Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Karikaturer som symptom

Af Benny Andersen, Bent Melchior, Fathi El-Abed, Flemming Chr. Nielsen, Lars Kolind, Rune Engelbreth Larsen og Zubair Butt Hussain Udprint


For fem år siden offentliggjorde Jyllands-Posten 12 Muhammed-karikaturer, hvoraf nogle var hånlige og dæmoniserende i en grad, så de fleste engang ville have kaldt dem propaganda-karikaturer. Den dimension udelades imidlertid, når sagen bekvemt reduceres til et spørgsmål om 'ytringsfrihed'.

Desværre har ekstremister reageret på offentliggørelsen med vold og dødstrusler, som vi selvfølgelig tager utvetydig afstand fra, men det skal ikke hindre en diskussion af rimeligheden og hensigtsmæssigheden af kollektiv dæmonisering af religiøse mindretal.

Vi har ingen problemer med kritik af islam eller andre religioner, heller ikke med krasbørstig polemik. Men det betyder ikke, at vi behøver bifalde hvad som helst.

Det synspunkt deles da også reelt af de fleste.

Modsat den første karikaturkrise tog den danske regering f.eks. prompte afstand, da Dansk Folkepartis Ungdom i 2006 gennemførte en hånekonkurrence, hvor Muhammed blev fremstillet som en øldrikkende og urinerende kamel. Man mødtes med relevante ambassadører, og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen fordømte aktionen: »Deres smagløse optræden repræsenterer på ingen måde det danske folks eller unge danskeres syn på muslimer eller islam.«

Man kan nemlig godt kritisere hån, spot og latterliggørelse uden at undergrave ytringsfriheden.

Omvendt blev den første karikaturkrise en foræring til al Qaeda & Co., især fordi dansk diplomati og basal omtanke desværre glimrede ved sit fravær og unødigt lod krisen eskalere.

Men paradoksalt nok hyldede Pia Kjærsgaard i 2005 spredningen af de hånlige Muhammed-karikaturer, hvorimod hun skarpt kritiserede pressen for at sprede historien om DFU's hånekonkurrence: »Jeg synes, man bør rette en meget hård kritik af de nyhedsmedier, der har viderebragt det.« (Politiken, 9.10.2006).

Tankevækkende. Her havde hun tydeligvis foretrukket pressens selvcensur.

En skelnen mellem 'får' og 'bukke' i ytringsfrihedsdiskussionen er med andre ord absurd – vi sætter blot grænserne forskelligt. Heller ikke vi er enige om alt, men vi er enige om, at ytringsfriheden ikke kan eller skal måles på, hvor hånligt og spottende vi kan dæmonisere mindretal.

Men fem år efter karikaturkrisen er niveauet i den såkaldte værdikamp desværre stadig foruroligende lavt blandt en del politikere fra hele det politiske spektrum; skønt Dansk Folkeparti utvivlsomt er lokomotivet i denne udvikling.

Når en uskyldig ramadanmiddag i Folketingets restaurant skaber alarmistiske tilstande i dansk politik, og Mogens Camre erklærer, at »180 islamister« dermed har fået »foden indenfor på Christiansborg« (medregnet socialminister Benedikte Kiær og snesevis af andre gæster, der ikke engang er muslimer), er det den skinbarlige usandhed, der tegner dagsordenen.

Når Pia Kjærsgaard påstår, at »titusindvis og atter titusindvis« af indvandrere befinder sig i middelalderen, er det selvfølgelig lige så usandt. Og det bliver ikke mere sagligt, at hun efterfølgende gentager, at muslimske indvandrere »lever på et lavere civilisationstrin«, og fremturer: »Det er en kendsgerning, og der kan føres sandhedsbevis for, at det hænger sådan sammen.« (Jyllands-Posten, 9.10.2005).

Det bliver heller ikke mindre grotesk, når hun nazificerer et muslimsk hovedtørklæde: »Jeg giver Krarup fuldstændig ret i, at det er nøjagtigt det samme symbol – et tørklæde og et hagekors.« (TV-Avisen, 29.4.2007).

Det handler ikke om 'takt og tone' kontra 'polemik', men om basal saglighed kontra åbenlyst sludder og vrøvl.

Hvorfor fremføres sådanne klokkeklare usandheder overhovedet? Hvis partiet virkelig 'bare' ville diskutere integrationsproblemer, ville det vel ikke være nødvendigt at postulere, at alle indvandrere lever i middelalderen, eller at et tørklæde er et hagekors?

Vi kan vanskeligt se, at formålet er andet end den frygt og medieeffekt, som propagandistiske virkemidler skaber.

Tendensen smitter og følger ikke de traditionelle fløje. Der er saglige politikere på alle sider af debatten, men der er også højtråbende eksempler på det modsatte. Der er både regeringspolitikere og oppositionspolitikere, der læner sig op ad fordummelsen, når de af populistiske grunde benægter den antimuslimske slagside, som gennemtrænger debatten.

Men desværre lider medierne også af en vis berøringsangst, når det drejer sig om at udstille populistisk kujoneri og antimuslimsk vrøvl.

Andre, der kritiserer usandheder og stigmatiserende antimuslimsk retorik, mødes da også gerne med voldsomme personangreb. Skønt man 110 procent afviser al totalitarisme, herunder ikke mindst undertrykkende arabiske regimer, skal man skydes totalitære synspunkter i skoene. Og som vi har set, er selv demokratiske muslimer såvel som jøder, kristne og ateister, der er gæster til en ramadanmiddag, »islamister« ifølge Camre. Og hvis man har deltaget i en debat med personer, der af nogle stemples som »islamister«, sørger hundreder af antimuslimske debattører for, at man bliver meddelagtig i en konspiratorisk 'islamiseringsplan'.

Proportionsforvrængninger, spot og dæmonisering udgør den værdipolitiske benzin, og derfor er heroiseringen af Muhammed-karikaturerne blot et symptom på udlændingedebattens evigt kørende stramningskværn.

Og der fyres godt op under bålet på internettet, hvor adskillige antimuslimske bloggere samler og udstiller udklip af enhver forbrydelse begået af borgere med indvandrerbaggrund.

Tænk, hvis vi systematisk samlede klip, hver gang pæredanske fodboldfans gik amok, og konstant satte dem i relation til den danske kulturbaggrund? Nej, vel. Men for muslimers vedkommende gøres kultur og religion altid til den afgørende del af problemkataloget, mens betydningen af social marginalisering og eksklusionsretorik forbigås.

Disse skævheder belyses alt for sjældent. Men det er vel let at se, hvordan en selektiv strategi af den art har 'inspireret' og over tid 'bekræftet' tusinders indvandrerfjendtlige fordomme.

Fem år efter karikaturkrisen er det derfor på tide, vi erkender, at spot og dæmonisering har gravet alt for dybe grøfter og kun gavnet religiøs og politisk radikalisering. Så meget desto mere er der grund til at værne om mindretallets rettigheder. Blot fordi totalitære regimer er langt værre, behøver vi vel ikke sænke Danmarks standarder for retssikkerhed, lighed for loven og almindelig saglighed i den politiske debatkultur?

Benny Andersen, Bent Melchior, Fathi El-Abed, Flemming Chr. Nielsen, Lars Kolind, Rune Engelbreth Larsen og Zubair Butt Hussain (Politiken, 29.9.2010)