Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Dansk dødsstraf til Holck

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, at der sker Niels Holck noget,« udtaler formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (Politiken, 12.4.2010), efter beslutningen om at udlevere Holck til retsforfølgelse i Indien.

Det er den slags beroligende udtalelser fra den slags politikere, der må få alle advarselslamper til at blinke og kan få selv den modigste og roligste stoiker til at skide i bukserne af skræk. Peter Skaarup er en mand fra et parti, der uden at blinke smider flygtninge ud af landet og dumper dem i hænderne på deres forfølgere.

Efter den skandaløse udlevering af Camilla Broe til USA, skal Niels Holck altså nu trøste sig med, at denne formand for Folketingets retsudvalg er helt tryg ved at udlevere en dansk statsborger til Indien?

Et land der ikke har ratificeret FN's torturkonvention, og hvor tortur er udbredt, som tidligere justitsminister Ole Espersen har fastslået: »Jeg var for et par år siden til en konference, hvor folk fra 17 indiske delstater havde samlet informationer om tortur. Det er altså grusomt, hvad der foregår på de kanter. Ikke mindst i terrorsager. Jeg kan love dig for, at de fyre, han kommer i nærkontakt med dernede, har en veludviklet fantasi, når det kommer til terrorsager.« (Politiken, 14.4.2010).

Det er nemlig en 'terrorsag', for Niels Holck har medvirket til at kaste våben ned til oprørerne i den indiske delstat Vestbengalen, så de ifølge Holcks egen optik kunne forsvare sig mod »overgreb fra et stalinistisk styre«.

Det lykkedes ham at flygte fra myndighederne efter den mislykkede våbennedkastning, inden han kom for en dommer og i fængsel, hvorimod bl.a. den britiske våbenhandler og tidligere efterretningsmand Peter Bleach blev fængslet i Vestbengalens hovedstad Calcutta (Kolkata). Bleach endte med at tilbringe otte år i fængsel med tre års ubehandlet tuberkulose, og han er ikke i tvivl om, at Holck vil dø, hvis han havner i fængslet i Calcutta.

Holck har en fortid som røver og smugler, men hans udestående med retssystemet i dag er alene den femten år gamle sag fra Indien, der betragter ham som terrorist, og som har krævet ham udleveret i årevis. Ikke blot Ole Espersen og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre advarer imod udleveringen, men også Amnesty International. »Han bør under ingen omstændigheder udleveres,« understreger organisationens generalsekretær, Lars Normann Jørgensen (Politiken.dk, 12.4.2010). Det er ganske enkelt i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udlevere personer til lande, der anvender dødsstraf, hvilket Indien gjorde over 50 gange alene i 2009.

Denne sag handler med andre ord ikke om rimeligheden eller urimeligheden af våbennedkastningen i 1995, men om hvorvidt en dansk statsborger skal have den retssikkerhed, som et dansk retssystem sikrer, og hvor tortur og dødsstraf er afskaffet – eller om han skal afleveres i lænker til et system, hvor tortur anvendes rutinemæssigt og dødsstraf er en accepteret straf?

Svaret burde kun kunne være et nej.

Men den nye terrorlovgivning er løftestang for udleveringen, og Indien har »garanteret«, at Holck ingen overlast vil lide, og at han senest tre uger efter en retssag vil blive returneret til Danmark for at afsone en eventuel straf herhjemme.

Og hvis en stat, hvor tortur er udbredt, forsikrer, at ingen tortur vil finde sted, så er alt jo helt fint, ikke? Så slapper Peter Skaarup af og sover sin skønhedssøvn lige så uforstyrret, som når hans parti smider flygtninge ud til uvisse skæbner, uanset om de risikerer at rådne op i torturfængsler.

Blot to dage efter Skaarups forsikring om, at Holck helt roligt kan se frem til at blive udleveret til Indien, kan indiske medier imidlertid berette, at man skam har tænkt sig at beholde ham. Ifølge The Times of India har kilder i det indiske udenrigsministerium røbet, at garantierne bare skulle holde forhandlingerne med Danmark i gang. Hvis Indien virkelig skulle returnere Holck efter en dom, ville det nemlig skabe en problematisk præcedens.

Dét afviser justitsminister Lars Barfoed med en håndbevægelse, for han kan skam garantere, at Indien nok skal holde aftalen. Og det kan han gøre lige så ansvarsløst som daværende justitsminister Lene Espersen, da hun i et svar til Folketinget den 9. april 2002 afviste, at han overhovedet kunne udleveres til Indien – for hvem stiller Barfoed og Espersen til retsligt ansvar, når Holck skal betale prisen for fatale fejltagelser?

Hver gang danske politikere smider mennesker ud af landet, og der er overhængende risiko for, at de havner i hænderne på forfølgere, der kan finde på at mishandle, torturere eller dræbe dem, er de pågældende danske politikere slet og ret torturbødler, punktum. Og hver gang det sker, er det danske retssystem korrumperet, fordi det åbner en sluseport til de totalitære overgreb, man fromt afviser at betjene sig af.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 15.4.2010