Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Seeberg kontra Khader

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Hvad var det nu, Naser Khader sagde under valgkampen i november 2007? At Ny Alliance ville nedlægge asylcentre.

Fra dette synspunkt – et humanistisk lysår fra Dansk Folkeparti – er han sprunget direkte i favnen på Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard, netop i spørgsmålet om asylpolitikken.

Intet under, at forfatter Kristian Ditlev Jensen for nylig sagde farvel til partiet i protest mod højredrejningen; intet under at en politiker med Gitte Seebergs integritet måtte drage samme konsekvens – og intet under, at flere er fulgt efter.

Khader selv har imidlertid denne bemærkelsesværdige kommentar til partiets nye kurs: »Vi går i gang med en ny proces, hvor vi i stedet for at stå og råbe på sidelinjen vil søge indflydelse og få nogle konkrete politiske resultater.« (JP, 29.1.2008).

Dét var ellers noget af en indrømmelse?! Khader har altså været medstifter af et parti, der siden maj 2007 kun har haft til hensigt at ville stå på sidelinjen og råbe? Er det virkelig Khaders billede af sig selv og sine medstifteres hidtidige virke?

I modsat fald er det enten en politisk fuldstændig indholdstom udmelding, eller en slet skjult miskreditering af Gitte Seeberg. For dét, Khader siger mellem linjerne, er jo, at ikke blot har partiet indtil den nye strategi tilsyneladende blot råbt på sidelinjen, men at dette var Seebergs linje, eftersom hun jo netop har forladt partiet, fordi man valgte at skrotte den gamle strategi?

Kendsgerningen er imidlertid snarere, at det forholder sig lige omvendt.

Da Ny Alliance fik sin første store chance for at vise, at man både ville og kunne fravriste Kjærsgaard sin nøgleposition og få reel indflydelse, stak partiet således omgående halen mellem benene.

Der var jo flertal mod regeringens asylforslag, og nok var statsministeren rasende, men han havde også allerede signaleret, at han ikke turde udskrive valg ved at understrege, at regeringen blot »ikke i længden« kunne leve med alternative flertal.

Med andre ord: For det første kunne Ny Alliance endelig vise i praksis, at partiets potentielle nøgleposition VAR en indflydelsesrig nøgleposition, og at Khader & Co. ikke havde tænkt sig at være Foghs passive halehæng.

For det andet behøvede partiet næppe spekulere i et valg, fordi statsministeren godt ved, at oppositionen faktisk fik medvind netop på asylpolitikken under valgkampen.

For det tredje: Skulle Fogh alligevel have »truet« Khader med et valg, kunne partiet trods alt heller ikke få et bedre valgtema. Havde Khader blot haft is i maven og politisk integritet, fik han med andre ord sin nøgleposition foræret på et sølvfad – men så sprang han i målet og kastede sig i armene på Kjærsgaard.

Det var dét spring, der sendte Ny Alliance ud på sidelinjen, fjernt fra den nøgleposition og reelle indflydelse, som man faktuelt kunne have demonstreret viljen til at udnytte, hvis partiet netop havde turdet stemme regeringen ned. Dermed havde man sendt et umiskendeligt signal til Fogh om, at fundamentent under hans statsministerpost hviler på markante indrømmelser.

I stedet tabte partiet alt på gulvet.

Og for at det ikke skal være løgn, har Khader & Samuelsen tilsyneladende slet ikke opdaget, at Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard aldeles ikke har til hensigt at give dem substantiel indflydelse – den eneste grund til, at de er inde i varmen hos regeringen, er naturligvis, at de skal grilles inden næste valg. For selvfølgelig klapper hverken Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti i hænderne over et parti, hvis stemmegrundlag nu er definitivt begrænset til deres egen blå blok, ligesom de heller aldrig tilgiver den tumult, Ny Alliance i begyndelsen skabte i V og K.

De får muligvis en gulerod eller to undervejs i Foghs politiske stratego, men Christiansborgs grumsede situation tilsiger ham kun at udstille og udradere resterne af det utilregnelige parti hurtigst muligt.

Ny Alliances håb og chance efter katastrofevalget var derfor alene den uventede mulighed at kunne bringe regeringen i mindretal og true V og K så meget på deres taburetter, at de blev tvunget længere og længere væk fra Kjærsgaard.

Men dynamikken og substansen i det opgør, partiet skabte, er væk med Seebergs afgang: Opgøret med Dansk Folkeparti. Dét var gennemslagskraften på det første pressemøde, og det var selve gennembruddet og dynamikken i hele opbruddet, der skabte den storm af begejstring og medvind, som partiet red på de første måneder.

Det borgerlige grundlag herfor er selvsagt fortsat til stede, men er atter partipolitisk hjemløst, og derfor er det afgjort blevet vanskeligere, men næppe umuligt at rejse denne vind igen.

Det bliver dog næppe igen i det allerede 'gamle' Ny Alliance. For reelt er det jo ikke Seeberg, der har forladt Ny Alliance, men derimod Ny Alliance, der har forladt Seeberg, og dermed Khader & Samuelsen, der har forladt partiets udgangspunkt og gennembrud.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 2.2.2008