Arven fra Karen Jespersen: Vilkårlige tvangsfjernelser
Af Rune Engelbreth Larsen 
Hvis Informations gengivelse af 13 alvorlige kritikpunkter i Socialministeriets nye rapport om anbringelser af børn er repræsentativ (16.3.), er der grund til at holde ikke mindst tidligere socialminister Karen Jespersen ansvarlig for den uhyggelige grad af vilkårlighed, der hersker i forhold til et af de mest drastiske socialpolitiske indgreb (og desværre også ofte: overgreb) overhovedet.
Kender man til konkrete anbringelsessager er det desværre genkendelighedens frustration, der breder sig, når man læser rapportens konklusioner, som bl.a. kritiserer, at børnene ofte slet ikke bliver hørt, at undersøgelsen af børnenes forhold ikke er grundig nok, og at der end ikke er tradition for at diskutere og evaluere arbejdet. Særlig katastrofalt er det, at sagsbehandlerne har »begrænset viden« om, hvornår et barns udvikling er truet, og om foranstaltningernes effekt (sic!), samt at der er meget forskellige rammer for tvangsanbringelser fra sagsbehandler til sagsbehandler.
14.000 børn er anbragt uden for hjemmet, bl.a. på baggrund af den populistiske stil, som Karen Jespersen gennemtvang, da hun som socialminister i Nyrup-regeringen søgte at score billige points på nogle uhyggelige børnemishandlingssager, der havde skabt røre i pressen. Uden omtanke og til trods for advarsler fra eksperter strammede hun skruen så voldsomt, at talrige gråzonefamilier, som slet ikke burde være udsat for tvangsfjernelser, i dag uundgåeligt må have fået rykket deres familier op med rode. Et trist skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når populistiske politikere baserer deres lovgivning på sensationalistiske pressehistorier, men glemmer det brede og nøgterne billede af sagen.
Man kan vanskeligt forestille sig en større socialpolitisk skandale end denne, og hvis et politisk ansvar skal placeres for økonomisk rod i Farum, er der ingen tvivl om, at det i så meget desto højere grad bør placeres oven på en socialpolitik med alvorlige menneskelige konsekvenser for de af de 14.000 berørte familier, som uretmæssigt har oplevet ren og skær vilkårlighed i deres sager. Det er positivt, at socialminister Henriette Kjær vil reformere området, men meget tyder desværre på, at der slet ikke i tilstrækkelig grad bliver gjort op med Karen Jespersens negative arv eller tænkt længere frem.
Lad mig understrege, at alle er enige om, at børn selvsagt skal tvangsfjernes fra al form for mishandling, men Karen Jespersen har overreageret så ekstremt, at vilkårlighed ofte er blevet effekten, og det rammer mange familier uretmæssigt.
Hvor tvangsfjernelser er uundgåelige gøres alt for lidt for at bevare barnets velfungerende netværk, f.eks. ved at inddrage bedsteforældrene. Lad os håbe, at barnet selv bliver hørt fremover, og at man erkender, at barnets tarv langtfra altid er identisk med en tvangsfjernelse. En bedring af de sociale og økonomiske vilkår kan faktisk løfte mange såkaldte gråzone-familier, og når vi nu bruger 6 milliarder kroner årligt på anbringe børn uden for hjemmet, kunne det godt være, at en del af disse penge var bedre givet ud på at bedre familiernes situation – før tvangsfjernelser.
Information, 18.3.2004
