Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Overdreven hån, spot og latterliggørelse af hyklerisk DF

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Belejligt for Dansk Folkeparti fandt pressen det påkrævet at gå i selvsving over en lillebitte håndfuld karikaturtegninger, der fremstiller DF'ere som nazister, og som er lagt op i billedarkivet til Facebookgruppen "Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt".

Der er tale om enkelte personer blandt de over 32.000 støtter i Facebookgruppen, men uden så meget som at nævne dette eller foretage én eneste opringning til initiativtagerne bag "Danmarks Løver" bragtes historien alene fra DF's perspektiv: "Pia K. hængt ud som nazist".

Dansk Folkeparti har imidlertid flere gange selv kaldt muslimer for "nazister" og "besættelsesmagt", og Pia Kjærsgaard og Søren Krarup har stemplet et muslimsk hovedtørklæde som et "hagekors", og dét var måske også en relevant perspektivering at få med, eller hvad?

Nej, man åd bare DF's forargelse over nogle karikaturer.

Hån spot og latterliggørelse af muslimer er ytringsfrihed, hvorimod hån, spot og latterliggørelse af Dansk Folkeparti er "bare så langt ude", som Kjærsgaard siger.

Men dette grænseløse hykleri ændrer ikke ved, at det er absurd at gøre Dansk Folkeparti og nazismen til ét fedt, og for ikke at afspore Danmarks Løver med yderligere proportionsforvrængnings tidsspilde er billedarkivet lukket og følgende pressemeddelelse udsendt:

Danmarks Løver tager afstand fra nazi-hån af DF

Danmarks Løver er et løst netværk uden anden fælles platform end hjemmesiden Loever.dk og en kronik, som initiativtagerne offentliggjorde i Politiken i august 2009 (http://www.loever.dk/manifest.php).

Facebook-gruppen, der opstod efter kronikkens offentliggørelse, har over 32.000 støtter, og initiativtagerne til Loever.dk er ikke ansvarlige for eller kan tages til indtægt for, at en lille håndfuld støtter på Facebook-gruppen i nogle få tegninger har fremstillet Dansk Folkeparti på så hånlig, spottende, latterliggørende, usaglig og fejlagtig vis, at partiet ligestilles med nazisterne. Sådanne grovkornede karikaturer tager vi klart afstand fra.

Tegningerne er fjernet fra Facebook-gruppen. Den officielle hjemmeside for "Danmarks Løver" er:

http://www.loever.dk

Initiativtagere til Danmarks Løver Flemming Chr. Nielsen og Rune Engelbreth Larsen

Dansk Folkeparti er selvfølgelig ikke identisk med nazisterne. Partiet er topstyret, nationalistisk og fremmedhadsk, og nazisterne er og var topstyrede, nationalistiske og fremmedhadske, men naturligvis i betydeligt højere grad end DF - og dette er selvsagt langtfra tilstrækkeligt til at gøre et demokratisk parti som DF til nazister, ligesom det ikke ville være mindre dæmoniserende at fremstille alle Dansk Folkepartis vælgere eller medlemmer som nazister, end det er at fremstille alle muslimer som terrorister.

Hvad jeg og andre gentagne gange har påpeget, er, at der er uomtvistelige paralleller mellem en række af de antimuslimske virkemidler og kampagner, som Dansk Folkeparti betjener sig af, og den antisemitiske propaganda, som nazisterne anvendte i 1920'ernes og 1930'ernes Tyskland. Punktum.

Læs: Antisemitiske og antimuslimske propaganda-mekanismer

Det er slemt nok - men det gør ikke Dansk Folkeparti til et nazistisk parti.

"Danmarks Løver" har i en kronik vendt en række af Dansk Folkepartis virkemidler imod dem selv for at tydeliggøre pointen, når partiet gentagne gange stempler en trængt minoritetsgruppe i Danmark (som er 100 procent uden realpolitisk indflydelse, 100 procent uden fælles parti eller fælles platform) som "besættere", "nazister" osv.

Derfor lanceredes kronikken som en ny "modstandsbevægelse", men dennegang mod "besættelsesmagten" Dansk Folkeparti - indledningen lyder således:

Landet stander i våde! Vi har set, hvordan danske medborgere, der er kommet hertil fra den store verden, er blevet nedgjort af Dansk Folkeparti som "gøgeunger", "svin" og "snyltere", og vi har set deres religion blive stemplet som "pest", "alt-ædende had" og "ondskab". Vi har set Pia Kjærsgaard gennemtvinge Statsradiofoniens knæfald og bodsgang, fordi en radiogæst tillagde hende 'fejlcitatet', at "de fremmede formerer sig som rotter", når hun nu 'blot' havde sagt, at "de fremmede formerer sig som kaniner". Men vi har aldrig forstået, hvordan det kunne være mere eller mindre infamt, om man reducerer sine medmennesker til den ene eller anden gnaver.

Vi har set indespærrede nødstedte i asyllejre blive knækket psykisk og begå selvmord, og nu har vi også set ordensmagten tvinge flygtninge ud af et kirkeasyl midt om natten, fordi Dansk Folkeparti kræver irakiske mænd, kvinder og børn tvangsdeporteret til et land, hvor de vil være i overhængende livsfare!

Vi er oprigtig talt rystede over, hvad der foregår i gamle Danmark, og vor reaktion på Dansk Folkepartis foragt for liv og medmenneskelighed er uvilkårligt: Nej, ikke igen - ikke i vort land. Vi spørger os selv, hvordan og hvorfor deres udanske foragt har vundet et sådant gehør? Hvilke af vore brave landsmænd og -kvinder er det, som intet har lært af historien? Hvad blev der af at udtrykke sig med "mildhed i mælet, som et menneske skal," sådan som allerede gamle Bjovulf mindede magthavere om?

Vi ser måbende til, hvorledes vort land kidnappes af et parti, der minder om H.C. Andersens "der groer Chikanen! Chikanen!", og som bedst karakteriseres af de profetiske ord af endnu en af vore venner, Jens Baggesen: "Denne negative Patriotismus! Lands-Forræderen med Cato-Maske! Patrioten elsker sit Land, agter sin Nation, arbeider for sit Folk - hin parodiske Carricatur-Skygge hader, spotter og forfølger det fremmede!"

Pia Kjærsgaard og hendes partifæller har hånet islam som "nazisme", kaldt indvandrere for "besættere" og muslimske kvinders hovedtørklæder for "hagekors". Men når nogen påpeger lighederne mellem Dansk Folkepartis antimuslimske propaganda og 1930'ernes tyske antisemitisme, mødes de af en bølge af forargelse.

Du må ikke bryde Det Store Tabu: Kun Dansk Folkeparti har lov til at "trække nazikortet", og det skal for alt i verden smides i hovedet på indvandrerne.

Af Holger Danske, Aladdin, Den lille Havfrue, Lykke-Peer, Pigen med Svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver & Løvinde

Politiken, 23.8.2009

Nu er det så i øvrigt kommet til offentlighedens kendskab, at Søren Espersen sammenligner Ole Sohn med naziformanden Frits Clausen ...

Det gjorde han i øvrigt i Dansk Folkeblad nr. 4/2004, og det gjorde han i et nærmest copy-paste-indlæg fire år senere (Jyllands-Posten, 28.12.2008), og det gør han i samme indlæg, der stadig væk er online på Dansk Folkepartis hjemmeside: Søren Espersen: Frits Clausen og Ole Sohn

Venstre var hurtigt ude og afkræve SF en undskyldning for, at folketingsmedlemmer støttede Facebook-gruppen Danmarks Løver, nu kan vi vel så forvente, at Venstre afkræver DF en undskyldning for, at Søren Espersen sidestiller Ole Sohn med en berygtet dansk nazist?

Læs hele kronikken af Holger Danske, Aladdin, Den lille Havfrue, Lykke-Peer, Pigen med Svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver & Løvinder her: Modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 26.4.2010