Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Fundamentalistens frygt

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Fundamentalistens frygt for kritik er også hans egen religiøsitets paradoks og selvmodsigelse. Hvilken mangel på tro og tillid til fænomenet Gud er det da ikke, at fundamentalisten både frygter og forbander kritik af Gud eller de bøger, der menes at indeholde den almægtiges budskab - er Gud da ikke stærk nok til at tåle det, og hans budskab ikke stærkt nok til at tale imod det?

Yderligtgående muslimer truer f.eks. kættere og vantro med bål og brand - og følger truslerne op med gerning - mens Vatikanet og fundamentalistiske protestanter verden over bruger anseelige anstrengelser på at lægge hindringer i vejen for udbredelsen af kritiske bøger, det være sig f.eks. filmatiseringen af Dan Browns konspirationsteoretiske romaner eller Philip Pullmans dybsindige trilogi om Lyra og det gyldne kompas.

Gad vide, hvad det er, der f.eks. er så overbevisende afslørende i filmatiseringen af "Det gyldne kompas", at Vatikanet ikke har tillid til, at selveste Guds ord i kirken såvel som Bibelen er tilstrækkelig overbevisende som modargument, men derimod har måttet presse filmselskabet til at amputere en række kirkekritiske forhold?

Vatikanet er jo ikke ligefrem en indflydelsesfattig organisation i det globale meningsmaskineri, og man står heller ikke ligefrem uden muligheder for at tage til genmæle, men kan komme til orde via hundredtusindvis af prædikestole, for ikke at tale om den lette adgang til egne og andres massemedier.

Så meget desto mere er opstandelsen og forbandelses-postyret dybest set udtryk for den pinligste fallliterklæring på både Guds og troens vegne.

For hvis Gud er Gud, og hvis Gud er almægtig, og Guds ufejlbarlige ord virkelig er nedfældet i (eller har inspireret) en hellig bog, burde vel den globale udbredelsesgrad og den guddommelige argumentationsstyrke i sig selv være mere end rigeligt sønderlemmende over for enhver kritik? Al snak om at fordømme eller forbyde (eller i det skjulte uskadeliggøre) religionskritik turde med andre ord være fuldkommen overflødigt, når man er så velsignet at have den Himmelske Majestæt in persona på sin side?

At mennesker såres, når det, de tror på og elsker, hånes og spottes i latrinære eller hadefulde smædekampagner, er indlysende, og at mennesker kan blive foragtet, marginaliseret og i yderste konsekvens forfulgt, når de bliver dæmoniseret i propagandistiske generaliseringer, viser historien med skræmmende tydelighed. Men det er også let at skelne den slags fra reel religionskritik af både faglig og kunstnerisk karakter, fordi et religionskritisk ærinde eller en religionskritisk udtryksform aldrig kan bestå i generaliserende dæmonisering af mennesker.

Derfor er fundamentalistiske udfald imod religionskritik i kunstnerisk eller anden form ikke andet end en afslørende mistillid til den guddommelige sandhed, i hvis navn censuren hævdes at finde sted, og fundamentalistens aggressivitet over for kritikerne er blot et mål for vedkommendes egen vaklende tro.

For hver en afbrændt bog, hvert et slet skjult censurtiltag og hvert et eksempel på tvang i religionen, siger fundamentalisten til Gud: Jeg tror, at din Sandhed er så svagt funderet, at enhver saglig kritik er en astronomisk trussel, og at du er så sølle en Gud, at din overbevisningskraft kun overlever, hvis jeg anvender vold og tvang.

Kan man forestille sig større mistillid til en almægtig Gud end fundamentalistens?

Tænk engang, hvis f.eks. islamkritikere havde samme mistillid til deres egne argumenters styrke som fundamentalisterne, der må ty til fordømmelse og forbud? Tænk, hvis det var islamkritikere, der opfordrede til bål og bandlysning over for de troendes bøger? Tænk, hvis det var islamkritikere, der krævede tvangsafklædning af tørklæder, og ikke fundamentalister, der krævede tvangspåklædning?

Nej, den slags selvafslørende totalitære sindelag er forbeholdt muslimske mørkemænd, og skulle tilsvarende tilbøjeligheder nogen sinde dukke op hos andre, ville alle politikere og medier straks karakterisere noget sådant som gennemskueligt totalitær propaganda.

Eller ville de?

Faktisk er det jo netop de totalitære træk med omvendt fortegn, der f.eks. kendetegner Hollands Geert Wilders, der betegnende nok vil forbyde Koranen, og den norsk-pakistanske komiker Shabana Rehman, som for nylig var ved at sætte ild til samme bog og udtalte, at "der burde være flere bogbål". Medierne kalder dem "islam-kritikere" - men mon man også ville nøjes med at karakterisere nogen, som havde til hensigt at brænde eller forbyde Bibelen, for "kristendoms-kritikere"?

Der er imidlertid sådanne antimuslimer, som bl.a. Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti afslørende nok hædrer, og som flere medier bidrager til at blåstemple.

Og dermed både fodrer og spejler de i sidste ende elementer af den intolerante fundamentalisme, de hævder at ville til livs.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 21.6.2008