Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

VK frygter ytringsfriheden i Afghanistan-debatten

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Jeg er nødt til at tro på missionen. Hvordan skal jeg ellers gå til den begravelse? Men jeg synes, at det er meningsløst, at så mange unge mennesker sætter livet på spil for denne mission. Verden er jo ikke blevet mere sikker.«

Så klar er udmeldingen fra formanden for befalingsmændene, seniorsergent Jesper K. Hansen.

»Men det seneste valg viser, at vi støtter en magtelite, som formentlig tog magten ved svindel. Og de vedvarende fremskridt er ikke til at få øje på. Afghanistan-missionen er som en hullet robåd, hvor vi bare kan blive ved med at øse og øse, og det er jo meningsløst med de døde og lemlæstede danske soldater, vi får hjem.«

Så klar er udmeldingen fra formanden for officererne, kommandør Bent Fabricius.

Otte års vestlig krigsførsel i Afghanistan er en fiasko. Der er sket forbedringer i landet, men intet der kommer tilnærmelsesvist i nærheden af de mål, der er blevet stillet i udsigt. Osama bin Laden er fortsat pist væk. Taleban er ikke nedkæmpet, og kan utvivlsomt slet ikke nedkæmpes militært. Der er intet fungerende demokrati eller rimeligt retssystem i Afghanistan.

Desuden er det elementært forkert, at den militære tilstedeværelse i Afghanistan skulle udgøre en effektiv frontlinje i bekæmpelsen af terror. Både krigene i Irak og Afghanistan har radikaliseret fundamentalistiske muslimer yderligere og motiveret endnu flere terrorister. Og hvad enten Taleban eksisterer eller ej, vil der stadig væk være terrorister andre steder i verden - og hvis verdens rigeste og stærkeste militærmagter ikke kan vinde over Taleban i Afghanistan, er det naturligvis endnu mere naivt at tro, at der kan føres endnu flere krige endnu flere steder med større held.

Global terrorisme kan ikke bekæmpes med invasionsstyrker, hverken i Afghanistan eller andre steder, så enkelt er det. Og da skabelsen af et demokratisk Afghanistan er faldet helt til jorden, er den anden forudsætning for dansk krigsdeltagelse også væk.

Og hvis den militære tilstedeværelse ikke alene er ude af stand til at bekæmpe Taleban, men også styrker bevægelsen (og her er de alt for mange drab på civile selvfølgelig ikke med til at gøre tilliden til USA, UK, Danmark osv. spor bedre), er substansen i krigsargumenterne i det hele taget ved at være særdeles æterisk.

Men i denne situation, hvor krigen i Afghanistan i stadig større grad ligner kontraproduktive slag i luften og bliver stadig mere upopulær i Vesten, og hvor der er behov og mulighed for at drøfte alternativer, har regeringen imidlertid ét altoverskyggende budskab: TI STILLE.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen: »Hvis vi begynder at introducere store spørgsmålstegn til det i debatten, så fremmer vi i virkeligheden bare de kræfter i Afghanistan, som hellere så vores hæl end vores tå.«

Udenrigsminister Per Stig Møller: »Det er direkte farligt for vore soldater at tale på den måde. Jo mere vi taler om det - USA, Danmark, you name it - at vi helst vil væk, jo vanskeligere bliver det overhovedet at være en moderat, udviklingsorienteret afghaner, for vi stikker jo af alligevel. Hver gang man tøver og antyder exit, skaber man en ny talebaner.«

Det er den magtfuldkomnes dårligste og mest misbrugte pseudoargument: Hvis du modsiger og kritiserer mig, går du vores fælles fjendes ærinde. Ytringsfriheden underordnet et magtpålagt krav om selvcensur.

Men hver gang vi bare antyder et exit, skaber vi en talebaner, siger udenrigsministeren?

Den langt mere relevante del af ligningen har Per Stig Møller behændigt udeladt: Hvor mange talebanere, skaber vi, hver gang vi bomber civile afghanere? Og hvor mange talebanere (og terrorister in spe andre steder i verden) skaber vi, hver eneste dag, vores militære tilstedeværelse opretholdes?

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 5.11.2009