Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Skizofren Guantanamo-Fogh

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

På sit ugentlige pressemøde tirsdag den 17. februar 2009 fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen sin holdning til Guantanamolejren: »Ja altså, jeg kan i hvert fald sige, at de gange, jeg har haft anledning til at tage emnet op, da har jeg taget afstand fra den base.«

Men det er en klar omskrivning af de historiske kendsgerninger, afslørede Politiken for nylig i en gennemgang af statsministerens udtalelser om lejren, som han bakkede op i perioden 2002-2004.

Dengang tog han ingen afstand fra lejren, til trods for at amerikanerne ikke lagde skjul på, at man placerede fangerne i en særlig kategori som »illegale kombattanter« og dermed kategorisk afviste at forpligte sig retligt til at behandle dem i henhold til internationale konventioner.

Kritikerne af lejren påpegede også tidligt, at amerikanernes kurs var åbenlyst selvmodsigende, for hvis man vitterlig ville behandle fangerne efter gældende principper, var der intet problem i at fastholde forpligtelserne i henhold til konventionerne. Eller som bemærket af Jens Elo Rytter, der er ekspert i internationale konventioner ved Københavns Universitet: »USA undlod at give dem status af krigsfanger og efterlod dem nærmest retsløse. Derfor kan man bestemt ikke sige, at amerikanernes politiske løfte om at behandle fangerne i overensstemmelse med principperne i konventionerne var noget værd.« (Politiken, 22.2.2009).

Dansk Røde Kors' præsident Freddy Karup Pedersen og daværende generalsekretær Jørgen Poulsen skar allerede problemstillingen ud i pap i et brev til Fogh i 2002: »Der er to muligheder. Enten har de status som krigsfanger, eller også er de ikke krigsfanger! Som udgangspunkt må de betragtes som krigsfanger. Er der tvivl om deres status, slås det fast i krigsfangekonventionen, at en kompetent domstol skal have adgang til at afgøre deres status. Hvis ikke de er krigsfanger, vil internationale menneskeretskonventioner være gældende, herunder krav om en retfærdig rettergang, eller krav på at blive løsladt.«

Alligevel bakkede statsministeren fortsat op om Guantanamo uden på nogen måde at så tvivl om legitimiteten af det retssikkerhedsmæssige og juridiske ingenmandsland, som fangerne var placeret i: »Jeg vil gerne fastslå, at de tilbageholdende ikke befinder sig i et juridisk tomrum, som det er blevet hævdet fra visse sider. Regeringen finder tværtimod, at de pågældende nyder beskyttelse efter den humanitære folkeret. (...) Det må på den anden side fastslås, at kampen mod den internationale terrorisme stiller os over for udfordringer, som ikke fuldt ud kan finde deres svar i den gældende folkeret.«

Først hævdede han i modstrid med sandheden, at den humanitære folkeret var overholdt, for dernæst at tilføje, at den gældende folkeret i øvrigt ikke var »fuldt ud« dækkende for de udfordringer, man er oppe imod? Hvis det første var korrekt, var der jo ingen grund til tilføjelsen?

Fogh fortsatte med at bakke op om Guantanamo i 2003, indtil en uventet kovending i oktober 2003, hvor han pludselig fandt den tidsubegrænsede tilbageholdelse uacceptabel - blot for atter i februar 2004 at vende tilbage til Bush-kursen uden indvendinger af nogen art.

Først da de nedværdigende billeder af amerikanernes tortur og mishandling af irakiske fanger i det berygtede Abu Ghraib-fængsel blev offentliggjort, og modviljen mod Guantanamo for alvor tog til i den vestlige opinion, tog Fogh tilsyneladende bestik af den skiftende vindretning og sagde i Folketinget, at alle personer, der »er tilbageholdt i en væbnet konflikt« ifølge den danske regerings opfattelse altid vil være omfattet af en af de to Genevekonventioner, og at den danske regering derfor »på det punkt ikke er enige i den amerikanske tolkning«. (26.5.2004).

Med ét slag var regeringens hidtidige Guantanamo-accept annulleret.

Nu kunne man så have forventet en forklaring på, hvorfor det skulle tage to år at nå frem til denne konklusion - men ikke for Anders Fogh Rasmussen. Tværtimod udviste han allerede på dette tidspunkt en forbløffende evne til at skrive historien om og påstod uden at blinke, at han selv »hele vejen igennem har været utilfreds med forløbet omkring Guantanamo« (Politiken, 26.5.2004). Nøjagtigt som på pressemødet knap fem år senere.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Nu var statsministeren altså helt enig i den kritik, der havde været rejst fra mange menneskerettighedsorganisationers side, og som Dansk Røde Kors forgæves havde udpenslet for ham i en officiel henvendelse herom i 2002. Foghs nye position var nærmest endt som et ekko af hans egne kritikeres standpunkter, da statsministeren uddybede sin kritik af Guantanamo: »Vi må insistere på, at fangerne på Guantanamo er omfattet af internationale konventioner. Og vi må også insistere på en afklaring af deres situation. Enten må man fastslå, at de ikke har gjort noget, der er alvorligt nok til at retsforfølge dem - og så må de løslades. Eller også må man retsforfølge dem med alle de garantier, der ligger i en retsstat - med anklager og forsvarer og det hele. (...) Jeg finder det meget belastende for retssamfundet - både det amerikanske og vores - at man kan pege fingre og sige, at vi ikke lever op til de grundlæggende principper i en retsstat. Det er også med til at undergrave tilliden.«

Men for at det ikke skal være løgn, lyder Foghs forklaring på forløbets kursskifte den dag i dag, 1) at han altid har ment det samme, og 2) at der intet forkert var i den danske regerings position i 2002-2004, idet det (nu igen) var fuldt ud tilstrækkeligt, at amerikanerne dengang havde givet tilsagn om at følge principperne i konventionerne, til trods for at de ikke ville forpligte sig retligt herpå: »Det var tilfredsstillende, at amerikanerne gav det tilsagn. Alt andet ville have været betænkeligt, så det var vi tilfredse med.« (Politiken, 22.2.2009).

Aha? Hvilken Fogh er monstro den mest (u)tilregnelige her?

FOGH-A (2002-2004), der intet som helst havde at indvende mod Guantanamo, skønt amerikanerne ikke ville forpligte sig retligt på konventionerne?

FOGH-B (2004-2008), der »insisterede på«, at enten skulle fangerne retsforfølges eller løslades, og som påstod, at FOGH-A (der aldrig havde sået den mindste tvivl ved legitimiteten af Guantanamo) forbløffende nok »hele vejen igennem« havde været utilfreds med forløbet omkring lejren? FOGH-C (2009-pressemøde, 17.2.), der hævdede, at han selv altid havde taget afstand fra Guantanamo - altså at FOGH-A slet ikke havde eksisteret?

FOGH-D (2009-Politiken, 22.2.), som hævdede, at FOGH-A havde haft ret, skønt hans position var kategorisk modsat både FOGH-B og FOGH-C (ifølge hvem FOGH-A ikke eksisterede)?

Døm selv...

Rune Engelbreth Larsen,
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 23.2.2009 / bearbejdet