Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Samuelsen kontra Wilders og Kjærsgaard

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Anders Samuelsens politiske kurs og strategiske dispositioner siden oprettelsen af Ny Alliance har ikke været præget af knivskarp konsistens, hvilket ikke alene kan tilskrives den kendsgerning, at han ikke sidder på noget udslagsgivende mandat.

Nu har Samuelsen imidlertid valgt at sætte hårdt mod hårdt over for Dansk Folkeparti med den indflydelse, han trods alt råder over, og til Dansk Folkepartis frustration insisterer han på at gå udenom den yderligtgående hollandske islam-kritiker Geert Wilders til den kommende ytringsfrihedskonference.

Samuelsen har her en del at skulle have sagt, eftersom det var Ny (nu: Liberal) Alliance, der fik ytringsfrihedskonferencen på finansloven, men begivenheden er udadtil blevet mere eller mindre overtaget af Dansk Folkepartis iscenesættelse, hvor den nærmest er blevet synonym med Geert Wilders, skønt ingen navne er fastlagt endnu.

Konferencen skulle have været gennemført i Danmark i februar, men det havde utvivlsomt ikke været befordrende for Anders Fogh Rasmussens manøvrer i forhold til NATO-topposten, hvorfor den blev udskudt til foråret - og siden er den så foreløbig blevet henlagt til efteråret 2009.

Pia Kjærsgaard er stærkt utilfreds med regeringens diffuse ståsted i sagen: "Jeg synes, det virker som om projektet sejler. Det er tydeligt, at konferencen er en irritation for regeringen, der aldrig har ønsket en konference som denne, og derfor skubber den foran sig. Men den er nu engang skrevet ind i finansloven, og så skal den selvfølgelig føres ud i livet, siger Pia Kjærsgaard, der ikke frygter for selve konferencen, men savner en klar udmelding fra regeringen." (Berlingske.dk, 1.5.2009).

Men værre for Dansk Folkeparti er det, at Samuelsen som nævnt slet ikke ønsker Wilders' deltagelse og er parat til at blokere for en anden aftale, hvis Kjærsgaard & Co. insisterer. Berlingske Tidende skriver bl.a. herom:

Hvis Dansk Folkeparti fortsat kræver, at den hollandske islam-provokatør Geert Wilders skal til Danmark og deltage i konferencen om ytringsfrihed og viden til efteråret, så vil Liberal Alliance til gengæld spænde ben for, at Dansk Folkeparti kan få penge til at renovere Jelling-stenene, Fregatten Jylland, Roskilde Domkirke og Frederiksborg Slot.

»Nu har vi fundet ud af, at man godt må tegne en tegning og sige øv bøv til hinanden. Vi må komme videre i værdikampen og denne konference skal jo netop handle om viden,« siger leder af Liberal Alliance Anders Samuelsen.

Berlingske.dk, 2.5.2009

Det er forståeligt, at Dansk Folkeparti raser over, at de risikerer ikke at kunne få Fregatten Jylland kampklar igen, men mest af alt er det jo blot frustration over, at Samuelsen har et ufravigeligt standpunkt til den ytringsfrihedskonference, som hans parti står bag, og som han altså prioriterer højt nok til at sætte hårdt mod hårdt: "Jeg skriver ikke under på deres kulturpakke, før det er afgjort, at Wilders ikke kommer. Han har ikke noget at gøre på en videnskonference. Vi har ikke brug for at høre på en mand med outrerede holdninger, som højst sandsynligt er underholdende, men som ikke har noget at bidrage med i forhold til formålet: Viden."

Samuelsen foreslår, at man i stedet fokuserer på, hvordan en af Sveriges værste skoler, hvor der alene går børn med indvandrerbaggrund, er endt som en af de bedste.

Det burde være enkelt for regeringen at vælge Samuelsens forslag til og Kjærsgaards fra. Spørsmålet er alene, om det skal være en konstruktiv konference, der drøfter problemstillinger, eller om det skal være en platform for propaganda.

Eller med Samuelsens egne ord: "Den borgerlige kulturkamp må da bestå af andet end at råbe ad hinanden. Vi må da lære. Vi må have viden. Wilders råber bare."

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 3.5.2009