Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Den driftsikre båndoptager, Lene Espersen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Sammenlignet med det konservative blodbad i årene efter at partileder Hans Engell var knaldet ind i en betonklods på motorvejen i sin historiske brandert, var sågar det socialdemokratiske Auken-Nyrup-opgør og dets langstrakte efterskælv knap nok målbart på den politiske Richter-skala.

De Konservative partiledere kom, så og tabte under det ene interne rivegilde efter det andet, og til sidst var den eneste måde at opretholde illusionen om en blot nogelunde intakt facade at vælge den lavest tænkelige fællesnævner: En partileder, der var så anonym og profilløs, at ingen fløj for alvor tabte ansigt.

Valget faldt som bekendt på Bendt Bendtsen – en formand, hvis dybder, visioner og karisma får Kristendemokraternes forhenværende leder Marianne Karlsmose til at ligne en tornado af entusiasme og politisk vid.

Med Bendtsen som overgangsfigur i det, der skulle vise sig at blive en temmelig lang overgang, var partiets rivegilde fejet ind under det store væg-til-væg gulvtæppe, hvor De Konservative har deponeret ikke så lidt gennem tiden. Men selv en lang overgang må få en ende, og da Bendtsen ikke længere kunne udskyde sin afgang fra den post, som ingen havde haft fantasi til at tiltænke ham før en vis betonklods, handlede det for alt i verden om at slå endnu flere søm i partiets gulvtæppe, før nogen skulle finde på at løfte så meget som et hjørne.

Og flere søm kunne man vanskeligt hamre i end ved at kåre Lene Espersen som ny formand. Hun skiller sig markant ud som den overfladiske og populistiske del af de tre kvindelige konservative håb, som partiet har budt på i de senere år, og som også tæller Gitte Seeberg og Connie Hedegaard.

Seeberg var som bekendt for stærk en karakter og for dygtig en politiker til at ville forblive parkeret i et parti, som Bendtsen med vanlig passivitet lod Pia Kjærsgaard styre, og blev i stedet medstifter af Ny Alliance, hvor hun leverede det altafgørende momentum (indtil Khader og Samuelsen smed det hele overbord og endte som en fodnote til Venstre). Hedegaard kunne muligvis have opsamlet en del af Ny Alliances tabte potentiale fra partiets korte, men eksplosive storhedsperiode i sommeren 2007, hvis man havde turdet satse på hende – men sådan skulle det ikke gå.

Bendtsens usynlighed havde jo skabt årelang ro og stilstand, og de fleste kernekonservative foretrækker trods alt gravens dybe ro og sikre stilstand frem for nytænkningens dynamik og vovemod. Man turde ikke risikere et nyt formandsopgør og en partileder, som muligvis kunne finde på at profilere partiet i skarpere kontrast til Dansk Folkeparti.

Derfor Lene Espersen.

Medmindre hun har skjulte talenter, der har måttet undertrykkes de forgangne år, er hun så forudsigelig som et Ritzau-telegram og kan i en hvilken som helst situation udtrykke sig i tre ord, hvilket især er prisværdigt i de elektroniske mediers nyhedsindslag på femten sekunder – og af samme grund gør hende til en uovertruffen "kommunikator" ifølge Bendtsen.

Lene Espersen er ganske enkelt dansk politiks mest driftsikre båndoptager, der kan besvare ethvert spørgsmål uden skyggen af ansigtsmimik med samme frase: "Sæt straffen op!"

Hver gang en dagsaktuel pressehistorie er relateret til kriminalitet, er hun parat foran kameraet og leveringsdygtig i de sekunder, der skal til: Flere fængsler, øget overvågning og mere straf. Er det så et meeeget laaangt interview kan hun eventuelt brillere med en stikordsagtig-uddybning af regeringens yndlingsmotto: "Fast og fair."

Nej, det blev ikke fra De Konservative, at dansk politik skulle få tilført et minimum af ny vitalitet og visionært vovemod.

Det burde så glæde oppositionen – men her sværger Socialdemokraterne imidlertid til præcis samme signalpolitiske recept som De Konservative, sågar i endnu mere udvandet form. Således har Thorning-Schmidts PR-team valgt at genbruge Venstre-sloganet fra 1990 og præsenteret det som arbejderpartiets nye retningspil: "Vi kan, hvis DU vil."

Aha? Mere idéløst volapyk kan vist vanskeligt opdrives. Hvad bliver mon det næste socialdemokratiske motto – "Okker gokker gummi klokker"?

Selv ikke Bendt Bendtsen eller Lene Espersen er sunket til helt samme niveau. Deres politik er måske nok idéforladt, men de kan dog som minimum vride en form for minimalistisk 'budskab' ud af fem ord.

Man tør næsten ikke spørge, om der vitterlig er nogen i den socialdemokratiske spin-maskine, der har fået løn for at (gen)opfinde dette guldkorn? Måske de samme kreative sjæle, der i sin tid udviklede pølsebrødet uden smag, for at det ikke skulle tage noget af gourmet-oplevelsen fra delikatessen Den Røde Pølse?

Parallellen er slående.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 13.9.2008