Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Peter Tudvad: Kierkegaards Jyllandsrejse

Anbefalet Rune Engelbreth Larsen Udprint

Peter Tudvad: Kierkegaards Jyllandsrejse, Politikens forlag, 2006

Efter Kierkegaards København (2005) er Peter Tudvad denne gang fulgt i fodsporene på den 27-årige teologs Jyllandsrejse, tre uger i sommeren 1840.

Og dét med fodsporene skal ikke forstås meget mindre bogstaveligt, for Tudvad følger Kierkegaards rejse så tæt, at vi praktisk talt sidder ved hans side i diligencen, dufter tobakken fra hans pibe, ser samme landskab defilere forbi og er velorienteret om, hvad der står i dagens aviser.

Tudvads grundighed er unægtelig ærefrygtindgydende - men behøver vi virkelig at vide, at det på den og den dato, på dét og dét sted i Jylland var nøjagtig så og så mange grader Réamur, eller at Kierkegaard måtte slippe akkurat 3 rigsdaler og 28 skilling for billetten til dagvognen til Kalundborg? Stiller forfatteren sig ikke vanskeligere udgangsbetingelser, end godt er, og kan der komme en både informativ og gribende beretning ud af mere end tusind fodnoters eksakte referencer til alt fra tidens rejsebeskrivelser, pasregnskaber og reglementer til køreplaner, litteratur og private papirer?

Svaret er det forbløffende, at det kan der med Tudvad som rejseleder.

Vi ved, i hvilke bøger Kierkegaard kunne have orienteret sig før og under rejsen, og vi ved, hvorfra han selv og samtiden har sin viden om det temmelig ukendte og eksotiske Jylland, som ikke mindst Blicher har indviet det læsende Danmark i og gjort til en skattet del af dansk identitet og litteraturhistorie i løbet af de foregående to årtier.

Tudvad har begivet sig ud på en nærværende og nærgående odyssé som Kierkegaards usynlige rejsekammerat, dels ved at opsøge de steder, Kierkegaard passerer, og dels ved at begrave sig i de historiske arkivers utallige dokumenter. Sideløbende præsenterer han os for et omhyggeligt kulturhistorisk tidsbillede, der elegant fletter samtidens danske persongalleri ind i Kierkegaards verden - fra kongefamilien, diverse adelsfolk og tidens kulturpersonligheder til tjenestefolk, bønder og sigøjnere - og med lejlighedsvise afstikkere til europæiske rørelser af betydning for det kulturelle klima og internationale udsyn.

Som omdrejningspunkt står naturligvis Kierkegaards personlige odyssé, der er drevet af andet og mere end turistens nysgerrighed.

Han er just blevet færdig på universitetet, hans far er død et par år forinden, og nu byder muligheden sig til, hvor han kan drage til slægtsgården »Kirkegaard« på den jyske hede ved Sædding - her bor hans faster og onkel, og her er faderen vokset op.

Dermed er rammerne naturligvis også sat for en lille psykologisk nøgle, der supplerer indsigten i Kierkegaards privatmytologi med endnu et relevant appendix. Det gælder netop ikke mindst mødet med den jyske hede, hvor faderen i sin barndom angreb Gud, hvilket i højere grad end mødet med slægtningene bliver det bevægende fikspunkt.

Som en trodsig modstander af Gud udskreg drengen her sin fortvivlelse i form af en forbandelse af den himmelske majestæt, men måtte resten af livet leve med den skygge, det kastede over hans tilværelse og selvforståelse, der med sin egen ubønhørlige logik gjorde det til en slægtsforbandelse.

I et psykologisk skæringspunkt som dette, men tillige under rejsen i almindelighed formår Tudvad at skabe stemningsbilleder, der binder den informationsmættede fremstilling sammen til en levende helhed.

Her fanger han f.eks. et glimt af Kierkegaard, der fortrækker til sit værelse fra et lystigt selskab: »Som vanligt skjuler han sine tungsindige tanker bag et slør af oprømte indfald, så han uvilkårligt bliver selskabets livlige midtpunkt. Bagefter går han op på sit værelse og sætter sig til at læse i sit Ny Testamente med al den lidenskabsløse ihærdighed, som kun en teolog kan præstere.« (S. 156).

Og nybagt teolog er Kierkegaard jo på dette tidspunkt - om end lidenskabsløsheden er et træk, der ikke siden kendetegner en af dansk kulturhistories mest lidenskabelige ånder, hverken i hans betingelsesløse kristendom så lidt som i hans skånselsløse kirkeopgør.

Fremstillingen er gennemgående uhyre eksakt, men Tudvad tager sig også små litterære friheder, der imidlertid aldrig griber forstyrrende ind i Kierkegaard-portrættets kildetætte stringens, men lever sig desto dybere ind i sit stof.

Også Tudvads egne iagttagelser får således betydning som andet end bagvedstående kulisser, som den fine beskrivelse af den lille tårnløse landsbykirke i Sædding er et illustrativt eksempel på: »Selv kirken synes at have føjet vestenvinden, for uden tårn går den næsten i ét med det flade hedelandskab, der anskueliggør menneskets forhold til Gud som en evig søgen i den tomme horisont og ikke som det himmelstræbende opstandelseshåb.« (S. 178).

Sammen med de tilbagevendende referencer til Kierkegaards rejsedagbog bringer Tudvad os i nærkontakt med landskabet og menneskene såvel som Kierkegaards private tanker og oplevelser.

Et eksempel kunne være, da Kierkegaard spekulerer over en tigger, han møder ved Hald.

Trods hans oprindelige mishag over for det, nogle i dag ville kalde »parallel-samfund«, fortrylles han her af tiggeren, som han antager for at være sigøjner, og som orienterer ham om lokalområdet.

Kierkegaard noterer begejstret: »Lykkelige liv! Saa ubekymret som han der laae i Lyngen og sov, saa tilfreds han der forfriskede sig med det kølige Vand. Sov han maaskee lidt forlænge, nu hvad saa, han havde ingen Børsforretninger, (...) Og det er dette Liv, vi opdrages til at foragte! Og vi Andre, hvad enten vi slide og slæbe, eller vi i Søvne have Overflødighed, hvilket Liv føre vi dog ikke. Jorden giver ikke mere af sig selv det Mennesket Nødvendige til Livets Ophold, men er dog ikke et saadant Liv det, der mest erindrer om vore paradisiske Oprindelse?«

Den unge, tungsindige, nysgerrige og dybsindige Kierkegaard kommer simpelt hen til live i selskab med en dreven forsker og skarpsindig iagttager som Tudvad - født mere end et århundred efter Kierkegaards død, men utvivlsomt en af hans allernærmeste bekendte i dag.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 15.11.2007