Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Zubair kontra Karen - og Messerschmidts platituder

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Tidligere minister Karen Jespersen har beskyldt talsmand for Muslimer i Dialog, Zubair Butt Hussain, for at gå ind for stening, hvorfor han har anlagt en injuriesag. Den vandt han i oktober 2010, hvor Københavns Byret afgjorde, at ex-ministeren udover fire beskedne dagbøder à 250 kr. og 10.000 kr. i erstatning skulle betale Zubair Butt Hussains sagsomkostninger på 31.250 kr.

Desværre er systemet så absurd indrettet, at denne sejr dermed koster ham langt flere penge, end Karen Jespersen er blevet dømt til at betale - ganske parallelt til Jørgen Dragsdahl, der også har vundet en injuriesag, men står tilbage med en kæmpe regning.

Zubair Butt Hussain, der er blevet renset for de urimelige og udokumenterede påstande, har advokatregninger for ca. 140.000 kr. og mangler altså over 100.000 kr.

Beløbet kan forekomme stort, men det er faktisk under halvdelen af Karen Jespersens egne sagsomkostninger, der beløber sig til knap 300.000 kr. Men for at gøre absurditeten endnu større, skal hun imidlertid ikke betale en 25 øre af omkostningerne selv - dem får staten lov til at dække 100 procent.

Det er nemlig Kammeradvokaten, der har ført (og tabt) hendes sag, og han har sendt regningen til Socialministeriet, for Karen Jespersen var socialminister, da sagen begyndte. Bekvemt, ikke?

Derfor burde der i lighed med Dragsdahl også etableres en støtteforening, der kan hjælpe Zubair Butt Hussain ud af denne urimelige økonomiske klemme.

Men hvis vi ser bort fra de økonomiske urimeligheder, er substansen naturligvis endnu mere betændt, som det fremgår af et interview med Hussain, hvor han forklarer (for jeg-ved-ikke-hvilken-gang), at han ikke går ind for stening, og problematiserer den evige tendens til, at muslimer skal 'tage afstand':

- Jeg vil sige, at der er en anden præmis eller uskrevne regler for muslimske debattører i forhold til andre, udelukkende fordi vi er muslimer. Når jeg taler om radikalisering, terror eller integration, så er det ud fra en prædetermineret holdning til, hvad islam er for en størrelse, og hvordan den praktiseres. Derfor skal jeg først lægge afstand til en del uhyrlige udlægninger, inden jeg kan forholde mig til emnet. Det er yderst hæmmende.

- Et eksempel, som er frisk i erindring, er nok, da den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad gæstede København. Der indkaldte han til et møde med danske muslimer, hvor jeg også deltog. Det gav et ramaskrig i udvalgte medier og blandt nogle politikere, som anklagede deltagerne for skjulte dagsordner, bare fordi vi deltog. Det skortede ikke på dikteringer af min ytringsfrihed omkring, hvad jeg skulle have sagt til mødet, uagtet hvilken protokol der gjorde sig gældende. Der var efterfølgende påstande om, at jeg også havde noget imod jøder – blot fordi jeg deltog i mødet.

- Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen kan trykke hånd med Robert Mugabe, og dronningen kan give Elefantordenen til Nicolae Ceausescu, så kan jeg vel også dukke op til et møde med Ahmadinejad. Hvis man er interesseret i regionen og international politik, vil man da utvivlsomt møde op og høre, hvad manden har at sige. Fordi jeg har trykket hånd med Pia Kjærsgaard inden en debat i fjernsynet, så kan danske muslimer eller andre vel heller ikke tolke deraf, at jeg er enig med Pia Kjærsgaard. (...)

- Det havde også en fremadrettet betydning for mig, at jeg gik i retten med sagen [mod Karen Jespersen]. Jeg vil ærligt talt ikke indlede hver eneste debat i fremtiden med at tage afstand fra stening og alle mulige andre uhyrligheder, som folk gerne vil tilskrive mig. Derfor valgte jeg at gå hele vejen, og hun blev dømt for injurier. Det er sådanne udtalelser, der er med til at skabe et debatklima, hvor de muslimske debattører ikke længere ønsker at være en del af debatten – man går efter personen og ikke en bestemt sag.

Politiken, 26.2.2011

Politiken bad Kasper Støvring og Morten Messerschmidt kommentere problemstillingen om, hvorvidt muslimer skræmmes væk fra den offentlige debat.

Støvring valgte at kommentere generelt, og kernen i hans iagttagelser er ikke uvæsentlig: "Debatten forplumres ofte af det, man kan kalde 'guilt by association'. Det er et debattrick, der består i, at man associeres med ekstreme standpunkter, blot der findes en antydning. Det gælder ikke kun muslimer."

Selvfølgelig er det f.eks. fuldkommen ligegyldigt for vurderingen af en politiker, debattør eller privatperson, om vedkommende har mødtes med, er set sammen med eller har talt med den og den "yderligtgående" person på den ene eller anden fløj. Af den grund alene kan man naturligvis ikke med redeligheden i behold tilskrives vedkommendes synspunkter.

Men Morten Messerserschmidt griber imidlertid problemstillingen helt anderledes an og kaster sig ud i flere antimuslimske platituder: "Når Zubair Butt Hussain føler sig forfulgt, skyldes det måske, at han sammen med andre muslimer kun er synlig i debatter om udlændingepolitik og islam. Så snart politikere som Kamal Qureshi og Naser Khader er på banen, kan man ligeledes være sikker på, at omdrejningspunktet for diskussionen som regel er enten udlændinge eller islam."

Den slags tricks er så indlysende platte, at det er vanskeligt at forestille sig, at det ikke er såre bevidst.

Talrige gange har både Khader og Qureshi såvel som de øvrige landskendte politikere med muslimsk baggrund taget del i alskens forskellige politiske debatter i og uden for Folketinget - alt andet er da også komplet umuligt, hvis man er politiker, hvad enten det er i kommunalbestyrelsen eller i Folketinget.

Ganske vist er der en tendens til, at medierne helst iscenesætter disse politikere i diskussioner om indvandring, islam og integration, så hvad og hvornår man "er synlig" i debatten, er der mange grunde til. Dertil kommer, at hvis man som muslimsk politiker konstant italesættes som et 'integrationsproblem' eller associeres med hvad som helst, den første den værste ekstremist måtte gøre og mene, er det umuligt at undgå debatten igen og igen.

Alt dette er indlysende banalt, og det er da også kun banalitetens platituder, Messerschmidt appellerer til, når han taler udenom Karen Jespersens suppedas, der dels handler om en helt konkret injuriesag, som gik hende imod, og dels handler om en tilbagevendende debat-tilbøjelighed til at skære muslimer over én kam og tilskrive dem alverdens dårligdomme, de ikke selv har den fjerneste andel i.

Og når så netop Messerschmidt og hans kampfæller i Dansk Folkeparti & Co. konstant søger at tilsidesætte enhver anden politisk debat for deres udfald mod muslimer, er det uundgåeligt, at der også kommer modspil inden for samme rammer.

Spørgsmålet er derfor i sidste ende, om ikke det snarere er Messerschmidt, der selv lever allermest træffende op til hans egen karakteristik af debattens stereotype 'muslim': Så snart han "er på banen, kan man ligeledes være sikker på, at omdrejningspunktet for diskussionen som regel er enten udlændinge eller islam"?

Messerschmidt & Co.'s skævvredne fokus på muslimer og indvandrere i almindelighed fremtvinger naturligvis en særdeles nødvendig modreaktion, så når Messerschmidt hører islam-debat overalt, er det kun ekkoet af ham selv og reaktionen på, hvad hans eget parti har skreget i skoven dag ud og dag ind siden midten af 1990'erne.

APROPOS

> Messerschmidt-citater: Indvandrerfjendsk polemik og propaganda

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 28.2.2011