Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ærlig radikal selverkendelse

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Som andre partier har De Radikale ofte levet på tidsåndens nåde og unåde - efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 hoppede partiet på terrorhysteriet og deltog aktivt i det anti-muslimske stormvejr, der rejste sig i kølvandet herpå. Et stormvejr, som man allerede havde bidraget aktivt til under (den dengang radikale) Khaders interne lynjustits, hvor især Mona Sheikh blev uretmæssigt offer for, at partiet underlagde sig en presseklapjagt uden substans.

De Radikale er imidlertid store nok til at se egne fejl i øjnene, og i et nyligt og meget åbenhjertigt interview erkender Marianne Jelved, at De Radikale har begået fejl, bl.a. ved at slutte op om retskrænkende terrorlovgivning: »Jeg fatter ikke, hvad der foregik i hovedet på os, da vi for eksempel stemte for de dele af terrorlovgivningen, der giver PET ret til uden kontrol at overvåge og aflytte folk. Det samme med loven om administrative udvisninger. Det er ikke en retsstat værdigt, og jeg fortryder, at vi stemte, som vi gjorde.« (Berlingske Tidende, 18.1.2009).

Margrethe Vestager har tilsluttet sig Jelveds synspunkt: »Jeg er ikke i tvivl om, at vi i skyggen af 11. september gik for vidt og har givet køb på vores egen retssikkerhed, så vi har fået tippet balancen mellem den enkelte borgers retssikkerhed og terrorbekæmpelse. Når vi går på kompromis med demokratiets og retssamfundets principper, vinder terroristerne. Og i den terrorlovgivning vi har gennemført, er vi gået for langt. Det kan vi se i dag, og derfor bør vi være modige nok til at sige, at dansk terrorlov skal revideres.«

Venstres Inger Støjbjerg raser imidlertid over De Radikales selverkendelse: »Det viser, at man ikke kan regne med de Radikale. De stikker halen mellem benene lige så snart, det koster noget. Jeg er dybt skuffet over den udmelding.« (Berlingske.dk, 19.1.2009).

Vurderingen kunne vanskeligt være mere forkert. Sagen er den stik modsatte - det kostede ingenting at hoppe på tidsåndens populistiske vogn, hvor Støjbjerg befinder sig som en torsk i havet. Terrorhysteriet var vejen frem i en årrække, og er det i nogen grad fortsat, ligesom det antimuslimske fremmedhad var det, og i betydelig grad fortsat er det. Nej, det, der koster, er at hoppe af vognen eller forsøge at standse den.

Det har især kostet at gå imod tidsånden på det udlændingepolitiske område, fordi der er konsensus blandt de største avisers politiske kommentatorers og public-servicestationernes ditto på netop dette område, som har været partipolitisk udslagsgivende i mange år efterhånden. Næsten hele korpset af de professionelle meningsdannere, der dagligt optræder i mikrofonholder-interviews som tidsåndens orakler, fremfører og afspejler en udlændingepolitisk konsensus af så snæver spændvidde, at både Thorning og Fogh befinder sig inden for den.

Folkestemninger kommer ikke af sig selv, men de stimuleres og cementeres, hvor mediemuren er allermest ubrydelig og ensrettet. Når Søvndal blev heroiseret i pressen for (igen) at skifte kurs og (igen) blive begejstret JP-karikatur-fan, skyldtes det ikke anden 'naturlov', end at han sagde og gjorde nøjagtigt, hvad næsten samtlige kommentatorer ønskede at høre, og når de selvsamme kommentatorer igen og igen benyttes til at servere deres subjektive, men enslydende syn herpå, som om de var neutrale videnskabsfolk, er det selvfølgelige ren medie-applaus over hele linjen - og den kolde skulder over hele linjen til et parti som De Radikale, der på tidens altafgørende felt i den såkaldte værdi- og kulturkamp går stadig stærkere op imod vinden.

Hvor det toneangivende kommentator-korps med andre ord spiller fuldkommen ukritisk med på den linje, der er lagt af de toneangivende partier og deres spindoktorer, slår effekten selvfølgelig igennem for fuld styrke og gavner dem, der har skabt denne linje. Og eftersom udlændigepolitikken og terrorhysteriet har været styrende i en årrække, er ikke mindst De Radikale blevet klemt i deres opgør hermed i de senere år, fordi den grundlæggende konsensus-kurs, som Fogh og Thorning-Schmidt følger, er uanfægtelig i et kommentator-korps, der er rundet af samme baggrund og samme overbevisning, som disse partiers politikere og spindoktorer.

Hvad Socialdemokraterne endnu mangler at opdage er, at de imidlertid ingenting vinder ved at følge den tidsånd, der især er skabt af Dansk Folkepartis vedholdenhed på området. SF er gået frem, men der har ingen som helst forrykning været mellem de to blokke.

Derfor er og bliver den eneste troværdige vej for ethvert parti, der ønsker effektiv indflydelse til at forandre noget, at få indflydelse på tidsånden. Det får man ikke ved at lefle for den, men ved at være så opsat på at ændre dens retning, at man hellere går ned i forsøget end overgiver sig undervejs. Sådan har historiske bevægelser og historiske ryk altid vist sig, ikke fra avisforside til avisforside eller fra sæson til sæson, men måske fra årti til årti, og ikke ved at sige og gøre det, som har medvind her og nu, men ved at kæmpe uanfægtet for sine visioner i modvind - indtil slaget er tabt, eller vinden er vendt.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 19.1.2009