Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Michael Jeppesen: I gudernes hænder

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

... Michael Jeppesen: I gudernes hænder - da jeg serverede for Schwarzenegger og så klimatopmødet dø (Kbh. 2010).

»Alle er enige om, at Afrika spræller, fordi de vil have så meget som muligt med hjem, de har fået lov til at komme herop og se, hvordan vi bor, og nu skaber de sig, ligesom de også skabte sig dengang, vi var på deres kontinent for at lære dem, hvordan man opfører sig. Og vi spiller selvfølgelig med, og de skal da også have nogle penge, selvfølgelig skal de det, den lille dreng er flyttet hjemmefra og har ikke penge til mad, det er da indlysende, at han ikke skal sulte, og det er da sødt, at han råber op og lader, som om han er voksen, men bliv nu lige der, imens jeg finder en godbid, go' neger, hvor er du dygtig.«

Der er lidt Günther Walraff og Michael Moore over Michael Jeppesen, når han deltager i, infiltrerer og vender vrangen ud på det store klimatopmøde i København i december 2009. Med et skarpt øje for politisk hykleri, aktivistisk naivitet, journalistisk sensationalisme og allestedsnærværende egoisme, spin, manipulation og andet spil for galleriet er Jeppesen under cover og over cover i dagene før og under klimatopmødet.

Humoristisk, sarkastisk og til tider analytisk og personligt scanner Jeppesen alt fra olieindustriens lobbyister, klimanægtere, kunstnere og grønne organisationer til diplomater, toppolitikere, efterretningsfolk, erhvervsfolk, kendisser og andre selviscenesættere.

Her er olielobbyen IETA, der minimum udgør hver 12. af de utallige topmødetilrejsende, her er The Yes Men på jagt efter den optimale klimaaktion, her er Arnold Schwarzenegger, Thor Petersen og Helena Christensen, og her er Lord Monchton, Bjørn Lomborg, Ida Auken og mange, mange andre.

Jeppesen er til superhemmeligt pressemøde hos Politiets Efterretningstjeneste, hvorfra ingen må citere eller referere noget som helst, og hvorfra Jeppesen selvfølgelig refererer alt fra den sensationshungrende journalists forgæves forsøg på at presse en terrorhistorie ud af mødet til de 'fortrolige' efterretningsoplysninger, der grænser til det banalt forudsigelige, men som rigets sikkerhed åbenbart påbyder den største fortrolighed hos de indbudte journalister.

Han er til klimanægternes møde på Christiansborg, hvor Krarup, Langballe og Messerschmidt boltrer sig, og hvor Venstres Thor Pedersen kan forsikre ham om, at det i virkeligheden er forsvindende få gram CO2, der udledes i atmosfæren. I hvert fald hvis vi skal tro Jeppesens gengivelse af deres samtale.

Det tager imidlertid kun Jeppesen 30 sekunder og få linjer at lodde dybden af ekspertlødigheden i klimanægternes panel, da han rejser sig og stillet ét spørgsmål:

- Der findes en meget interessant teori om, at bassinerne udvider sig, når temperaturen stiger, så vandstanden i virkeligheden falder, når vejret bliver varmere; sætter det ikke for alvor klimaændringerne i perspektiv? Jeg mener, et dobbelt så stort Maldiverne!

Det bryder uro ud i panelet. De har ikke hørt den teori før, men det er selvfølgelig også en, jeg lige har fundet på, så de er undskyldt.

Humlum [norsk professor] tager ordet.

- Rumfangsudvidelsen gælder også for bassinerne, så den teori er naturligvis også med i spillet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens glade grønne profil kontrasteres regeringens tallerkenvendinger, da han på topmødets første dag bedyrer sine store ambitioner for den forventede klimaaftales resultater - hvis dog bare statsministeren og regeringen alene kunne diktere dem:

Han fortæller, at han VIL have en juridisk bindende aftale, men at det er svært, fordi der er så mange lande.

- Hvis det var op til den danske regering alene, ville det være meget, meget let!

Han fortæller ikke, om han mener lige så let, som da regeringen opfandt Bjørn Lomborg, eller som dengang de med et fingerknips gav miljøministerposten til Troels Lund Poulsen. Eller let som i dengang regeringen på en weekend gik fra blåviolet til lysegrøn. (Og glemte at informere Thor Pedersen).

Men det er langtfra kun regeringen eller klimanægterne, der får Jeppesens arsenal af sarkastiske grovfiler og listige skalpeller af mærke, når han på én gang insisterende og indsmigrende kommer tæt på nogle af topmødets aktører og udstiller spin og dobbeltstandarder.

Ida Auken vil nok tænke sig om en ekstra gang, inden hun atter inviterer ham ud på en intim køretur. Og hendes formand, Villy Søvndal, der ikke just skildres for sine talegaver, vil måske heller ikke føle sig helt tryg, næste gang han ser Jeppesen komme listende for at kommentere SF-formandens retoriske blomster.

Miljøvenlige kendisser - og miljøvenlige demonstrationsarrangører - burde også nok overveje en gang eller to, om dét at være kendt nødvendigvis er det samme som at være kompetent?

Den danske supermodel Helena Christensen er kendt, men hvilke kvaliteter bidrager hun i øvrigt med, når hun bringes i front som demonstrationstaler og trækplaster?

Tænk sig, at de har fundet en supermodel, hvor er det dejligt, det er lige præcis det, klimakampen handler om, at tage noget, der overhovedet ikke har med sagen at gøre, men er kendt, og som intet har at sige, men som er kendt. Jeg ville så gerne citere hendes tale og skrive alle seks minutter ud, men det lader sig simpelthen ikke gøre, mit tastatur nægter, ordene forsvinder.

Jeppesen valser ind og ud af møder, barer og aktivistlokaler med et smil på læben. Han er en klovn. Ikke 'klovn' som i skuespilleren og komikeren Frank Hvams forstand, hvor hverdags-egoistisk adfærd og ditto dobbeltmoral blottes, til tider spidst, til tider blødt. Snarere klovn som dække for at afdække lidt af spillet i kulisserne bag den politiske arena.

Jeppesen tager sin klovnemaske på for at komme ind i det politiske og aktivistiske cirkus, hvor det ikke så meget er hverdagens klovnerier, han udstiller, men de professionelle. Han klovner for dem, og de føler sig trygge, så de af og til smider masken - og til tider bliver han uforvarende selv en lovligt velintegreret del af cirkusset.

Af og til viser hans ofre sig som mennesker, der er dybere og rarere, end deres optræden eller omdømme kan give indtryk af, men ofte også som bevidste eller ubevidste iscenesættere, der spiller spin-stratego. Nogle mere behændigt end andre.

Og nok kan det være sjovt, når Jeppesen synes at vende tingene på hovedet - men når det er dét, politiske aktører i stigende grad synes at gøre for a living, må man jo vende det omvendte om, for at få det til at træde tydeligere frem igen.

De blanke overflader, de lette slogans og hule floskler, som præger topmødet og hele spillet omkring det, inviterer til sarkasme og ironi, og det er afgjort ikke en invitation, Jeppesen lader gå sin næse forbi. Det er vanskeligt ikke at grine med, når han krænger flosklerne ud af deres feel good-cellofan, men hverken han eller læseren taber forståelsen af alvoren undervejs. Når Omvendslev er blevet vendt på hovedet, og vi har smilet færdig, er der plads til at sige tingene ligeud, hvad enten det er nationale politikere eller multinationale Coca Cola, som står for skud:

Altid forsvare det, man bekæmper. Se selv Coca-Cola-arrangementet Hopenhagen på Rådhuspladsen. For fremtiden, for livet, for klimaet. Sig altid det omvendte af det, du gør. Hvorfor tror I, Vattenfall og Siemens sponserer det? Hvorfor tror I, det hedder en integrationsminister? Hvorfor tror I, Morten Messerschmidt går med bowlerhat? Hvorfor tror I, Brian Mikkelsen insisterer på, at det er borgerlig anstændighed at komme tilskadekomne til undsætning?

Når han f.eks. beskriver den præventive masseanholdelse af knap 1.000 demonstranter i København, er der heller ikke meget at grine ad. Politiets anholdelse af Hare Krishna-munkene afsluttes ganske vist med en latter, men den er afmægtig og hovedrystende:

Nu bliver de bedt om at tage hænderne om på ryggen. De bliver bagbundet med plastikstrips! (...) Og det er i hvert fald ikke klimalømler, de har jo ikke gjort noget, de er snarere politiske fanger. Gad vide, om de så kan få asyl i andre lande, er det ikke nærmest green card-udløsende overalt? Politisk forfølgelse?

Og nu sidder der unge mennesker og græder og tigger om hjælp og trygler politiet om at komme op og pisser i bukserne i frostvejr, bagbundet og sat i skødet på en fremmed, imens der går politihunde rundt kun få centimeter fra deres hoveder og gør og gør og gør. (...)

På netaviserne får politiet kun ros. Alle er lykkelige. Alle er glade. Undtagen Ahmadinejad. Han må være rødglødende. Tænk sig, at vi kan arrestere 968 tilfældige mennesker, fordi nogen en halv time før har kastet med sten, hvorefter medierne enstemmigt udråber det til en succes for politiet. Vi spærrer dem endog inde i bure, der er præcis ligesom dem, han har. Alligevel kan vi fastholde vores lalleglade Johnny Reimar-profil. Der er billeder på forskellige net-tv-stationer af politiet, der stadig går op og ned langs køerne af mennesker i futtog med gøende politihunde. Der er også billeder af dem fra Hare Krishna, ha ha, de er også blevet arresteret!

Bogen er morsom, men den har kant. Og som et ekstra plus er Jeppesen ikke en uengageret satiriker, der køligt giver kniven til den ene og anden i det store politiske spil, mens hans eget perspektiv smutter mellem fingrene på os som sæbe - sådan som det ofte går en vis type stand-up-komikere, når de en sjælden gang drister sig til at forlade tissemand- og tissekone-vittighederne og være lidt politiske.

Humor og ironi kan være elegant og eftertænksom, og den kan være en ufarlig distanceblændende faldgrube. Lige dele hug og hån til højre og venstre kan blive en pesudo-ligning, der 'går op' og beviser kritikerens eller satirikerens eget archimediske udsigtspunkt, ikke sandt?

Et sådant findes selvfølgelig ikke, og den, der søger at fremstille sig selv, sin satire, journalistik eller analyse som holdningsfri objektivitet gør i værste fald sin læser, seer eller lytter den bjørnetjeneste at foregøgle en neutral distance, som reelt er ikke-eksisterende.

Derfor er MetroXpress' slogan om, at avisen bare "leverer nyheder" og "lader læseren om holdningerne" ikke bare uskyldig naivitet, men også falsk varebetegnelse, der er mere fordummende end den mest oprigtigt subjektive analyse, der kan opdrives i en avis' debatsektion.

En åbenhjertig holdningstilkendegivelse er ti gange mere 'objektiv' end den skjulte holdning, der alligevel altid stikker sin næse frem i valg og fravalg af emner, perspektivering, proportionering, redigering og så videre.

Også dér er Jeppesens bog glimrende. Man kan ikke betvivle hans sympatier og antipatier undervejs, men derfor kan enhver også tage højde for dem. Og sympatierne går ikke ram forbi, når naiviteten og hykleriet udstilles. Han er ærlig, momentvist nærmest sårbar. Det er ikke ironi for ironiens skyld, og der er mening med klovneriet.

Det er indblikket i magtens dobbeltspil og erkendelsen af et dybest set smerteligt tab af basal politisk saglighed og oprigtighed, der løber som den røde tråd, mens man er mageløst underholdt og intelligent informeret på samme tid. Når det er bedst, er det begavet humor og satire à la Moore, og skarpsindig alvor og kritik à la Walraff. Det er Jeppesen.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 26.4.2010