Europarådets menneskerettighedskommissær Thomas Hammarberg retter en hård kritik mod Danmarks fremmedhad - så alvorlig, at kun en magtfuldkommen regering, der har behov for at bagatellisere menneskerettighederne, så snart man selv er i skudlinjen, kan afvise det.
Desværre agerer Birthe Rønn Hornbech netop som den magtfuldkomne lakaj, som hun er ansat til af Fogh. Hun er blevet banket på plads og skal nu igen hvidvaske regeringens indvandrerpolitik.
Jyllands-Posten opsummerer her menneskerettighedskommissærens kritik:
Den 11. juli 2007 kom Europarådets kommissær for menneskerettigheder med 16 kritiske bemærkninger til diskrimination og udlændingelov og -forhold i Danmark. Blandt disse var:
24-årsreglen bør ændres til en 21-årsregel og alderskravet i 28-årsreglen sænkes.
Afskaf starthjælpen og genindfør lovpligtige integrationsråd
Giv permanent opholdstilladelse til udenlandske kvinder, der flygter fra voldelige ægtemænd
Find nye løsninger på den tidsubegrænsede indespærring af afviste asylsøgere.
Citeret efter Jyllands-Posten, 12.6.2008
Hertil svarer integrationsminister Birthe Rønn Hornbech med den tyndest tænkelige afværgemanøvre, idet hun bare affejer menneskerettighedskommissæren som en slet skjult allieret med oppositionen i dansk politik: »Han er tydeligvis dårligt informeret om Danmark og danske forhold, og de spørgsmål, som han stiller, minder til forveksling om dem, som oppositionen stiller. Danmark fører en fair, men fast udlændingepolitik.«
Dét kan regeringen så messe igen og igen og igen, hver eneste gang menneskerettighedskrænkelser påpeges - i stedet for dog at præsentere den smule redelighed, der består i at erkende, at man krænker menneskerettighederne, fordi dette er konsekvensen af ønsket om en diskriminationspolitik, der især dikteres af Dansk Folkeparti - og som er prisen for at holde regeringen ved taburetterne.
Nej, Hornbechs berømte og berygtede protester mod Dansk Folkeparti drukner let, og hun må afslørende nok må ty til slogans frem for argumenter: »Danmark fører en fair, men fast udlændingepolitik.«
Det kan man mene. Men at mene at denne udlændingepolitik ikke krænker menneskerettighederne i flere tilfælde, er i bedste fald bevidst politisk manipulation.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 13.6.2008