Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hornbechs metamorfose(r)

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

For nylig beskrev Informations Rune Lykkeberg, hvorledes "fantasien om Birthe Rønn Hornbech som indbegrebet af moralsk integritet" er klædt af til benet i løbet af den forgangne sommer. Forestillingen om Hornbech som "ikonet på borgerlig anstændighed og juridisk redelighed" er et fantasifoster, der er krakeleret, men skuffelsen af de humanistiske forhåbninger, der er blevet tilskrevet hendes udnævnelse til integrationsminister, hænger derfor heller ikke sammen med Hornbechs reelle politiske karriere eller kvaliteter:

Da hun nægtede at bruge en såkaldt spindoktor, blev det rost som et modigt træk fra en politiker, der valgte at gå imod strømmen af kalkuleret designerpolitik. Det anfægtede tilsyneladende ikke denne dom, at ministeren selv var ude af stand til at møde pressen og redegøre for sin forvaltning. Den store garant for retssikkerhed truede med at melde journalister til politiet. Den store modstander af spindoktorer er med sin offentlige deroute endt som det bedste argument for, at ministre skal have professionel hjælp til at betjene pressen. Episoden er typisk for både Birthe Rønn Hornbech og den offentlige fantasi om hendes særlige status: Hun gør det modsatte af alle de andre, og derfor hyldes hun som den ærlige undtagelse i en korrupt verden. Hun går imod strømmen og bliver en helt for mange, som ikke bryder sig om mainstream. Og det tages for givet, at når hun gør det modsatte af alle de andre, må det være udtryk for en unik personlig karakter: Mens politikere havde deponeret deres holdninger i fokusgrupper, hos spindoktorer og i meningsmålinger, skulle Birthe Rønn Hornbech stå særligt fast. (...)

Inden valget i 2001 blev hun ikke regnet for en humanistisk heltinde i udlændingespørgsmålet. Dengang var hun radikal strammer og lovede, at specifikt tyrkere, somaliere og pakistanere skulle rammes af den nye lovgivning. Anders Fogh Rasmussen blev som Venstres formand nødt til at tage offentligt afstand fra hende og forsikre, at man naturligvis ønskede at behandle alle borgere lige og retfærdigt.

Dengang var Birthe Rønn Hornbech arkitekt bag Venstres udlændingepolitik, som Bertel Haarder som den første integrationsminister kunne bruge som udgangspunkt for stramningerne i 2002. Senere lagde hun sig på den anden side af sit eget parti og begyndte at kritisere de fanatiske anti-muslimer i Dansk Folkeparti. Men i 2001 var det hende selv, der påkaldte sig international opmærksomhed for sine rabiate udfald. (...)

Men da modløberen blev minister, gik det galt. Hun skrev en dramatisk kronik med et opsigtsvækkende erklæret kristent forsvar for muslimernes ret til at bære tørklæde som dommere. På skrift præsenterede hun sin position, men hun ville ikke forklare sig og forsvare sine argumenter offentligt. Hun smed en vandbombe som gammeldags modløber, og stak af fra offentligheden som minister. Hvorefter hun indvilligede i at administrere efter det modsatte standpunkt.

Rune Lykkeberg
Information, 6.9.2008

Der er elementer af den kritik, som Trykkefrihedsselskabet fra et modsat hjørne har rettet mod Birthe Rønn Hornbech for at være vendekåbe i udlændingepolitikken. For mindre end et tiår siden kunne Hornbech således udmærket have hørt til Dansk Folkepartis bedste venner i Venstre, hvis man ser på hendes udmeldinger i udlændingepolitikken, hvor hun f.eks. reducerede flygtningepolitikken til overfaldiske fraser: "Min tanke er, at vi skal have en pause i tilstrømningen af flygtninge fra Langtbortistan." (Information, 3.3.2000).

I sin bog En lige venstre (1995) skrev hun bl.a.: »Drab og vold har været udgangen på ikke så få konflikter, der opstår, hvor unge indvandrere vil leve som danskere. Det brutale patriarkalske familiemønster medtages fra udlandet og leves videre i Danmark. Men vi skal jo respektere de fremmedes kulturer, så vi gør ikke noget. Vi er i den grad blevet ekserceret til tavshed. Derfor holder socialforvaltningerne sig tilbage. Derfor holder politiet sig tilbage.«

Hornbech hjalp med at promovere denne absurde myte om tilstræbt passivitet over for vold i indvandrerfamilier, som Den Danske Forening og Tidehverv har skabt og udbredt, og som siden er blevet videreført i det partipolitiske liv af især Venstre og Dansk Folkeparti.

Det er den slags udmeldinger, som Dansk Folkepartis blogger-korps naturligvis også har gravet nogle stykker frem af, og som DF løbende har kunnet bruge til at genere Hornbech med, især under det store postyr, da Hornbech kaldte partiet for "fanatiske antimuslimer" i kølvandet på partiets propagandistiske burka-annoncer.

Lykkeberg har afslutningsvist en spids pointe, idet han påpeger, at hun efter at være blevet "dyrket som utopisk figur på moralsk og demokratisk perfektion" måske til sidst også selv "begyndte at tro på det".

Men hvad har så udløst skiftet fra Hornbech 1 (rabiat udlændingestrammer for mindre end et tiår siden) til Hornbech 2 (regeringens interne kritiker af visse udlændingepolitiske stramninger, Muhammed-karikaturer og den generelle DF-propaganda) og videre til Hornbech 3 (regeringsloyal udlændingepolitisk strammer)?

Nu er forskellen på de 3 Hornbech'er ikke helt så stor, når det kommer til stykket - om end der afgjort har været markante justeringer af hendes kurs. Hun var bestemt på samme korstog som Dansk Folkeparti i 1990'erne (med visse reservationer - ligesom i dag), og det lykkedes jo også Venstre at få fravristet Socialdemokraterne regeringsmagten ved at acceptere og delvist kopiere Dansk Folkepartis linje i udlændingepolitikken. Efter 2001 har hun imidlertid stille og roligt erfaret år for år, at det langtfra har været tilstrækkeligt for DF at nøjes med en lillefinger eller en hånd i udlændingepolitikken - de vil have både armen, hovedet og resten af kroppen med. DF's antimuslimske udfald og krav om stramninger er simpelthen en skrue uden ende.

Denne erfaring har utvivlsomt spillet en rolle for visse af hendes politiske udmeldinger de senere år.

Imidlertid har hun aldrig været nogen stor kerne-idealist - så når hun er blevet så ekstraordinært bemærket for at turde gå imod regeringen og DF i forhold til enkelte udlændingepolitiske problemstillinger og et par retssikkerhedsspørgsmål, hvorimod mange af oppsitionens (betydeligt skarpere) kritikere er blevet ignoreret af medierne, skyldes det den ganske banale pressemekanisme, at billedet af "regeringens uregerlige madamme" slet og ret er en meget bedre pressehistorie end enhver oppositionskritik.

Hun er ikke gået fra anti-humanist til humanist og tilbage til anti-humanist, for humanist har hun aldrig nogen sinde været. Men ved siden af udbredelsen af pressemyten om hendes karakterstærke mandsmod har hun dog også reageret umiddelbart på de forhåndenværende problemstillinger og erkendt nogle af de umenneskelige konsekvenser af DF's politik, hvorunder hun især har vendt sig mod partiets dæmoniserende generaliseringer.

Fra diverse fortalere for en human indvandrer- og flytningepolitik har der selvsagt været god grund til at opmuntre og fremhæve hendes kritik af DF med så meget eftertryk som muligt, fordi det var den eneste sprække i regeringsmurens udlændingepolitiske diskrimination og populisme.

Men der er rigtignok blevet stillet alt for mange forhåbninger til Hornbechs "anstændighed" og politiske integritet - ikke fordi historien viser, at hendes metamorfose fra udlændingepolitisk strammer-populist til gradvis kritiker af Dansk Folkeparti har været forstilt eller kalkuleret, men fordi hverken hendes politiske rygrad endsige reelle meningsuoverensstemmelser med regeringen aldrig for alvor har været i nærheden af det, begge dele er blevet gjort til af såvel politisk-strategiske som nyhedsjournalistiske grunde.

Men i en årrække blev hun båret på hænder og fødder af pressen, der fik hende til at fremstå som den store principfaste politiker, som insisterede forgæves, men heroisk på fair i regerings-sloganets "fast og fair udlændingepolitik". Der var som nævnt god grund til at booste denne 'historie' for regeringskritikere - og Hornbech selv kunne kun sole sig i respekten. Men så snart hun fik magtpolitisk ansvar, blev hendes stemme mere spag - da der pludselig var noget at tabe, og pressens gunst forlod hende, krøb hun i musehul efter musehul.

Nu var hun ikke længere en 'god historie' som den modige og principfaste Venstre-politiker, der gav regeringen hovedbrud, men en 'god historie' som den principløse og presseforskrækkede minister, som fór forvirret rundt i magtens korridorer.

Derfor er Birthe Rønn Hornbechs metamorfose(r) historien om forskruede forventninger til en politiker, der var blevet sin egen uholdbare fiktion, længe inden hun blev minister, men det er også en konkret historie om en politisk deroute, selv om 'faldet' ser meget større ud i fiktionens fortegnede optik - og det er ikke mindst et mere generelt skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når politikere på godt og ondt iscenesætter sig selv - eller lader sig iscenesætte - på pressens overfladiske præmisser, hvad enten det er som 'skurk' eller 'helt'.

[Tak for tip til Modspil.dk]

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 11.9.2008