KARL POPPER: »Ingen af de teorier, der hævder, at en nation er forenet af en fælles oprindelse, eller et fælles sprog, eller en fælles historie, er acceptabel, eller anvendelig i praksis. Det er en myte.«

Arven er først og fremmest en velfungerende tragedie om en mand, der er bundet af arv og slægt. Det ikke blot reducerer hans frie vilje, men (antyder filmen nærmest) eliminerer den - »Ich will nicht, ich muß,« som det hedder i Fritz Langs M (1931). En arv og en skæbne så tung, at intet kan bøje den, når den, som det er tilfældet her, tårner sig op som en mur mellem to elskende, og man spekulerer på, om hovedpersonen er tvunget til at følge sine faders spor helt til galgen. Læs mere: Arven ...

Så gik verden altså alligevel under. Uigenkaldeligt forbi. Skønt indvarslet siden tidernes begyndelse var det ubegribeligt for de fleste, at der også kom en tidernes afslutning. Det havde ikke optaget sindene i de sidste tider, bortset fra på film og i dele af det skønlitterære univers, hvor verdens ende til gengæld var en regelmæssig kulisse. Læs mere ...

Rystende tvangsfjernelse

Af Rune Engelbreth Larsen

Stiftstidende har den 7.-8.11. sat fokus på den kynisme, med hvilken en fire mand stor politistyrke blev pålagt at rive en fireårig dreng ud af hans mormors hænder en sen aftentime.

Historien er et uhyggeligt udtryk for den vilkårlige intensivering af tvangsfjernelser, der blev knæsat med Karen Jespersens jernhårde kurs på området under den forrige regering. Ifølge avisen oplever politiet også den slags opgaver som noget »meget ubehageligt«.

Man føler sig hensat til det totalitære Østeuropa, når et følelsesforladt system derefter barberer samværet mellem Kirsten Skovbo og hendes barnebarn, Carl, ned til sølle to timer ugentligt!

Det er naturligvis den forældede myte om »den negative sociale arv«, der får systemet til at fare så ufølsomt frem. Bl.a. sociolog Morten Ejrnæs har imidlertid gransket undersøgelser og statistik på området, og resultaterne peger på, at myten er klart overdrevet. Det »mest almindelige« er i virkeligheden, at børn ikke får problemer, selv om de kommer fra en familie med belastet »social arv«.

Det er således på tide at se i øjnene, at tvangsfjernelser nok kan være nødvendige, men at de i dag gennemføres for vilkårligt og usagligt. Familier, der kunne være hjulpet, splittes i for vidt omfang af systemet, selv om mange børns forhold netop forværres af de voldsomme indgreb.

Tine Egelund fra Social Forsknings Instituttet bemærker f.eks., at det »tankevækkende, at anbringelser, der ofte har til hensigt at skabe stabilitet og kontinuitet for barnet, for mange børn kan føre til turbulens og i værste fald gentagne brud.« (Social Forskning, nr. 3, 2003). Og hvor tvangsfjernelser er uomgængelige, tænker man desværre alt for sjældent på at anbringe børnene hos deres egne slægtninge, selv om de her udvikler sig mindst lige så godt som andre anbragte børn. Egelund tilføjer: »Slægtsanbringelser bryder sjældnere sammen, hvilket ellers er et markant problem.«

Lad dog familietilknytning være langt mere udslagsgivende, når børn anbringes i stedet for institutionernes gammeldags tvangsmekanismer. Lad Kirsten Skovbo tage sig af sit eget barnebarn.

Århus Stiftstidende, 15.11.2003