Modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt

Et manifest i Politiken af Holger Danske, Aladdin og Dana m.fl.: Modstandsbevægelsen mod Pia Kjærsgaards besættelse.

SENESTE NYT: Tjek hjemmesiden
Danmarks Løver.

Åbent brev til kommende og nuværende avisdebattører og bloggere for et mere humanistisk Danmark:

1. Spids pennen
2. Danmarks generobring

1. Spids pennen

Hvervekampagne til kulturkampen

De politisk betydningsfulde beslutninger træffes ikke nødvendigvis af politikere, men i høj grad direkte og indirekte af erhvervslivet, interesseorganisationer og ikke mindst medierne, der påvirker politikerne og folkestemningen på forskellig vis. Over for sådanne mastodonter kan et kryds på en stemmeseddel kun gøre meget lidt, og det efterlader tilsyneladende den enkelte privatperson i en stakket position - men også kun tilsyneladende.

At ét menneske kan ændre verdenshistoriens gang, fordi ord og handlinger igangsætter en kæde af begivenheder af blivende forandringer, er der selvfølgelig historiske eksempler på, og det er ikke ren naiv-idealisme, når f.eks. H.D. Thoreau for halvandet århundrede siden gjorde gældende, at den enkelte »kan rive det Britiske Imperium væk som en høvlspån«.

Men mindre kan heldigvis også gøre det, og selv om vi sædvanligvis er henvist til primært at fylde noget i selskab med mange, udmærker én slagmark sit potentiale i begge henseender - den offentlige debat.

Hvis flere samfundskritiske kræfter begyndte at kombinere deres blogskriverier og hjemmeside-kommentarer med en aktiv og intensiv deltagelse også i den trykte debat, ville det såmænd ikke være uoverskueligt at give den ensrettende tidsånd et modspil og rykke noget ved den alt for udtalte ensidighed, hvormed højrepopulister og nationalpropagandister har domineret debatklimaet siden midten af 1990erne.

Det behøver ikke nødvendigvis være længere kommentarer eller analyser: En regn af små læserbreve kan afgjort også gøre en forskel på længere sigt - og bliver betydeligt mere læst end lange debatindlæg. Det er som bekendt også ualmindelig let at konvertere et aktuelt blog-indlæg til et læserbrev - det er jo skrevet - men kan ret beset nå tusind eller titusind gange så mange læsere via debatsiderne i et større dagblad. Ikke desto mindre er det desværre ualmindelig få humanistiske røster, der rutinemæssigt benytter denne mulighed til også at brede deres ord ud i en langt større offentlighed.

Er bloggere sene til at dobbeltlancere deres indlæg elektronisk såvel som trykte læserbreve, gælder de udeblevne slag i kulturkampen selvsagt i langt højere grad de ikke-bloggere, som lader galden blive indvendig eller nøjes med at lufte den over kaffebordet. De alt for mange stumme penne, der med blot få minutters anstrengelser om ugen kunne sætte et vigtigt præg på debatten dér, hvor den også udspiller sig - i debatspalterne.

Blot ti skarpe penne, der hver sender to ugentlige debatindlæg til en eller flere aviser, kan såmænd opbløde den nationalkonservative dominans i pressens debatspalter mærkbart.

Mediernes betydning er som antydet kolossal - på godt og ondt. En forsidehistorie kan sætte den politiske dagsorden på få timer og på kort sigt ændre magtforholdet partier imellem, vælte en regering, tilsværte en person uopretteligt eller løfte en ukendt til øjeblikkelig stjernestatus.

Af samme grund er sådanne medie-bevægelser og -forskydninger naturligvis ofte også lige så forbigående og ligegyldige som døgnfluer i det store billede - men retningen af de underliggende tendenser kan unægtelig føre til historiske ryk.

Ved siden af mediernes dagsordenssættende kampagner og hovedhistorier står opinionsdelen naturligvis svagere - men dog betydeligt stærkere, end mange måske umiddelbart forestiller sig.

En kronik eller en kommentar flytter godt nok sjældent noget over night, selv om den undtagelsesvist kan generere megen respons og måske være nyhedsskabende i sig selv - men 100 kronikker og 1.000 kommentarer? Et læserbrev fylder heller ikke meget blandt de hundrede, som dagligt optager avisernes debatspalter, men 10.000 læserbreve på et par år eller tre? Det kræver i virkeligheden forbavsende få, som ugentligt skriver et par indlæg til et par forskellige dagblade.

Fra slutningen af 1980erne og op i 1990erne blev debatredaktionerne oversvømmet med titusindvis af indvandrernegative og fremmedfjendske læserbreve - den veliscenesatte myte om, at mange »ikke turde kritisere« udlændingepolitikken »af frygt for racismestemplet« er ren fiktion. Alene i 1996 bragte den danske presse over 6.000 læserbreve, der var negative over for udlændinge.

Denne voldsomme aktivitet kombineret med Ekstra Bladets kampagne-journalistik i form af flere stort lancerede »anti-fremmede-kampagner« i 1990erne spillede en betydningsfuld rolle for at cementere og stimulere grundlaget for Dansk Folkepartis senere succes. Hertil kommer Søren Krarups indflydelse - gennem Tidehverv og Den Danske Forening og med et par hundrede kronikker i Ekstra Bladet på blot et tiår formåede han mere end nogen anden at skabe det ideologiske og teologiske grundlag for den nationalprotestantiske bølge, som Dansk Folkeparti siden har redet på.

Den nationalistiske tidsånd er med andre ord ikke kommet dumpende, og Dansk Folkeparti er ikke et »populistisk« parti, der blot følger »befolkningen«. Nej, gennem et par årtiers hård og vedvarende kamp er en marginal bevægelse gået imod strømmen og har formået at brede deres synspunkter ud i en grad, der har påvirket hele mediebilledet og det politiske spektrum, hvorved de har vendt strømmen både før og sideløbende med Dansk Folkepartis succes.

Det er naturligvis ikke sket uden at profitere af internationale konjunkturer i den almene konfrontationskurs mellem radikale, anti-islamiske nationalister og radikale muslimer, men det har givet disse tendenser en ekstraordinær og ganske særegen karakter og dynamik i Danmark.

Hvorfor? Fordi de fik fingeren ud, greb pennen, erobrede dagsordenen og skabte en rygvind, som de i dag nyder godt af.

Og det er såmænd slet ikke så opsigtsvækkende og originalt. Betydelige forandringer i samfund og kultur er som oftest begyndt imod strømmen - men i nærværende kontekst er det af flere grunde oplagt at eksemplificere dette forhold med den nationalkonservative strømnings udvikling i de senere år.

Det korte af det lange er: Tidsånden var en radikalt anden i Danmark i 1950erne end i 1970erne, og den var radikalt anden i 1970erne end i 1990erne. Dels på grund af de uundgåeligt afsmittende globaliserede, vestlige tendenser i det hele taget, og dels som følge af aktiv og målrettet deltagelse i debatten, der gjorde den slumrende kulturkamp til en aktiv slagmark, hvor ideologiske hegnspæle atter og atter blev flyttet og på en kortere årrække ændrede det politiske spektrum og mediebilledet markant. Vedvarende bevægelser medfører vedvarende samfundsryk, og vedvarende samfundsryk kan medføre kulturelle nybrud.

Langt de fleste forsøg forliser, men det sker, at de bæres igennem. Og det kan ske igen.

Men til trods for, at det kun tager ca. ét minut at sende et allerede-formuleret-indlæg fra en blog på f.eks. 5-15 linjer som læserbrev til en eller flere aviser, og til trods for at en række antinationalistiske blogs er betydeligt mere relevante end gennemsnitslæserbrevet i dagbladsdebatten, er det desværre de færreste, som løfter deres indlæg ud over deres eget begrænsede domæne på nettet. Men betydeligt værre: Endnu flere kan ikke engang få fingeren ud og skrive noget som helst, hverken på nettet eller i aviserne.

Men strømmen kan vendes. Og eftersom nationalkonservatismen er i overtal og dominerer debatten i så udtalt grad, vil en hyppigere konfrontation hermed uundgåeligt fylde mere i mediebilledet end i dag, for hvor holdningsprægede debatredaktionerne end måtte være, er og bliver det konfrontationen af synspunkter, man tilstræber - og her er rigeligt med plads til at udligne den eksisterende ubalance, om så højrefløjen samtidig måtte fordoble sin eksisterende debatvolumen.

Så hvorfor ikke samle handsken op og spidse pennen? Hvorfor ikke sende blog-indlæg til en eller flere debatredaktioner - de bliver jo skrevet alligevel? Hvorfor ikke stimulere og inspirere flere til det samme? Fra blog til blog og email til email for siden at dukke op i debatsektion efter debatsektion?

Giv opfordringen videre til ligesindede. Det handler jo hverken om et parti eller en forening eller programmer og vedtægter, men simpelthen om et offensivt modspil fra manges hånd og ånd, der hverken er eller skal være enige i særlig meget af den grund - blot at der er behov for samfundskritik, som kan føre til større medmenneskelighed og mangfoldighed, til inklusion i stedet for eksklusion inden for alle samfundsområder og for alle befolkningsgruppers vedkommende.

Lad så senere udkrystalisere sig, hvad der kan - her og nu er det i alle tilfælde op ad bakke i modvind.

Så ta' og skriv!

Ikke et lejlighedsvist opstød hvert tredje skudår - nej, en eller flere faste, tilbagevendende, ugentlige kommentarer eller læserbreve til et eller flere dagblade, hvori kampen tages op med de tåbeligste nationalistiske »selvfølgeligheder« og kortslutninger. Igen og igen. Og igen.

Spids pennen - og vend vinden.

Rune Engelbreth Larsen
Facebookgruppen: Danmarks Løver

SLAGMARKEN

skriv til avisernes debatsektioner:

B.T.:
debat@bt.dk

Berlingske Tidende: debat@berlingske.dk

Ekstra Bladet:
debat@
ekstrabladet.dk

Information:
debat@information.dk

Jyllands-Posten:
debat@jp.dk

Kristeligt Dagblad:
debat@
kristeligt-dagblad.dk

MetroXpress:
debat@
metroxpress.dk

Politiken:
debat@pol.dk

Weekendavisen:
online-skabelon

regionalaviser

Fyens Stiftstidende: debat@fyens.dk

Fyns Amts Avis:
post@faa.dk

Helsingør Dagblad: debat@hdnet.dk

Midtjyllands Avis: debat@
midtjyllandsavis.dk

Nordjyske Stiftstidende: debat@nordjyske.dk

Randers Amtsavis: debat@amtsavisen.dk

Vejle Amts Folkeblad: debat@vaf-fd.dk

Århus Stiftstidende: debat@stiften.dk

kender du flere? send debat-adresser til Humanisme.dk

2. Danmarks generobring

Portræt af og opgør med tidsånden

Danmark er besat. Denne gang er det dog ikke national-socialismen, men derimod social-nationalismen, der lukker landet i sit greb af ensrettet normaliseringstvang - og atter er der desperat brug for en modstandsbevægelse, der tør generobre Danmark.

Også denne gang har besættelsesmagten et velvilligt talerør i Jyllands-Posten.

Det var som bekendt JP, der i kølvandet på Krystalnatten i 1938 betonede jødernes »uheldige Egenskaber«, og selv om avisen anerkendte, at der skam også var jøder, som »stille og hæderligt passer deres Dont uden at gaa nogen for nær,« fandt man det i sin orden at fjerne dem: »I alle Tilfælde er det ikke nok, at Tyskland skiller sig af med Jøderne. Det maa gøres paa en saadan Maade, at Menneskehedens Samvittighed ikke belastes for haardt, og således, at Tyskland ikke taber noget af den Respekt, som det havde vundet i alle Lande og alle Kredse.«

Etnisk udrensning, pænt og nydeligt - og uden at sætte Nazitysklands »respekt« over styr.

Der er takter her, som unægtelig minder om den propagandakanon, JP i de senere år har rettet mod visse minoritetsgrupper - og nej, jeg tænker ikke (kun) på muslimer.

En undersøgelse har vist, at 20 % af de ledige ikke ønsker at arbejde, og uden at bekymre sig ét sekund om de individuelle bevæggrunde bag dette tal, skriver avisens lederskribent: »Det politisk kontroversielle spørgsmål er herefter, hvordan samfundet skal reagere på disse åbenlyse parasitter, som snylter på det solidariske system.« (27.2.).

Man »nøjes« end ikke med at tilskrive dem »uheldige egenskaber« som i sin tid jøderne - nej, de er intet mindre end »åbenlyse parasitter«!

Det er en velkendt totalitær tankegang, at mennesket »står i gæld til« staten og derfor kan tvinges til de meste nedværdigende gerninger - men at der selvsagt kan være 117 andre gode grunde til at takke nej til regulært tvangsarbejde, falder slet ikke lederskribenten ind. Måske vil man hellere passe sine børn, måske er man psykisk nedslidt, og måske er man bare bedre tjent med en pause - i alle tilfælde er det både gavnligere for den enkelte og for samfundet at sige nej.

Men en overprivilegeret og magtfuld lederskribent får altså forfærdelig ondt i røven over nogle ledige »parasitter« på eksistensminimum?!

Og for at det ikke skal være løgn, er der sågar røster i debatten, der koncentrerer al deres forargelse over, om en dokumentarudsendelse har været ufin i kanten over for statsministeren, eller om Politiken fører »kampagnejournalistik« mod Dansk Folkeparti ... Magen til proportionsforvrængning af mediebilledets slagsider skal man vist lede længere efter.

Jo, Danmark er atter besat af en tidsånd, der er kendetegnet ved sin kuldegysende afstumpethed over for medmennesker, der ikke ligner velfriserede legoklodser. For vi ved jo godt, at det kun er toppen af isbjerget, når en tilfældig institution afsløres i umenneskelig opførsel over for psykisk retarderede. Når unge fordrukne danskere pisser på og tærsker sagesløse hjemløse. Når rå propaganda og dæmonisering iscenesættes som heroisk brug af ytringsfriheden. Når indvandrere risikerer at gå glip af statsborgerskab, fordi de ikke ved, hvornår det danske kvindelandshold vandt VM i håndbold, hvem der instruerede Olsen-Banden - eller hvornår Dansk Folkeparti blev stiftet (sic). Og når arbejdsløse bliver til »åbenlyse parasitter«.

Danmark er besat, og hvis vi atter vil kunne kalde os »danskere« uden at blive transporteret mentalt til et vist landsmøde med marcherende partitropper og faneparade, må vi simpelthen generobre såvel kulturen som begrebet Danmark.

Vi må erindre, hvad der synes glemt, at Danmarks kulturhistorie er andet og mere end den småtskårne selvtilstrækkelighed, der i dag tager patent på Dannebrog.

Der er Thøger Larsens naturglæde, som den f.eks. kommer til udtryk i sommervisens »Tordenlatter og Tordenregn« og hele den danske tradition, som den trækker på. Og Frejas Sal er stadig et yndigt land med Oehlenschlägers nationalsang, der insisterer på at hylde »hver en Danneborger,« som netop »virker, hvad han KAN« - ikke virker under tvang og trusler, stemplet som en »parasit«.

Danmark »trænger til Storvask,« som det lyder fra Stuckenberg med en håbefuld tilføjelse: »Spring ud! du lille Danmark!« Vi må genopdage Holbergs ord: »Jeg har altid været en Forkæmper for Tolerance.« Og vi må sgu insistere på Brandes': »En særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«

Der er brug for ny gejst i en kulturel modstandsbevægelse, som i ord og ånd tør generobre Danmark fra de kultursenile gammelnationalister - spids pennen og kast dig ud i kulturkampen!

Måske vi så alligevel en dag kan smile med Sophus Claussen: »Den gamle Slægt, som sad der med Gigt og Hæmorider, / fór op og skreg forfærdet: sé Gletscheren den skrider!«

Ja, det ulmer og rumler under den tøende sne, mens disse ord skrives, og foråret er på vej: Spring ud, du lille Danmark - og lad gletscheren skride!

Rune Engelbreth Larsen

NB: Se også Facebookgruppen: Danmarks Løver.