Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kan forhandlinger aftalebanisere Taleban?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Der er ikke mange tegn på, at Taleban nogen sinde vil blive nedkæmpet i Afghanistan, trods det store vestlige militæropbud, og derfor taler flere og flere for normalisering, dialog og forhandling med en bevægelse, som man roligt kan kalde en af verdens absolut mest totalitære.

I virkeligheden er dette bare en tilbagevenden til 'business as usual': Også i midten af 1990'erne havde man i USA en forståelse - ja, ligefrem sympati - for Taleban, idet man i lighed med Israel så Taleban som en støtte i kampen mod Iran, og fordi man som i så mange andre tilfælde derudover lod det udenrigspolitiske engagement i området styre af olieinteresser, som det bl.a. fremgår af den pakistanske journalist, Ahmed Rashids glimrende bog, Afghanistan og Taleban; Islam, olie og det nye store spil i Centralasien.

I et telegram fra Reuters hed det f.eks. kort og godt: »Sikkert er det, at Taleban ser ud til at tjene USAs isolationspolitik over for Iran ved at skabe en stødpudezone af sunni-muslimer langs Irans grænse, og dermed danne det sikkerhedsmæssige grundlag for handelsveje og rørledninger, der kan bryde Irans monopol på Centralasiens sydlige handelsveje.« (1.10.1996).

Amerikanerne forventede endvidere, at talebanerne ville udvikle sig som saudiaraberne, som en amerikansk diplomat udtrykte det i et interview i Pakistan i 1997: »Taleban vil sikkert gennemgå en udvikling svarende til den, saudierne gennemgik. Der vil være Aramco [det konsortium af amerikanske olieselskaber, som kontrollerede den saudi-arabiske olieudvinding, indtil landet blev nationaliseret], rørledninger, en emir, intet parlament og en masse Sharia-lov. Det kan vi godt leve med.«

Først da Taleban fandt en ny legekammerat i Osama bin Laden i slutningen af 1997, begyndte USA's politik at ændre sig. Hidtil havde man ikke bekymret sig meget om kvindeundertrykkelse og anden totalitær adfærd fra talebanernes side - accepten havde ganske enkelt været uforbeholden.

Man kan selvfølgelig vanskeligt forestille sig, at det er den kurs, USA vil tilbage til, og dialog med hvem som helst er altid en mulighed - det behøver ingenlunde være ensbetydende med hverken sympati eller accept, at man taler sammen, også med sine fjender. Det er heller ikke uden fortilfælde, at yderligtgående bevægelser faktisk er blevet afradikaliserede i vekslende grad efter at være blevet dialogpartnere og siden helt eller delvist har accepteret visse internationale spilleregler.

Der er med andre ord intet som helst galt i princippet om dialog og forhandling med hvem som helst - men der er på den anden side stor forskel på realismen i forventningerne til, hvad sådanne forhandlinger kan føre til. Det er således tankevækkende, at det tilsyneladende er rygter om, at Taleban vil bryde med al Qaeda, der har medvirket til at åbne (indgangen til vejen til) forhandlingsbordene med Vesten, fordi det nøjagtig var samarbejdet med al Qaeda, der i sin tid fik USA til at bryde med Taleban.

Man kan med andre ord frygte, at den 'realpolitiske løsning', som man vil tilstræbe, alene betyder en overfladisk signalpolitisk sejr, som vestlige politikere kan henvise til for at redde ansigt.

Prisen kan imidlertid blive en (uudtalt) accept af hårdkogt kvindeundertrykkelse og brutale menneskerettighedsovergreb, der er beslægtet med den saudiske totalitarisme, som Vesten i forvejen vender det blinde øje til af hensyn til olien.

Berlingske Tidendes leder illustrerer dilemmaet under overskriften "Taleban IND I VARMEN":

Der er sket en betydelig opblødning de sidste par uger i spørgsmålet om Taleban. Det er nu blandt de vestlige lande alment accepteret, at den afghanske regering forhandler med Taleban om en løsning på konflikten i Afghanistan. Det er primært de europæiske lande, der accepterer disse forhandlinger godt støttet af den øverstbefalende for de britiske styrker i Afghanistan, der for få dage siden skar situationen ud i pap: Vi får ikke fred i Afghanistan, uden at der findes en løsning med Taleban. Og nu lyder der så også forstående toner fra USA. (...)

Vi er først i den spæde start af en forhandlingsfase, hvis man overhovedet kan tale om en sådan. Så der er naturlig skepsis over for udfaldet. Men grundtesen om, at Afghanistan behøver en national udsoning, som inkluderer alle grupper, også Taleban, som det pashtunske flertal hylder, er rigtig. (...)

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtrykker det ved at sige, at forhandlingerne med Taleban er i orden, hvis en række krav indfries. Blandt disse krav er selvfølgelig, at Taleban forlader terrorsamarbejdet med al-Qaeda og terror i det hele taget, at de respekterer den afghanske forfatning, at de bekender sig til demokrati, og at de respekterer menneskerettighederne og kvindernes ligestilling med manden på samtlige områder.

Berlingske Tidende, 9.10.2008

Aha - men ærlig talt: Hvor realistisk er dét?

Som nævnt er dialog og forhandling med hvem som helst på sin plads, selv hvor sandsynligheden for en promilles forbedring er mikroskopisk. Men i tilfældet Taleban er det utænkeligt at forestille sig resultater af nogen som helst politisk betydning, der perifert imødekommer dét katalog, som Berlingske opremser i tilslutning til udenrigsminister Per Stig Møller, og dermed bliver strategien helt usammenhængende.

På den ene side vil Berlingske gerne være 'realpolitisk' og se nøgternt på nye toner over for Taleban - når de nu kommer fra magtens indercirkler - på den anden side er det jo indlysende, at både politikerne og medierne efter i årevis at have tordnet mod Talebans barbarisme nu kun kan 'sælge' en begyndende normaliserende kurs over for offentligheden, hvis den præsenteres som en klar bestræbelse på normalisere Taleban 100 procent.

Men alene bestræbelsen herpå er for det første en slet skjult erkendelse af, at krigen mod Taleban militært set er tabt, og for det andet er problemet, at præmissen for så at sælge nederlaget som en (signalpolitisk) sejr, imidlertid er intet mindre end en aftalebanisering af Taleban.

Spørgsmålet er imidlertid: Vesten har ikke kunnet 'af-wahabisere' Saudi Arabien og accepterer i dag et forbenet totalitært saudisk regime - tror nogen således virkelig på, at man kan aftalebanisere Taleban i en grad, som Berlingske Tidende og Per Stig Møller åbenbart lægger for dagen?

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 9.10.2008