Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Citatsektionen | Humanistiske citater

Erwin Panofsky (1892-1968)

Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»At sige om nogen, at han lever i et elfenbenstårn, er blevet en af de mest fornærmende bemærkninger, man kan gøres uden at det fører til en injuriesag. Den kombinerer kendemærket på egocentrisk selv-isolation (på grund af tårnet) med snobberi (på grund af elfenbenet) og drømmende uvirksomhed (på grund af begge). (...)

Hvad ved vi da om dette billedes oprindelse og historie? Det ser ud til, at historien begynder ret sent, i 1837, da den franske digter Charles-Augustin Sainte-Beuve i Pensées d'Aout sætter victor Hugo, den 'dristige frihedskæmper', som løfter sin politiske overbevisnings banner i kamp, i modsætning til den 'reserverede' Alfred de Vigny, som, om end han deler Hugos overbevisninger, 'trækker sig tilbage før middag som til sit elfenbenstårn' (... et Vigny, plus secret comme en sa tour d'ivoire avant midi retrait).

Her fremstår elfenbenstårnet for første gang som symbolet på, at en mand trækker sig tilbage fra et aktivt liv og sit 'sociale ansvar' til en intelektuel afsondrethed og får en mild irettesættelse (som en anden digter, i dette tilfælde en englænder, skulle udtrykke det omtrent halvtreds år senere) for at 'lukke sig inde i selvisk lyksalighed'. Jeg siger 'mild irettesættelse', fordi misbilligelsen oprindeligt var blandet med respekt. Trykket blev ofte lagt på lyksalighed og slet ikke på selviskhed.

Den ensomme tænker, der iagttages udefra, har altid været genstand for latter (lige fra Aristofanes til New York-værtinden, som engang spurgte mig: 'Er det sandt, at I professorer på instituttet har tænkebokse?'); men han var ikke genstand for ubetinget fordømmelse. Det, der føles så uhyrligt, er den kendsgerning, at hans tårn består af et så kostbart, så aristokratisk og samtidigt så skrøbeligt et materiale som elfenben.

Netop denne forestiling - forestillingen om at tårnet, den ensomme intellektuelles tårn, er bygget af det, Henry James kalder 'den sjældne substans' - er imidlertid baseret på en besynderlig fejlopfattelse. (...)

Fra et rent verbalt synspunkt er udtrykket tour d'ivoire, 'elfenbenstårn', et direkte citat fra den eneste kilde, det optræder i før Sainte-Beuve, nemlig Højsangen, kap. 7, vers 4. Her siger brudgommen til bruden: 'Din hals er som et elfenbenstårn' (collum tuum sicut turris eburnea). I betydningen er der imidlertid himmelvid forskel på den måde, billedet anvendes i Højsangen, og den måde Sainte-Beuve anvender det. For det første har Sainte-Beuve flyttet kvaliteten elfenben fra sammenligningens genstand til dens medium. (...)

For det andet og hvad der er vigtigere, har det, som tårnet fremkaldte i Højsangen, intet som helst at gøre med afsondring eller isolation. Denne bibetydning tilhører en helt anden litterær tradition, der har fundet sit ædleste udtryk i Miltons dialog mellem Allegro, den muntre, udadvendte mand, og Penseroso, den tænksomme mand, som dyrker den ensomme meditation:

    Eller lad min lampe ved midnatstimen
    Blive set i et højt ensomt tårn
    hvor jeg ofte våger længere end Bjørnen.

Vi ved tilfældigvis, at Sainte-Beuve nærede dyb beundring for Miltons dialog, og det var måske i erindring om Milton, at han genfortolkede et dristigt, erotisk billede på fysisk skønhed til et symbol på åndelig isolation. (...)

Tårnbeboerne kan da lige så godt stille sig tilfreds med at blive, hvor de er, og med at bruge de evner til at iagttage, tænke og bruge deres fantasi, som forsynet har valgt at skænke dem; gøre deres arbejds- og kommunikationsteknik perfekt; og hvis lejligheden byder sig til at 'signalere hen langs rækken fra top til top'. Ved at gøre det vil de automatisk bidrage til at skabe vor verden ('Ingen kan forhindre, at matematik en gang imellem bliver anvendt', sagde en af mine gode vener), og de vil måske gøre det mere effektivt end ved at klatre ned fra tårnet og tilbede projekter. (...)

Ved at tale både om 'iagttagelse' og 'tanke' og 'fantasi' har jeg antydet en anden egenskab ved tårnet. Det er, som Milton selv ikke undlod at betone, ikke blot 'ensomt', men også 'højt'. Højde udvider selvfølgelig iagttagerens horisont og sætter ham således i stand til at se tingene i et perspektiv, der er temmelig forskelligt fra det perspektiv, de ses i, når de hvirvler rundt om ham i jordhøjde. (...)

Manden på jorden har magt til at handle, men han magter ikke altid at se, og han kan heller ikke undfly det net, som skæbnen og hans egne forudgående handlinger har spundet ham ind i. Manden i tårnet har magt til at se, men magter ikke at handle; det eneste han kan gøre, er at advare. Og her støder vi på noget, der alligevel udgør en slags 'social ansvarlighed' - en ansvarlighed der tilfalder tårnbeboeren ikke på trods af, men på grund af at han bor i et tårn, og en ansvarlighed som tårnbeboeren på Charles flodens bredder aldrig har nægtet at påtage sig. Afsondrethedens tårn, 'den selviske lyksaligheds' tårn, meditationstårnet - dette tårn er også et vagttårn. Når som helst beboeren opdager en fare for liv eller frihed, har han lejlighed, ja endda pligt til ikke blot at signalere 'langs rækken fra top til top', men også til at råbe til dem på jorden med en spinkel chance for at blive hørt.

Sokrates, Erasmus fra Rotterdam, Sebastian Castellio, Galilei, Voltaire, Zola, de syv professorer fra Göpttingen, Albert Einstein - der alle var tårnbeboere om nogen - opløftede deres røst, når de følte, der var fare for friheden. Og skønt disse stemmer ofte blev ignoreret eller endog bragt til tavshed i deres tid, ringer de fortsat i eftertidens øren.

Lad mig til slut endnu engang vende tilbage til Højsangen for at finde ud af, hvad det såkaldte elfenbenstårn i Højsangen i virkeligheden var for noget. Det er ikke blot i syvende, men også i fjerde kapitel, at den elskedes hals sammenlignes med et tårn. Men i denne anden passage er der ingen attributoverførsel; her refereres der ikke til et elfenbenstårn; det beskrives som en bygning, der endog er mere frygtindgydende end blot et vagttårn: 'Din hals er som Davids tårn, der er bygget som våbenkammer, hvorpå der hænger tusinde skjolde, alle mægtige mænds skjolde.' Det er op til de mægtige mænd at få fat i skjoldene og bruge dem i kamp. Vagten kan kun alarmere. Men for i det mindste at kunne gøre så meget må han blive i tårnet.«

Fra artiklen »In Defense of the Ivory Tower«, 1953
(oversat af Else Mogensen)


ERWIN PANOFSKY: Om renæssancehumanisme: »Den er ikke så meget en bevægelse som en holdning, der kan defineres som en overbevisning om menneskets værdighed, der både er baseret på hævdelse af menneskelige værdier (rationalitet og frihed) og erkendelse af menneskelige begrænsninger (fejlbarlighed og skrøbelighed); disse to postulater giver resultatet: ansvarlighed og tolerance.«


ERWIN PANOFSKY: »Humanisten afviser altså autoritet. Men han respekterer tradition. Han ikke blot respekterer den, han betragter den som noget virkeligt og objektivt, der skal studeres og om nødvendigt genopbygges: 'nos vetera instauramus, nova non prodimus' (Vi genopbygger det gamle og lader ikke nyt gå i arv), som Erasmus udtrykker det.«


ERWIN PANOFSKY: »Året 1400 betyder noget andet i Venedig end i Firenze for ikke at tale om Augsburg, Rusland eller Konstantinopel. To historiske fænomener er kun samtidige eller har kun en bestemt temporal relation til hinanden, for så vidt som de kan relateres til hinanden inden for en 'referenceramme'; hvis den mangler, ville selve begrebet samtidighed være lige så meningsløst i historien, som det ville være i fysikken. Hvis vi ved en eller anden sammenkædning af omstændigheder vidste, at en vis negerskulptur var blevet lavet i 1510, ville det være menignsløst at sige, at den var 'samtidig' med Michelangelos Sixtinske Loft.«


ERWIN PANOFSKY: »Prometheus kunne bindes og tortureres, men ilden, der tændtes af hans fakkel, kunne ikke slukkes.«

Fra artiklen »The History of Art as a Humanistic Discipline«, 1940
(oversat af Else Mogensen)



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/panofsky.php on line 84

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/panofsky.php on line 84

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/panofsky.php on line 84

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/panofsky.php on line 88

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/panofsky.php on line 88

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/citater/panofsky.php on line 88