I oprørets 25. år
Af Jens Wamsler 
I 1978 satte »Oprør fra midten« borgerløn på dagsordenen i Danmark. Og her 25 år efter vidner en ny antologi »Oprør fra bredden« om, at det ikke er lykkedes at mane borgerlønsspørgelset i jorden trods etablerede politikeres ihærdige forsøg herpå.
Bogens titel dækker over, at borgerlønnens fordele belyses fra mange vinkler. Fra det globale perspektiv over ligestilling mellem køn, etniske minoriteter og helt ned til forfatterforeningens problemer med efterlønsordningen.
Der er også bidrag, der belyser borgerlønnnens tekniske kvaliteter.
Borgerlønstilhængere kan nikke bifaldende til alle bidrag. Læsning af 11 lovprisninger af borgerløn uden modspil kan virke triviel. Derfor ros til de bidrag, som går i clinch med de barrierer, der blokerer for borgerløn. Det gælder Tørk Haxthausens »Til arbejde, liv eller død« og Per Sørensens »Når kuren forværrer sygdommen«, som på hver deres veloplagte måde beskriver det paradoks, at velfærdssamfundet har elimineret arbejdets nødvendighed, men stædigt holder fast ved, at vi alle skal indrette os efter illusionen om, at denne nødvendighed fortsat eksisterer.
Borgerløn er teknisk og økonomisk det ultimative svar på velfærdssamfundets problemer. Men ulempen er, at borgerlønnen i al sin geniale enkelhed er ubarmhjertig afslørende. Afslørende for, hvor meningsløst det, som mange af os beskæftiger os med, er. Afslørende for, hvordan industrisamfundet har gjort menneskets urforestillinger om ansvar, selvforsørgelse og myndighed til illusioner. Derfor er de etablerede politikere bange for borgerløn. Bange for, hvad der vil ske, når de ressourcer, som i dag er bundet af illusionen om arbejdets nødvendighed, frigøres. Er denne frygt velbegrundet?
Indeholder velfærdskonstruktionen nogle fundamentale problemer, som borgerlønnen vil kunne afsløre? Det kunne jeg have ønsket, at bogen havde handlet mere om. Men den bidrager da til, at borgerløn fortsat er på den politiske dagsorden.
Jens Wamsler
Salt, 1.6.2002
