Islam og terrorisme
Af Rune Engelbreth Larsen 
Hvilken rolle spiller islam, når vi skal forklare og forstå terror-fænomenet?
Først må vi selvfølgelig overveje, hvad terror egentlig er – en pragmatisk definition kunne være: »Vold og væbnet kamp, der er direkte rettet mod vilkårlige civile for at fremme et politisk eller religiøst formål.«
1) Hvor eksklusiv er da militante muslimers terror til forskel fra anden terror?
Hvis islam f.eks. skulle være en udtømmende forklaring på terror, kunne der jo slet ikke være andet end islam, som nogen sinde har gjort nogen til terrorist – men er det tilfældet? Svaret er selvfølgelig nej.
Organisationen Irgun, der efterlod bomber skjult i mælkespande i arabiske kvarterer og ved en aktion dræbte 39 civile i 1938 i Haifa, bestod f.eks. af militante zionister. Højreekstremisten Timothy McVeigh, der stod bag den terrorbombe, som i 1995 kostede 168 mennesker livet i Oklahoma City, var agnostiker med romersk-katolsk baggrund. Organisationen Aum Shinrikyo, der samme år rettede et kemisk-terrorangreb mod 15 japanske undergrundsstationer og forårsagede 12 dræbte og 1.000 sårede, havde baggrund i en blanding af buddhisme, hinduisme og science fiction.
Den polemiske vending om, at »ikke alle muslimer er terrorister, men alle terrorister er muslimer,« er med andre ord noget vrøvl. Hverken terroraktioner udført af ETA, FARC, Real IRA eller De Tamilske Tigre er islamisk motiveret, og i Mellemøsten og Tyrkiet er der også sekulære grupper, der har udført terroraktioner, f.eks. PFLP og PKK.
2) Er islam så den udtømmende forklaring på det særegne fænomen »selvmordsterror«? Svaret er nej.
Professor i politisk videnskab, Robert A. Pape, der har kortlagt al selvmordsterror, konstaterer, at 95 procent af verdens selvmordsterror er motiveret af kampen for politisk selvbestemmelse, og at en betydelig del af aktionerne er udført af sekulære grupper.
3) Har den terror, der er udført af militante muslimer, så til gengæld krævet flest terror-ofre? Nej.
Holder vi fast i, hvad terror er – direkte angreb på vilkårlige civile – er nogle af historiens største terroraktioner USA's atombomber over Japan med over 100.000 dødsofre. Præsident Truman takkede Gud for A-bomben og bad til, at »Han må styre os, så vi bruger den på Hans måde og til Hans formål«. Da han viderebragte nyheden om Hiroshima-bombens »succes«, brød hans nærmeste officerer tilmed ud i jubel.
Var Truman og officererne militante muslimer?
Blev terrorbombningen mod civile i Dresden, der kostede ca. 130.000 dødsofre i 1945, udført af militante muslimer? Stod militante muslimer bag nedslagtningen af 800.000 tutsier i 1994 i Rwanda, Afrikas mest katolske nation? Nej.
Det korte af det lange er, at der i det 20. og 21. århundrede desværre er rigeligt med eksempler på vilkårlige massemord på civile, der ud fra enhver nøgtern definition er og bliver terror – uden islam.
End ikke alle militante muslimer bakker overhovedet op om terror. I Irak arbejder militante sunnier f.eks. sammen i en modstandskamp mod amerikanerne, der samtidig tager afstand fra terror og både vender sig imod Baath-partiet og al Qaeda.
Men er islam da slet ingen faktor bag radikaliseringen af militante muslimer og islamistisk terror? Selvfølgelig er det én faktor.
Selv om kun en mikroskopisk brøkdel af verdens muslimer bliver terrorister, er der også stærke bevægelser af radikale islamister, der i kontrast til det altovervejende flertal af islamiske lærde er overbevist om, at terrordrab er islamisk legitimeret, hvis ikke ligefrem påbudt. Og at terror siden 1990'erne også i højere grad er blevet forsøgt legitimeret inden for islam end f.eks. inden for kristendommen og marxismen, er ligeledes ubetvivleligt. Men som det er fremgået, ville et så selektivt og snævert fokus også være ualmindelig historisk fortegnet.
Faktum er, at megen terror primært motiveres af krig og besættelser. Før Sri Lankas militser rykkede ind på øens tamilske områder i 1987, var der f.eks. ingen selvmordsbomber fra De Tamilske Tigres side, og før den amerikansk-ledede invasion i Irak i 2003, var der heller ingen selvmordsbomber i Irak.
Faktum er, at der udslettes langt flere vilkårlige civile med langt større effektivitet som følge af højteknologiske våbensystemer på lang afstand end som følge af al Qaedas aktioner såvel som alverdens amatør-terrorister, der roder med sprængfarlig gødning.
Faktum er også, at vi aldrig kan gardere os 100 procent mod terror, og at yderligtgående miljøer derfor selvfølgelig også efterforskes.
Men derudover kan vi andre i det mindste konstatere, hvor stupidt og kontraproduktivt det er, når islam-foragtere til stadighed insisterer på at reducere alle terror-motivationsfaktorer til et dæmoniseret billede af muslimer og islam. Ikke alene skaber de unødvendig angst i befolkningen og had til muslimer – de skaber også yderligere frustration og angst blandt muslimer i almindelighed.
Og gæt så selv, om de kræfter, der har travlt med at dæmonisere muslimer over én kam og gøre islam til årsagen bag alskens ondskab, bidrager til radikaliseringen eller afradikaliseringen i Danmark?
Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 15.9.2007
