Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Cecilie Felicia Stokholm Banke: Demokratiets skyggeside

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Forside Cecilie Felicia Stokholm Banke: Demokratiets skyggeside. Flygtninge og menneskerettigheder i Danmark før Holocaust. Syddansk Universitetsforlag, Odense 2005.

Siden 1980'erne har flygtningepolitikken været en central faktor i dansk politik, hvor humanistiske betragtninger er blevet konfronteret med skræmmebilleder om at ville slå nationens »ladeporte« op på vidt gab eller agere »bistandskontor« for hele verdens asylansøgere. Hverken temaet eller positionerne i debatten er imidlertid nye i dansk politik, men gentager i forbavsende grad et parallelt opgør om de jødiske flygtninge fra Tyskland i 1930'erne.

I Demokratiets skyggeside (2005) beskriver Cecilie Felicia Stokholm Banke, hvorledes rettighedstænkning og almen medmenneskelighed dengang kom til kort under den politiske beslutningsproces, der udspillede sig i Danmark forud for og sideløbende med nazisternes folkedrab, som kostede ca. seks millioner jøder livet.

Bogen er et tragisk, men vigtigt og nærgående billede af de mørke år i dansk politik, hvor beslutningstagere og meningsdannere i vidt omfang satte kikkerten for det blinde øje, når forfulgte tyske jøder forgæves bankede på vores dør.

Mange afviste resolut jøderne med argumenter af både racistisk og antisemitisk karakter. Benjamin Balslev gik f.eks. ikke af vejen for at bifalde nazisternes bogbrænderi og fastslog således, at der var »mange jødiske Bøger i den store Baalfærd den 10. maj 1933, som Nationalsocialisterne foranstaltede i München og Berlin, som ikke fortjente bedre Skæbne end Ilden« (s. 72).

I 1935 skrev den konservative litteraturkritiker, Henning Kehler: »Det er lettere at have 10 Millioner i Tyskland, som er Jøder og ikke vil være andet, end et mange Gange mindre Antal, som under en langvarig Emancipations- og Assimilationsproces spreder den onde Usæd af deres Misfornøjelse- og Mindreværdsfølelse, deres Had og Tilintetgørelseslyst omkring sig.« (s. 66-67).

Og så sent som i 1942 afviste Victor Pürschel jødisk indvandring til Danmark for at undgå »racefremmede« folk: »Med rette tør det derfor vistnok siges, at Danmark til Dato intet Jødespørgsmaal har, men det skal sørge for, at det ikke faar det gennem Indvandring og Optagelse i det danske Samfund af uønskelige, afgjort racefremmede Elementer.« (s. 53). Pürschel var konservativt folketingsmedlem i 1920-38, hvorefter han udtrådte af partiet og få år senere kortvarigt blev leder af det daværende Dansk Folkeparti.

Trods klare racistiske røster i debatten bemærker Stokholm Banke, at antisemitismen imidlertid heller ikke var god tone i 1930'ernes Danmark: »Det var, alt andet lige, i 1930'erne politisk ukorrekt at være erklæret antisemit i Danmark, i hvert fald på den midte, der tilrettelagde den danske politik. Det viser ikke blot den måde, hvorpå antisemitismen af den regeringsbærende presse hurtigt blev slået i hartkorn med nationalsocialismen og det at være nazist, men også den generelle afstandtagen til antisemitismen, der var i den danske offentlighed.« (s. 91).

Det var imidlertid en generel tendens verden over at bagatellisere eller negligere nazisternes jødeforfølgelser i 1930'erne, hvorfor det vakte betydelig opsigt, da den afgående flygtningehøjkommissær i League of Nations (Folkeforbundet), James G. McDonald i december 1935 offentliggjorde et ualmindelig skarpt afskedsbrev.

Som ingen anden havde gjort det, henledte han her i utvetydige vendinger den internationale opmærksomhed på jødernes fortvivlende situation:

But convinced as I am that desparate suffering in the countries adjacent to Germany, and an even more terrible human calamity within the German frontiers, are inevitable unless present tendencies in the Reich are checked or reversed, I cannot remain silent. I am convinced that it is the duty of the High Commissioner for German Refugees, in tendering his resignation, to express an opinion on the essential elements of the task with which the Council of the League entrusted him. When domestic policies threaten the demoralisation and exile of hundreds of thousands of human beings, considerations of diplomatic correctness must yield to those of common humanity.

League of Nations doc. C.13.M.12.1936.XII, at § 17.

Fra officiel dansk side var holdningen til det begrænsede antal jødiske flygtninge, der fik ophold, at man ikke kunne løse alle jøders problemer. Lederen af det danske flygtningekontor, Stephan Hurwitz, skrev f.eks.:

Det er klart, at denne Tingenes Tilstand føles som pinagtig og uværdig ikke blot af Emigranterne, men af enhver, der ikke helt har mistet Evnen til bredere human Medfølen, hans politiske Standpunkt i øvrigt ganske ufortalt. Men ligesaa klart er det, at et lille Samfund som Danmark ikke kan sætte denne sympatiske Følelse over alle andre Hensyn og frit lukke sine Porte op for en Invasion, som Landet arbejdsmæssigt ikke kan bære.

Kulturkampen 2. årg. Nr. 2, september 1936 (s. 3-4)

Det kunne næsten være skrevet af flere af de danske ministre i Nyrup- og Fogh-regeringerne.

Og i 1930'erne fortsatte nazisternes jødeforfølgelser ikke blot - de blev intensiveret.

Ifølge en meningsundersøgelse fra 1938 mente 48 procent i USA ikke desto mindre, at jødeforfølgelserne delvist var jødernes egen skyld, og i en undersøgelse året efter modsatte 66 procent af amerikanerne sig at modtage 10.000 flygtningebørn fra Tyskland.

Krystalnatten påkaldte sig en vis opmærksomhed og betydelig protest fra amerikansk side, men selv om den også blev omtalt i de europæiske medier, udeblev protesten og den officielle fordømmelse flere steder i Europa.

I Danmark var modstanden stort set overladt til nogle få initiativrige private, mens politikerne og pressen generelt set ikke var videre alarmeret:

»To offentlige protester blev ifølge solidaritetsskrivelsen De Udstødte fremsat i Danmark ovenpå Krystalnatten. Den ene var den udtalelse, som 149 præster i Storkøbenhavn sendte ud via Ritzaus Bureau, og som uden 'Hensyn til om de derved kom til at saare en meget sensibel 'fremmed magt' indtog 'et mandigt og utvivlsomt et rent kristeligt Standpunkt', som der stod på de københavnske præsters protestskrivelse. Den anden var det protestmøde, som henved 1.000 kulturradikale og velmenende studenter holdt i Grundtvigs hus, hvor hverken de konservative studenter eller de kristne havde ønsket at deltage, og hvor der blev talt om baggrunden for Tysklands racefordomme. Jødeforfølgelsen var et østeuropæisk, ikke vesteuropæisk problem. Det, der var ved at ske, var, at Østeuropa kom til Vesteruopa. En barbarisk politik som man selvfølgelig måtte protestere imod. Derpå udformede de 1.000 studenter en protestskrivelse, som de alle på nær 4 underskrev og sendte til de danske politikere.« (S. 124).

I særklasse pinlig var kommentaren til Krystalnatten i Jyllands-Postens leder, der fremhævede jødernes »uheldige Egenskaber« og accepterede etnisk udrensning, hvis ikke den blev udført alt for dramatisk: »I alle Tilfælde er det ikke nok, at Tyskland skiller sig af med Jøderne. Det maa gøres paa en saadan Maade, at Menneskehedens Samvittighed ikke belastes for haardt, og således, at Tyskland ikke taber noget af den Respekt, som det havde vundet i alle Lande og alle Kredse.«

Stokholm Banke leder også opmærksomheden hen på en interessant øjenvidneskildring af, hvordan det var at være jødisk flygtning i Danmark på denne tid.

Kontoristen E. Franck, der var blandt 2.200 jødiske flygtninge, der kom til Danmark i 1930'erne, skrev i 1948 et brev til De Samvirkende Emigranthjælpekomitéer, der uden diplomatisk omsvøb kritiserede den danske stats kyniske behandling af flygtningene:

»... han havde håbet, at myndighederne ville hjælpe og lede ham 'gennem Vanskelighederne', men 'desværre repræsenterede et Antal Statsembedsmænd Moralbegreber, der formentlig var rettet imod den sjælelige Struktur af deres politisk forfulgte Medmennesker', hvor det primære måtte have været, at 'Emigranterne ikke fik en værdig og betrygget Eksistens eller Tilladelse hertil'. Franck var rask, da han kom til Danmark, 'men Utrygheden, Behandlingen efter 'særlige' Regler, Eksistenssorger, socialpolitiske Foranstaltninger og Uvenligheden fra Myndighedernes Side' slog ham 'fuldkommen i Stykker', og hans nerver kunne 'simpelthen ikke taale de mange ydmygende Oplevelser'.« (S. 176).

Det kunne næsten være skrevet af en hvilken som helst asylansøger i Danmark.

Cecilie Felicia Stokholm Bankes Demokratiets skyggeside undersøger nogle væsentlige facetter af det officielle Danmarks selvtilfredse, men pinlige og tragiske negligering af en af verdenshistoriens mest uhyggelige eksempler på racisme og folkedrab.

Det er ikke blot vedkommende læsning i forhold til de mange paralleller i dag, hvor en række danske politikere og meningsdannere ser på muslimer og flygtninge, som deres kolleger i 1930'erne så på jøder og jødeforfølgelserne - men det er først og fremmest et vigtigt historisk indblik i et dansk hjørne af én af de allerstørste menneskeskabte katastrofer, verden har været vidne til.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 23.8.2007