Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Israel og Vesten gavner Mellemøstens islamister

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Vestens langsommelige og lunkne støtte til revolutionerne i Tunesien og Egypten sender desværre fortsat det samme signal til Mellemøsten og Nordafrika, som vi har gjort under det 20. århundredes fatale fejltagelser i regionen: Mens vi løfter glassene og holder højtidelige lovtaler over demokratiet og menneskerettighederne, vil vi alligevel hellere støtte jeres forbenede totalitære diktatorer end risikere, at I får demokrati og stemmer på 'forkerte' politikere, som ikke er under vores kontrol ...

Når f.eks. Dansk Folkepartis Søren Espersen henviser til erfaringerne fra Iran, hvor Khomeini kom til magten efter at have væltet landets sidste shah Mohammad Reza Pahlavi i 1979, som eksempel på, hvor galt det kan gå, illustrerer han således ufrivilligt kernen i Vestens historiske involvering i Mellemøsten som det kontraproduktive dobbeltspil, det er.

Det er ikke mindst amerikansk støtte til diktatorer fra shahen i Iran til Ben Ali i Tunesien, der har forøget og vedligeholdt tvivl, skepsis og had til Vesten i dele af befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika, og som har skubbet flere i armene på yderligtgående islamistiske bevægelser, der af samme grund har haft alt for let ved at sammenkoble kritikken af de totalitære arabiske regimer med kritikken af Vesten.

Nu, hvor diktatorer i hele regionen frygtsomt følger med på Al Jazeera, der forstod potentialet i Tunesien før de vestlige medier og politikere, og hvis omfattende dækning har spillet en afgørende rolle for at sprede frihedsbølgen, står Vesten igen alt for tøvende og nølende - for revolutionerne i Tunesien og Egypten 'destabiliserer' landene og 'truer' jo nærmest med at gribe om sig, ikke sandt?

Men det er ikke islamistiske bevægelser, der har skabt revolutionerne, det er tværpolitiske og folkelige bevægelser, der vil smide deres brutale diktatorer på porten - og for første gang i årtier er snublende tæt på at lykkes. Derfor er frygten for noget, der kommer i nærheden af en 'gentagelse' af Iran, usandsynlig i Tunesien og Egypten.

Men hvis vi frygter, at yderligtgående kræfter kan profitere af Vestens årelange dobbeltspil ved kommende valg, er det vel kun så meget desto mere afgørende, at Vesten ændrer kurs i regionen? Hvis vi i det mindste klart og utvetydigt bakker op om det momentum, der ruller, og kræver Mubaraks afgang her og nu frem for igen-igen at puffe til en tyran med fløjlshandsker, afstår vi også langt om længe fra at stimulere de mest antivestlige kræfter yderligere.

Det er ikke nok, at USA dag for dag nedjusterer støtten til Egyptens regime.

Demonstranterne krævede hans omgående afgang fra første dag, men USA holdt hånden over ham, indtil vedholdende protester fik dem til at puffe ham lidt i siden, så han skiftede sin regering ud. Flere demonstrationer fulgte og kulminerede med millionprotesten den 1. februar, og så puffede amerikanerne lidt igen, så Mubarak 'lovede' at afstå fra at genopstille til næste valg.

Det er slet, slet ikke tilstrækkeligt. Det er fortsat diktatoren Mubaraks fald i dag, der er den altoverskyggende samlende faktor i den brogede egyptiske frihedsbølge. Det er det absolutte minimumskrav, forudsætningen for, at man overhovedet kan tro på reelle reformer og forandringer.

Og undervejs har Israel kæmpet hårdt for at fastholde støtten til det egyptiske regime og den amerikanske udenrigspolitik, der hidtil har foretrukket status quo med allierede totalitære regimer i regionen. Israel frygter, at amerikanske og europæiske politikere alligevel giver lidt for meget efter for frihedsbølgen - eller som det hedder i Haaretz:

"The Americans and the Europeans are being pulled along by public opinion and aren't considering their genuine interests," one senior Israeli official said. "Even if they are critical of Mubarak they have to make their friends feel that they're not alone. Jordan and Saudi Arabia see the reactions in the West, how everyone is abandoning Mubarak, and this will have very serious implications."

Haaretz, 31.1.2011

Ja, pas på, at det totalitære regime i Saudi Arabien ikke bliver misfornøjede over, at Vesten ikke er endnu mere aktive for at sikre eksistensen af det totalitære regime i Egypten, ikke sandt?

Israels regering er langtfra ubetinget interesseret i reelt demokrati i nabolandene. Men det er heller ikke Vesten eller Israel, der har skabt revolutionerne, det er befolkningerne i Tunesien og Egypten, og hvis ikke Vesten læser skriften på væggen og afvikler støtten til 'stabiliserende diktatorer' i Mellemøsten, forøger vi indlysende risikoen for, at oprørerne i stadig stigende grad vender sig imod Vesten såvel som de regimer, Vesten holder hånden over.

Et første spædt skridt ville være at kræve Mubaraks afgang i dag. Ikke til næste 'valg', ikke til september - men nu.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 2.2.2011