Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nedlæg Fødevareministeriet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Forfatter og journalist Kjeld Hansen, hvis meget omtalte bog, Det tabte land - den store fortælling om magten over det danske landskab vandt Dansk Forfatterforenings Fagbogpris 2008, har udmøntet sin skarpe og væsentlige kritik af dansk landbrug i to nylige kronikker i Berlingske Tidende.

Her tager han atter fat i det misforhold, at ca. 63 procent af hele Danmarks areal er ejet af blot en halv procent af befolkningen - nærmere bestemt nogle få tusind landmænd. Dertil kommer, at disse jordejere forgyldes med statshjælp i et omfang, som må få enhver uformuende kontanthjælpsmodtager til at spærre øjnene op: "For at føje spot til skade modtager denne lille gruppe af jordejere offentlig hjælp i størrelsesordenen otte mia. kr. om året. Hver enkelt hæver i gennemsnit 250.000 kr. i årlig indkomststøtte. Penge, der udbetales som landbrugsstøtte, uden at vi stiller nogen form for modkrav. Til trods for at de danske jordejere gennem årtier har misbrugt deres hals- og håndsret over det ganske land."

Mens socialt marginaliserede kontanthjælpsmodtagere hundses med, disciplineres, patroniseres og ofte tvinges ud i meningsløs aktivering eller jobs til langt under overenskomstmæssig løn, hælder vi til gengæld gladeligt milliarder af kroner ned i lommerne på jordejere, hvis beskæftigelse ødelægger naturværdier i svimlende skala.

Den lyse og lette danske natur, som vi alle elsker, fik sit knæk i årene 1940 til 1970. Ingen anden epoke i Danmarkshistorien kan opvise en så systematisk og hensynsløs forarmelse af landskabet. Med fatale følger blev en særlov, givet under den tyske besættelses jernhårde vilkår, skrupelløst udnyttet i de efterfølgende 30 år. Staten betalte i denne periode milliarder i direkte støtte til at oppløje knap 2000 vilde natursteder over hele landet.

Aldrig er så mange vandløb lagt i rør, så mange moser tilintetgjort, så mange enge drænet, så mange overdrev pløjet op, og så mange søer udtørret. Vor fælles kulturarv i nationale naturområder som Filsø, Slivsø, Skjern Å, Vest Stadil Fjord og Åmosen blev ofret med støtte fra denne særlov.

Forarmelsen af naturen tvang dyrene, fuglene, insekterne og planterne væk. Storken, viben, agerhønen og den gule engblomme fik dødsstødet fra 1940 til 1970.

En eneste generation lagde øde, hvad snese af generationer næppe vil kunne bringe på fode igen.

Hovedstolen i nutidens miljøgæld blev stiftet i de 30 år, hvor besættelsestidens særlovgivning hårdnakket blev holdt i hævd. Skiftende landbrugsministre, borgerlige såvel som socialdemokrater, lukkede øjnene for denne kæmpe gældssætning, som vi i dag må afsætte milliarder af miljøkroner til at afbetale på i form af naturgenopretning, vandmiljøplaner, grundvandsbeskyttelse, vandrammedirektiv, habitatdirektiv og biodiversitetskonvention.

Danmark blev gjort til verdens mest ekstreme landbrugsland. Ingen anden nation har så stor en andel under plov, og i intet andet land produceres så mange svin i forhold til arealet. Naturens miserable stilling i Danmark skyldes helt overvejende den simple kendsgerning, at der næsten ingen plads er levnet til den. (...)

De stadig færre jordejere har fortsat deres eget støtteministerium, deres egen minister og deres helt egen lovgivning. Det giver dem monopolet på at eje det meste af Danmark.

Monopolet blokerer effektivt for de mange borgere, der gerne ville investere i en plet med en dal og lidt siv, de mange foreninger hvis ildsjæle intet hellere vil end puste liv i rørlagte vandløb, og for de virksomheder og almennyttige fonde der står parat med millioninvesteringer i fremtidens natur.

Kjeld Hansen: Det tabte land I
Berlingske Tidende, 29.11.2008

I dag er der kun ca. 15.000 landmænd på fuld tid, og de bliver fortsat færre og færre, altimens landbrugets gæld eksploderer (fra 195 mia. kr. i 2003 til over 300 mia. kr. i 2008) og dermed reduceres samtidig deres indkomstskat til det minimale. Lånte penge og statsmilliarder pumpes således ud i denne underskudsforretning, som pløjer naturen i stykker - og erhvervets eget ministerium, Fødevareministeriet, ser bifaldende til.

Således lod ministeriet 83.000 hektar halvnatur pløje op alene i foråret 2008, og yderligere 60.000 hektar ryger i 2009 - et areal på størrelse med Lolland-Falster.

Kjeld Hansen påpeger, at banker og realkreditinstitutter lader jordejerne belåne jordens friværdi til det absurde, så landbrugsjord på blot et årti er steget med 285 procent til over 300.000 kr. for en hektar - uden produktionsmæssig dækning. Det er utvivlsomt kun et spørgsmål om tid, inden dette luftkastel kollapser med et brag med uoverskuelige tab for banker og bølger af tvangsauktioner - og så skal politikerne og Fødevareministeriet overveje, om man skal kaste yderligere milliarder i hullet, idet Landbrugsraadets præsident allerede kræver en bankpakke II.

Hvad får samfundsøkonomien så ud af alle milliarderne? Ikke ret meget i forhold til prisen. Eksportandelen er faldet konstant gennem et halvt århundrede til omkr. 10 procent, hvilket svarer til dansk turisme, som imidlertid "ikke er begunstiget af årlige milliardsubsidier," som Kjeld Hansen understreger.

Landbrugets og fødevareindustriens samlede bidrag til Danmarks bruttofaktorindkomst var på 4,8 procent i 2000 og forventes at være 4,4 procent i 2010, mens beskæftigelsen tilsvarende er faldende og ifølge prognoser vil være nede på 108.000 fuldtidsansatte i det primære landbrug og fødevareindustrien i 2010.

Kjeld Hansen foreslår som begyndelsen på at rulle udviklingen tilbage, at Fødevareministeriet nedlægges. Der er ingen grund til, at landbruget har sit helt eget ministerium, der primært fungerer som erhvervets statslige interesseorganisation, og som rutinemæssigt blåstempler et lille erhvervs destruktion af hele befolkningens og kommende generationers naturværdier.

Vi peger gerne fingre ad landmanden, men de virkelig skyldige gemmer sig i Fødevareministeriet. Som en stat i staten har skiftende landbrugs/fødevareministre – og ikke mindst deres embedsværk – i utallige tilfælde modarbejdet, undergravet eller lodret blokeret ethvert forsøg på at bringe landbruget ind under en rimelig demokratisk kontrol. (...)

Op gennem historien har der hersket en højst uhellig treenighed mellem landbrugets organisationer, Landbrugsministeriet (i dag: Fødevareministeriet) og partiet Venstre. Denne alliance har fredet erhvervet politisk og sikret det massiv offentlig støtte i de seneste 50 år. (...)

I år udbetales der hele 7,3 mia. kr. i indkomststøtte til de 57.000 »landmænd«, der ejer den danske jord. Blandt de heldige finder vi Kriminalforsorgen, Mærsk Mc-Kinney Møller, golfbanen i Korsør samt velhavere med egne rideheste og 1,5 hektar græsmark.

Karakteristisk er det, at over halvdelen af Fødevareministeriets klienter modtager mindre end 50.000 kr., og knap 7.000 af disse »landmænd« hæver under 2.000 kr. – altså det rene pjat og papirspild.

Formålet med at dele støtte ud til højre og venstre er til at få øje på: der skal nye kunder i butikken. I dag findes der blot 15.300 fuldtidslandmænd, og prognosen fra Dansk Landbrug siger, at i 2015 vil der kun være 9.100 og næppe eksistensberettigelse nok for et helt ministerium.

Oven i den kontante indkomststøtte har Fødevareministeriet også sikret erhvervet nogle helt ekstraordinære skatteregler. De bidrager i høj grad til kommunernes ulyst til at have med landmænd at gøre. For eksempel er der »bondegårdsreglen«, der sikrer en markant lavere beskatning af beboelsen på landbrug end af parcelhuse, muligheden for at udskyde skat år efter år og muligheden for at undgå skat på ejendomssalg ved at købe en skov i Sverige, osv. osv.

En hel jungle af særskatteregler er vokset op i læ af Fødevareministeriets aktive beskyttelse. Kontante begunstigelser, som ingen ansvarlig skatteminister nogensinde frivilligt ville gå med til. (...)

At det er gået sådan, er ingen uundgåelig tilfældighed. Det er resultatet af en bevidst politik, som Fødevareministeriet stadig er eksponent for.

Stort er godt, for enhver pris.

Landbrugsskolerne, hvor fortidens landbokultur blev skabt, nedlægges nu på stribe, fordi fremtiden som ung landmand i Danmark kun er for de ganske få udvalgte. Er man ikke født med skødet på en gård i dåbsgave, får man aldrig foden under eget landbobord i fremtidens Danmark. Man kan højst gøre sig håb om et job som funktionær på svinefabrikken.

Danmarks natur er ikke længere et kulturlandskab, men en losseplads for affaldsstoffer fra landbruget, især fra den enorme svineproduktion. Den spreder sit urensede affald overalt i landskabet, i en målestok som modsvarer 80 mio. menneskers nødtørft, som en kendt TV-journalist engang udmalede det.

Siden 1980erne har vi investeret milliarder af kroner for at dæmpe skadevirkningerne, men kun med ringe effekt. En væsentlig årsag har været Fødevareministeriets insisteren på frivillige aftaler med landbruget, ikke mindst efter systemskiftet i 2001. taler der aldrig blev holdt.

I dag ligger miljøpolitikken i ruiner.

Kjeld Hansen: Det tabte land II
Berlingske Tidende, 12.12.2008

For ti år siden nedlagde englænderne deres landbrugsministerium til fordel for et Ministry for Rural fairs. Der er færre og færre jordejere om at ødelægge større og større naturarealer, som går tabt for hele befolkningen, og som i dagligdagen har negative konsekvenser for de 800.000, der bor på landet, men ikke driver landbrug.

Her er med andre ord en natur- og miljøsag, hvormed oppositionen, hvis den er sin opgave voksen, kan udfordre Anders Fogh Rasmussens pseudogrønne profil. Et konkret krav om én gang for alle at få taget hul på opgøret med landbrugets uansvarlige og fatale konsekvenser for naturen, der sågar har stadig mindre gavnlig betydning for samfundsøkonomien.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 14.12.2008