Jesper Langballe. Tidehverv, som i 1999 udgav et af verdenshistoriens allermest antijødiske skrifter, Martin Luthers Mod jøderne og deres løgne (1543).

Et skrift så hadefuldt og truende, at det ikke er med i den danske oversættelse af udvalgte Luther-værker. Et skrift så lovprist af nazisterne, at det herhjemme hidtil kun er udgivet to gange uforkortet - af nazister (i 1938 og 1972). Indtil Tidehverv altså genudgiver det uforkortet i 1999.

Her skriver Luther bl.a. stolpe op og ned om, hvor dæmoniske og ondskabsfulde jøderne er. »Et mere blodtørstigt og hævngerrigt folk har solen aldrig skinnet på«, fastslår han, og kalder jøderne for »halsstarrige, ulydige, profetmordere, hovmodige, årgerkarle og fulde af alskens lyder« samt »giftige, bitre, hævngerrige, lumske, slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst« ...

Tak for kaffe, ikke sandt?! Luther opfordrer sågar eksplicit til, at man nedbrænder alle deres synagoger og skoler, og at jøderne fordrives.

Det er dette antijødiske smædeskrift, som Søren Espersens partifæller har genudgivet i Tidehverv. Ikke blot fordi der kunne være grund til at få det offentliggjort i forskningens interesse og af historisk interesse, men fordi det er så fantastisk et skrift ifølge Langballe, der kalder det »Luthers fremragende teologiske stridsskrift«, som siger »noget om lidenskaben i Luthers opgør med jødedommen - at det er alvor og ikke spilfægteri« (Kristeligt Dagblad, 3.11.1999).

Ja, »alvor«? Det er netop dét, det er - for Langballe!

Langballe kalder tilmed skriftet for »noget af en bibel-teologisk åbenbaring« og fastslår, at jøderne er Gudsfornægtere, og at Det Gamle Testamente slet ikke er en jødisk bog (til trods for at den er skrevet af jøder): »Her blev det sagt [af Luther], at jødedommen ikke er en anden tilgang til evangeliets Gud, men er ren og pur fornægtelse af evangeliets Gud. Ja, her bliver det sagt og dokumenteret - jeg havde nær sagt videnskabeligt dokumenteret - at GT ikke er jødedommens bog, som de kristne læner sig op ad, men at GT er en helt og holdent kristelig bog, som jødedommen har misbrugt og sagligt set ingen ret har til.«

Og for at sætte trumf på understreger Langballe, at »jødedommen i kraft af sin Kristus-fornægtende lære er frafald og gudsbespottelse«.

Magen til religionshistorisk sludder skal man lede længe efter – og magen til antijødiske pointer er sjældent set på tryk i en dansk avis efter 1945.

Nu skal Søren Espersen ikke stå til regnskab for Tidehverv og Langballe, blot fordi begge dele er centrale for hans eget parti, Dansk Folkeparti, men inden han retter kanonerne mod von Trier og kaster sig frådende ud på censurbanen, burde han måske nok have overvejet følgende:

Lars von Trier sagde noget uhyrligt for sjov, som mislykkedes og endte helt absurd og forkasteligt, men han beklagede det naturligvis igen, og enhver, der kender hans holdninger og film perifert, ved, at han hverken er antisemit eller nazist; hvorimod Espersens partifælle Langballe i ramme alvor forsvarer udgivelsen af et af historiens værste antijødiske skrifter og i ramme alvor kalder jødedommens lære for frafald og Gudsbespottelse.

Jeg vil i stilfærdighed mene, at enten må Espersen indrømme, at han fuldt bevidst overreagerede grænseløst om Lars von Trier som »jødehader og nazist«, eller også må han reagere hundredfoldigt så forarget og afstandtagende overfor at sidde i parti med Langballe, en apologet for et af historiens mest jødehadske skrifter.

APROPOS

> Antisemitiske og antimuslimske propaganda-mekanismer

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 23.5.2011