Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Wikileaks - et nødvendigt moderat modtræk imod magtmisbrug

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Som Claus Elholm pointerer i et blog-indlæg, er der ikke så meget i de Wikileaks-afsløringer, der hidtil er blevet dissekeret af medierne, som vi ikke enten vidste i forvejen eller kunne gætte os til. Den store fokus på, hvilke øgenavne diplomater har givet diverse statsoverhoveder, fortæller mere om forfladigelsen af mediernes magtkritik end om substantielle og relevante afsløringer.

Faktisk er det snarere overraskende, hvor beherskede disse lidet bramfri karakteristikker af Berlusconi, Putin og Sarkozy egentlig er. Som den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton sagde under en pressekonference, havde en af hendes udenlandske kontakter bemærket noget i stil med, at man bare skulle vide, hvad de amerikanske politikere blev kaldt af diverse landes diplomatiske korps ...

Selvfølgelig er det da lidt pinligt, at det kommer frem, at man af og til fniser og vender øjne af statsledere, ligesom det ville være pinligt, hvis det kom frem, hvad der bliver sagt og gjort i privat lag mellem sladrende bekendte.

Det er naturligvis også korrekt, når kritikere af Wikileaks påpeger, at det er essentielt for diplomatiets funktionalitet, at diplomater kan kommunikere uden offentlighedens medlytten. Enhver, der har prøvet konfliktløsning, ved, hvor afgørende det er at kunne tale frit fra leveren, når taktikken planlægges, og hvor omhyggeligt og forsigtigt man skal veje sine ord, når der mægles for åben mikrofon. Det behøver der ikke være noget som helst odiøst eller fordækt i.

Langtfra alt, der er fortroligt, er også pr. automatik udtryk for magtmisbrug og manipulation, og der er ikke megen pointe i at offentliggøre hvad som helst, alene fordi det er fortroligt.

Det synes imidlertid at lykkes Hillary Clinton at få lukket nogle af de mere problematiske afsløringer ved netop at overfokusere forarget på denne Se og Hør-agtige del af de lækkede dokumenter, som er de politisk mest uinteressante.

At Hillary Clinton tilsyneladende har beordret diplomater at udspionere FN's ledelse og Sikkerhedsrådets repræsentanter fra Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien er vel heller ikke en overraskelse - hvem husker ikke, hvilket betændt spionage-'diplomati' USA gjorde brug af i den tilspidsede periode, hvor magtkampene om iscenesættelsen af Irak-krigen udspillede sig i FN?

Men at det ikke er en overraskelse, betyder ikke, at det ikke også netop er betændt. Og studehandler om ROJ-TV og løftebrud af snævre hensyn til Anders Fogh Rasmussens private magtambitioner i toppen af NATO hører til samme betændte kategori.

Her - og i mange andre tilfælde - har Wikileaks adskillige gange demonstreret, hvorfor det er et vigtigt instrument til pressens, politikernes og offentlighedens indblik i magthaveres manipulation og propaganda.

Jo, der er andre faldgruber - f.eks. når man har offentliggjort navne på NATO-soldaters afghanske kontakter og bragt deres liv i fare. Af flere grunde er der behov for, at Wikileaks også udviser en vis omtanke og vurderer hvert enkelt dokument før en offentliggørelse.

Men når dét er sagt, er der også så megen desto større grund til at fastholde, at Wikileaks er en af de positive og vigtige redskaber, der er kommet ud af internet-revolutionens udvidelse af informationsfriheden.

Selvfølgelig er det relevant og betydningsfuldt at afsløre politisk propaganda, krigsomkostninger i form af civile dødsfald og forlorne studehandler. Ligesom det f.eks. var vigtigt og beundringsværdigt, da Frank Grevil i februar 2004 lækkede dokumenter til Berlingske Tidende om misforholdet mellem den danske regerings og Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af Iraks påståede masseødelæggelsesvåben - og ligesom det f.eks. var vigtigt og beundringsværdigt, da Politiken offentliggjorde Jægerbogen og dermed bidrog afgørende til at igangsatte den fokus på Forsvarskommandoens magtmisbrug og censur, der har ført så mange afsløringer med sig.

Den utilsigtede risiko for enkeltpersoner, der i visse tilfælde er opstået i kølvandet på Wikileaks-afsløringer, skal selvfølgelig i videst muligt omfang undgås, ligesom diplomatiet ikke skal kortsluttes - men det er vi jo heller ikke i nærheden af. Og de utilsigtede bivirkninger, der har været, er absolut småting i forhold til omfanget af (og de menneskelige omkostninger som følge af) den politiske magtmisbrug, der er foregået i det skjulte.

Det er først og fremmest op til fageksperter og pressefolk at drage konklusioner, prioritere og vægte de kolossale mængder materiale, og derfor er det også her et medansvar for udvalgets kvalitative vurderinger og eventuelle risici må placeres.

Wikileaks er et vigtigt civilt modtræk imod magtmisbrug, hvis effekt og kvalitet naturligvis også hviler på kompetente journalister og fageksperter, der kan bidrage til at sortere i skidt og kanel, når betændt propaganda og manipulation verden over skal afdækkes.

APROPOS

> WikiLeaks er et vigtigt redskab mod al slags magtmisbrug

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 30.11.2010