Litteratur

---

Ahmed Rashid: Afghanistan og Taleban. Islam, olie og det nye store spil i Centralasien (Tiderne Skifter 2002)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

Ahmed Rashid hører til blandt de største kapaciteter inden for Afghanistans politiske udvikling de forløbne årtier, og hans bog, Afghanistan og Taleban er et uomgængeligt hovedværk for enhver, der måtte ønske et sagligt og dybdeborende indblik i et internationalt spændingsfelt mellem multinationale olieselskaber, Taleban, USA, Sovjetunionen og alle de øvrige, afgørende brikker for en forståelse af årsagsforklaringerne bag konflikter i området og deres internationale implikationer. 

I 20 år har der næsten konstant hersket krig i Afghanistan, landet er efterhånden en sørgelig ruinhob, og mere end 1,5 millioner afghanere er blevet dræbt. Sovjetunionen ofrede 45 milliarder dollars på at bekæmpe mujahedinerne i Afghanistan, men tabte slaget i 1989, alt imens USA, Saudi Arabien og andre europæiske og islamiske lande forsynede mujahedinerne med moderne våben for ca. 10 milliarder dollar. 

Oprindelig blev Taleban (af taleb: en islamisk studerende, der søger viden) betragtet som hævet over mujahedinernes interne, partipolitiske stridigheder; en på én gang from og militant bevægelse, der blot ville skabe ro og orden i samfundet, men som ikke selv var interesseret i magten. Verden skulle dog snart lære bevægelsen at kende fra helt andre sider. 

Men hvordan begyndte det hele? Ahmed Rashid fortæller: »Nu findes der en hel industri af myter og historier, der beretter, hvordan Omar mobiliserede en lille gruppe talebanere imod de grådige krigsherrer fra Kandahar. Den mest troværdige historie, der fortælles igen og igen, er den, at i foråret 1994 kom naboerne i Singesar og fortalte ham, at en hærleder havde bortført to teenagepiger; deres hår var blevet raget af, og de var blevet ført til en militærlejr og voldtaget gentagne gange. Omar hvervede omkring 30 unge talebaner, der tilsammen kun rådede over 16 rifler, hvorefter de angreb basen, befriede pigerne og hængte hærlederen fra kanonløbet på en tank. De erobrede massevis af våben og ammunition. 'Vi kæmpede mod muslimer på afveje. Hvordan kunne vi forholde os i ro, når vi så forbrydelser blive begået mod kvinderne og de fattige,' sagde Omar senere.« (S. 54). 

Et halvt år senere havde ca. 12.000 afghanske og pakistanske studerende sluttet sig til Talebanbevægelsen i Kandahar. Allerede inden midten af 1995 havde de kontrol over 12 af Afghanistans 31 provinser og marcherede mod hovedstaden, Kabul. I 1996 blev mullah Omar udnævnt til emir-ul Momineen (»De troendes hærfører«), en titel, der gjorde ham til Afghanistans emir og lederen af jihad: »Den 4. april 1996 viste Omar sig på taget af en bygning i byens centrum, svøbt i Profeten Muhammeds kappe, der for første gang i 60 år var blevet taget ud af sin helligdom. Mens Omar skiftevis svøbte kappen tæt omkring sig og løsnede den og lod den blafre i vinden, blev han mødt af bragende bifaldsytringer fra den forsamlede vrimmel af mullaher, der stod nede på husets gårdsplads og råbte: Emir-ul Momineen. Denne troskabsed, eller baiat, var en ceremoni magen til dengang kaliffen Omar blev bekræftet som leder af det muslimske samfund i den arabiske verden, lige efter Profetens Muhammeds død. Det var et politisk mesterstykke, for ved at iføre sig Profetens kappe havde mullah Omar overtaget retten til at lede ikke kun alle afghanere, men alle muslimer.« (S. 75). 

Clinton-administrationen viste ikke desto mindre åbenlys sympati over for Taleban, der ligesom USA stod i et fjendtligt forhold til Iran. Allerede under mujahedinernes kamp mod de invaderende sovjettropper støttede CIA og ISI (Pakistans efterretningstjeneste) de mere yderligtgående islamiske partier. Bl.a. havde CIA forsynet mujahedinerne med Stinger anti-luftskytsmissiler, ligesom man støttede rekrutteringen af yderligtgående muslimer fra hele verden: »Ingen af de involverede efterretningsvæsener brød sig om at overveje konsekvenserne af at samle tusindvis af islamiske fanatikere fra hele verden.« (S. 195). 

»Israelerne og i særdeleshed visse jødiske lobbyer i USA var fra begyndelsen ikke utilfredse med Taleban. På linje med USA's udenrigsministerium så Israel Taleban som en magtfuld modstander af Iran, som kunne bruges til at undergrave den iranske indflydelse i Afghanistan og Centralasien.« (S. 225). 

Den anti-talebanske Nordalliance blev imidlertid tidligt støttet af Iran, Tyrkiet, Rusland og de fleste centralasiatiske republikker, mens Saudi Arabien og Pakistan var talebanernes vigtigste støtter. Men midt i denne sprængfarlige konflikt virker imidlertid også helt andre interesser: »I hjertet af denne regionale konflikt findes kampen om de umådeligt store olie- og gasressourcer i de centralasiatiske indlandsstater – de sidste uudnyttede energiforekomster i verden i dag. Lige så betydningsfuld har den intense konkurrence været mellem staterne i området og de vestlige oliefirmaer, om hvem der skulle bygge de lukrative rørledninger, der er nødvendige for at transportere energien til de europæiske og asiatiske markeder. Dette spørgsmål er faktisk blevet Det Nye Store Spil – et tilbageslag til det 19. århundredes Store Spil mellem Rusland og Storbritannien om kontrol og dominans i Centralasien og Afghanistan.« (S. 29). 

Talebans fremgang i Afghanistan foregik overraskende hurtigt; om aftenen den 26. september 1996 indtog bevægelsen også Kabul og indførte umiddelbart det strengeste shariah-system i verdenshistorien. 

Taleban forbød internet, musikbånd og læbestift. TV, malerier og fotografier blev bandlyst. Pigeskolerne blev lukket, kvinder blev tvunget til at tilsløre sig så godt som 100 procent, og det blev forbudt dem at arbejde uden for hjemmet. Fodbold, skak og flyvning med drager blev forbudt, og alle mænd blev beordret til at anlægge sig langt skæg. Tyve fik afhugget hænder og fødder, utro blev stenet ihjel, og folk, som drak alkohol, fik pisk. Henrettelser foregik ikke sjældent på det offentlige fodboldstadion. Religionspolitiet krævede, at vinduer blev overmalet, så kvinderne ikke var synlige udefra, og når de en sjælden gang bevægede sig uden for deres hjem, fuldstændig tildækkede, var det dem forbudt at gå på høje hæle eller bare »lave lyde«, når de gik. 

Iran udsendte det stærkeste forsvar for kvindens ret under islam i skarp kontrast til Taleban: »Med deres forbenede politik hindrer Taleban piger i at gå i skole, hindrer kvinder i at arbejde uden for hjemmet og alt dette i islams navn. Hvad kan være en værre voldsudøvelse, bornerthed og indskrænkning af kvinders rettigheder og nedgørelse af islam,« udtalte ayatollah Ahmad Jannati den 4. oktober 1996. 

For USA var imidlertid det potentielle olieeventyr i området endnu af langt større vigtighed end den brutale undertrykkelse. Rashid skriver: »Talebans pludselige erobring af Kabul i september 1996 ansporede mig til at udrede to spørgsmål, som mange vestlige journalister brød hovederne med, men ingen kunne besvare. Støttede amerikanerne Taleban enten direkte eller indirekte gennem [olieselskabet] Unocal og deres allierede Pakistan og Saudi Arabien? Og hvad var den egentlige bevæggrund til denne massive regionale polarisering mellem på den ene side USA, Saudi Arabien, Pakistan og Taleban, og på den anden side Iran, Rusland, de centralasiatiske republikker og den anti-talebanske bevægelse? Mens nogle fokuserede på en eventuel genoplivning af den gamle CIA-ISI-forbindelse fra den afghanske jihad-epoke, gik det op for mig, at de strategiske overvejelser omkring rørledninger var blevet drivkraften bag Washingtons interesse for Taleban, og at denne til gengæld havde fremkaldt en modreaktion fra Rusland og Iran.« (S. 236). 

1994-1996 støttede USA Taleban gennem Pakistan og Saudi Arabien. 1995-1997 bakkede USA op om det amerikanske olieselskab Unocals planer om en storstilet rørledning gennem Afghanistan, en forudsætning for effektiv udnyttelse af oliereserverne. »Den ændring, der fandt sted i USA's politik fra slutningen af 1997 og frem til i dag, var i begyndelsen udelukkende drevet af de amerikanske feministers effektive kamp mod Taleban. Som altid, når det gjaldt Clintons agenda, vejede indenrigspolitiske hensyn tungere end udenrigspolitiske overvejelser og fremmedes ønsker. Clinton vågnede ikke op til den afghanske virkelighed, før amerikanske kvinder bankede på hans dør (…) Ikke en eneste kritisk røst lød fra USA, da Taleban indtog Herat i 1995 og smed tusinder af piger ud af skolerne. Faktisk mente USA, i lighed med Pakistans ISI, at Herats fald ville være en hjælp til Unocal og bidrage til at stramme løkken om halsen på Iran.« (S. 254). Rusland fortsatte på deres side med at bevæbne anti-talebanbevægelsen, så de amerikanske rørledningsplaner ikke kunne gennemføres. 

Taleban fik dog først for alvor hele den internationale offentligheds opmærksomhed, da styret foranledigede, at to kæmpe Buddhastatuer med atten århundreder bag sig blev destrueret den 10. marts 2001 i Bamiyan-dalen, og da de et par måneder senere krævede, at alle hinduer skulle bære synlige, gule identifikationsmærker. 

Taleban er fra et humanistisk synspunkt måske det mest bizarre styre i verdenshistorien, og havde bevægelsen regeret en stat på samme teknologiske og økonomiske stade som Tyskland i slutningen af 1930erne, kan der næppe herske tvivl om, at grusomhederne også let kunne have målt sig med nazisternes i omfang og antal! 

Ahmed Rashids fortættede beretning om det plagede land kommer også omkring nøglefiguren Osama bin Laden. Den saudiarabiske mangemillionær dukker op på den afghanske scene i begyndelsen af 1980erne, hvor han mødtes med mujahedinske ledere og bragte dem donationer fra Saudi Arabien. »Jeg slog mig ned i Pakistan i området op til den afghanske grænse. Der modtog jeg de frivillige, der kom fra det saudiarabiske kongedømme og fra alverdens arabiske og muslimske lande. Jeg oprettede min egen lejr, hvor disse frivillige blev trænet af pakistanske og amerikanske officerer. Våbnene blev leveret af amerikanerne, pengene af saudiaraberne. Jeg opdagede, at det ikke var nok at kæmpe i Afghanistan, men at vi måtte kæmpe på alle fronter, både mod kommunistisk og vestlig undertrykkelse,« udtalte bin Laden ifølge AFP den 27. august 1998. 

I 1990 var han imidlertid vendt tilbage til Saudi Arabien og forsøgte under Iraks invasion af Kuwait at organisere en styrke af veteraner til at bekæmpe irakerne. At Saudi Arabien i stedet lod 540.000 amerikanske soldater ankomme for at bekæmpe irakerne, var skæbnesvangert for Osama bin Laden, og han kaldte rasende den saudiarabiske indenrigsminister for en forræder over for islam. Osama bin Laden blev persona non grata, og i 1994 fik han tilmed frataget sit statsborgerskab. I maj 1996 vendte han tilbage til Afghanistan, og i 1997 flyttede han til Kandahar under Talebans beskyttelse. 

Bin Laden var blevet en indflydelsesrig trussel også for vestlige interesser, og han støttede en række terrorristlejre verden over. Den 23. februar 1998 udstedte bin Ladens al-Queda-netværk en fatwa: »Ordren om at dræbe amerikanerne og deres allierede – civile som militære – er en individuel pligt for hver eneste muslim, som kan udføre det i et hvilket som helst land, hvor det er muligt.« (S. 200). 

Osama bin Laden stod givetvis bag bombeangrebene på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i august 1998, hvor 200 blev dræbt. USA svarede igen ved at sende 70 krydsermissiler ind over Osama bin Ladens lejre omkring Khost og Jalalabad. USA udlovede tilmed en dusør på 5 millioner dollas på bin Laden i november 1998, mens han på sin side erklærede, at det var hans islamiske pligt at anskaffe kemiske og atomare våben til brug imod USA. Eskaleringen af krigserklæringerne skulle som bekendt kulminere i sit foreløbige klimaks under angrebet på USA den 11. september 2001 med ca. 3.000 dræbte, men originaludgaven af Afghanistan og Taleban er færdigskrevet et par år tidligere. Og dog er det forbløffende at læse, hvor forudsigelig denne hændelse næsten bliver som konsekvens af Rashids minutiøse karakteristik af konfliktscenariet i Afghanistan op igennem 1980erne og 1990erne. 

»Bin Laden blev sat i centrum for det, som af Washington blev udråbt til at være en verdensomspændende sammensværgelse mod USA. Hvad Washington ikke var parat til at indrømme, var, at den afghanske jihad, med støtte fra CIA, havde avlet snesevis af fundamentalistiske bevægelser over hele den islamiske verden, og at de var anført af militante ledere, der havde et regnskab at gøre op, ikke så meget med amerikanerne, men med deres egne korrupte regimer.« (S. 202). 

Ahmed Rashid falder aldrig for den udbredte fristelse til helt eller delvist at lade Taleban repræsentere islam som sådan: »Mange vestlige kommentatorer nævner ikke Taleban særskilt, men fordømmer over én kam islam som værende intolerant og anti-moderne. Som så mange andre fundamentalistiske islamiske grupper i vore dage berøver Taleban islam alt, hvad den indeholder ud over den rene teologi – islamisk filosofi, videnskab, kunst, æstetik og mysticisme er helt forsvundet. På den måde bliver islams rige mangfoldighed og Koranens essentielle budskab fuldkommen glemt – at bygge et retfærdigt civilt samfund med lige ret for alle, og hvor regenterne har ansvaret for deres borgere. Det værdifulde og afgørende ved den tidlige muslimsk-arabiske civilisation var dens multikulturelle, multireligiøse og multietniske mangfoldighed. Den forbløffende mængde af statslige fiaskoer i nutidens muslimske verden finder sted, fordi den oprindelige vej, dens intention og inspiration er blevet forladt enten til fordel for et brutalt diktatur eller for en snæver teologisk fortolkning.« (S. 299). 

Afghanistan og Taleban er et vigtigt værk og vel det tætteste, vi kommer noget nær en øjenvidneskildring til den politiske og religiøse udvikling i Afghanistan de forgangne par årtier. Et par årtier, som har skabt en heksekedel af brutalitet, borgerkrig, terrorisme, korruption, fattigdom og al anden elendighed i et land, som mestendels har stormagternes interesse for dets strategiske placering og oliereserver, men til gengæld atter og atter glemmes, når de virkelige humanitære opgaver trænger sig på for en befolkning, hvis lidelser er alt for tragiske til at kunne opremses. 

Som indlæg til en dybere forståelse af en række sammenvævede forviklinger islamiske lande imellem og Talebans totalitære brutalitet samt USA's kyniske dyrkelse af egeninteresser på bekostning af lokalbefolkninger, er bogen et uundværligt dokument, der samtidig formår at gøre op med den endimensionale konfrontationskurs, som visse historikere og samfundsdebattører lægger op til mellem »Vesten« og »islam«.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk