Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Israelsk kynisme og vestlig passivitet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

"Krigen begyndte kort før nytår, da Israel besluttede sig for at sætte en stopper for palæstinensernes årelange raketangreb mod mål i Israel." Sådan hedder det i en af Politiken.dk's artikler, men det kunne næsten være fra en hvilken som helst vestlig avis - og meget mere firkantet og ensidigt, bliver det ikke.

Den israelske historiker, Ilan Pappé, der er leder af Department of History ved the University of Exeter, giver ikke meget for vestlige mediers tendens til at kolportere Israels version af baggrundshistorien og krigsiscenesættelsen - han kalder direkte den igangværende krig for "the genocidal Israeli attack on Gaza". I en aktuel kommentar giver han et særdeles skarpt og kritisk indblik i, hvordan israelsk statspropaganda med mediernes velvilje fortegner og forvrænger realiteterne i den igangværende krig, som de har gjort det mange gange tidligere:

It is the direct attack on the last vestiges of humanity and dignity of the Palestinian people that is most enraging. The Palestinians in Israel have shown their solidarity with the people of Gaza and are now branded as a fifth column in the Jewish state; their right to remain in their homeland cast as doubtful given their lack of support for the Israeli aggression. Those among them who agree — wrongly, in my opinion — to appear in the local media are interrogated, and not interviewed, as if they were inmates in the Shin Bet’s prison. (...)

There are no boundaries to the hypocrisy that a righteous fury produces. The discourse of the generals and the politicians is moving erratically between self-compliments of the humanity the army displays in its “surgical” operations on the one hand, and the need to destroy Gaza for once and for all, in a humane way of course, on the other.

This righteous fury is a constant phenomenon in the Israeli, and before that Zionist, dispossession of Palestine. Every act whether it was ethnic cleansing, occupation, massacre or destruction was always portrayed as morally just and as a pure act of self-defense reluctantly perpetrated by Israel in its war against the worst kind of human beings. In his excellent volume The Returns of Zionism: Myths, Politics and Scholarship in Israel, Gabi Piterberg explores the ideological origins and historical progression of this righteous fury. Today in Israel, from Left to Right, from Likud to Kadima, from the academia to the media, one can hear this righteous fury of a state that is more busy than any other state in the world in destroying and dispossessing an indigenous population. (...)

Let us hope that significant voices in the world will tell the Jewish state that this ideology and the overall conduct of the state are intolerable and unacceptable and as long as they persist, Israel will be boycotted and subject to sanctions.

But I am not naive. I know that even the killing of hundreds of innocent Palestinians would not be enough to produce such a shift in the Western public opinion; it is even more unlikely that the crimes committed in Gaza would move the European governments to change their policy towards Palestine.

Ilan Pappé: Israel’s righteous fury and its victims in Gaza

Over 700 palæstinensere er på nuværende tidspunkt dræbt og mere end 3.000 kvæstet under de israelske angreb - til sammenligning er de meget omtalte raketter fra Hamas & Co. amatørernes nålestik med forsvindende effekt i Israel, mens Israels knusende militærapparat kan rulle frit rundt i Gaza.

Jamen, skal Israel da bare finde sig i raketterne, om de så har nok så få dødsofre? Naturligvis ikke, men både medier og politikere er nødt til at se det store billede - og ikke mindst tage mål af proportionerne efter årtiers brutal israelsk besættelse og en nærmest ta'-selv-decimering af de palæstinensiske områder, for slet ikke at nævne det fuldstændig ulige styrkeforhold.

"Og vi spørger os selv, hvorfor de hader Vesten," skriver Robert Fisk retorisk i en kommentar:

Har vi glemt, at 17.500 - næsten alle civile, de fleste af dem børn og kvinder - blev dræbt under Israels invasion af Libanon i 1982? Har vi glemt de 1.700 dræbte civile palæstinensere i massakrerne i Sabra og Chatila? Har vi glemt Qana-massakren på en FN-base i 1996 på 106 civile libanesiske flygtninge - over halvdelen af dem børn? Har vi glemt massakren på flygtningene fra Marwahin, som blev beordret til at forlade deres hjem af israelerne i 2006 og derpå mejet ned af en kamphelikopterbesætning, eller de 1.200 dræbte ved invasionen og bombardementerne af Libanon i 2006, hvoraf også langt hovedparten var civile?

Nej, det forbløffende er, at så mange vestlige ledere, så mange præsidenter og premierministre, og - frygter jeg - så mange redaktører og journalister vil købe den gamle løgn: At Israel anstrenger sig til det yderste for at undgå civile tab.

"Israel gør alt, hvad der menneskeligt muligt, for at undgå civile tab," sagde endnu en israelsk ambassadør blot få timer før den seneste Gaza-massakre. Og enhver præsident og premierminister, som har viderekolporteret dette løgnagtige udsagn som undskyldning for ikke at kræve våbenhvile har blod på hænderne fra tirsdag aftens nedslagtninger. Havde George Bush haft modet til at kræve en øjeblikkelig våbenhvile to døgn tidligere, ville disse 40 civile, de gamle, kvinderne, og børnene, være i live i dag. (...)

Massakrerne i Sabra og Chatila blev begået af Israels højreorienterede libanesisk falangist-allierede, mens Israels tropper - som afsløret af Israels egen undersøgelseskommission - så passivt til i 48 timer uden at skride ind. Da Israel fik skylden, beskyldte Menachem Begins regering verden for 'blodoffer'-bagvaskelse af det jødiske folk. Da Israels artilleri beskød FN-basen i Qana i 1996, påstod israelerne, at Hizbollah-snigskytterne havde søgt tilflugt på basen. Det var løgn. De næsten 1.200 dræbte i Libanon-krigen, der blev indledt i 2006, da Hizbollah bortførte to israelske soldater ved grænsen, blev simpelt hen afvist som Hizbollahs ansvar. Israel hævdede, at de lig, som blev fundet efter den anden Qana-massakre, kunne være taget fra en gravplads. Marwahin-massakren undskyldte Israel aldrig. Landsbyens beboere blev beordret til at flygte, adlød de israelske ordre og blev derpå angrebet af en israelsk kamphelikopter. Flygtningene tog deres børn med og anbragte dem i ladene af deres lastbiler, så de israelske piloter kunne se, at de var uskyldige. Den israelske helikopter fløj så ind i lav højde og mejede dem ned. Kun to overlevede ved at spille døde. Israel sagde ikke engang undskyld.

12 år tidligere angreb en anden israelsk helikopter en ambulance, der kørte med civile fra en nabolandsby - igen efter at de havde fået ordre til at forlade Israel - og dræbte tre børn og to kvinder. Israel påstod, at en Hizbollah-partisan gemte sig i ambulancen. Det var usandt. Jeg har dækket alle disse modbydeligheder, jeg har undersøgt dem alle, og jeg har talt med de overlevende. Det samme har en række af mine kolleger. Den reaktion, vi blev mødt med, var selvfølgelig den mest afskyelige bagvaskelse: Vi blev alle beskyldt for at være antisemitter.

Jeg skriver det følgende uden den mindste tvivl i mit sind: Vi vil komme til at høre alle disse eksempler på skandaløst opspind igen. Vi vil få serveret 'det hele er Hamas skyld'-løgnen, og guderne skal vide, at der er nok at beskylde Hamas for i forvejen uden at tilføje denne forbrydelse. Og vi vil få tilbudt 'ligene-fra-gravplads'-løgnen, vi har allerede fået 'Hamas-var-i-FN-skolen'-løgnen, og helt sikkert vil vi få antisemitisme-løgnen. Og vore ledere vil puste sig op og minde om, at det var Hamas, der brød våbenhvilen. Det passer bare ikke. Israel brød den. Første gang den 4. november, da dets bombardement dræbte seks palæstinensere og igen den 17. november, da et andet bombardement dræbte yderligere fire palæstinensere.

Jovist, israelerne har et legitimt krav på sikkerhed. 20 dræbte israelere på ti år ud for Gaza er bestemt et grumt tal. Men 600 dræbte palæstinensere på lidt over en uge ... Robert Fisk Information, 8.1.2009

Som jeg tidligere har været inde på, er Hamas et fatalt svar på de problemer, som palæstinenserne står over for, og der intet odiøst i Israels fjendskab med organisationen, som i sit berygtede charter fra 1989 ønsker Israel slettet af landkortet. Men igen: Det er Israel, der er den overdimensionerede Goliat her, og de palæstinensiske områder, som i årtier er blevet systematisk slettet af landkortet, mens det internationale samfund i det store hele har set passivt til.

Og dét er i sidste ende den bedste gave til Hamas og andre islamistiske organisationer verden over, hvis popularitet vil nå nye højder og motivere flere selvmordsangreb og mere antivestligt had i endnu videre kredse - hvilket de israelske høge så atter selv profiterer af, når denne spiral 'legitimerer' en yderligere brutalisering af den israelske jernhånd. Kun Vesten kan vende udviklingen ved for en gangs skyld at lægge maksimalt pres på Israel via både diplomati og sanktioner og vise palæstinenserne, at der er andre veje ud af krigen og krisen end at slutte op om Hamas.

Der er meget lidt grund til optimisme.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 9.1.2009