Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Bendt Bendtsen banede vejen for Ny Alliance

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

At Naser Khader brød med Det Radikale Venstre, var ikke overraskende, men at Gitte Seeberg samtidig brød med De Konservative, og at de to gik sammen i et strategisk frontalangreb på Dansk Folkepartis nøglerolle i dansk politik, var et uventet skaktræk.

Der er blevet fokuseret mest på Khaders brud med de radikale, fordi det er i mange fleres interesse at underbetone Seebergs ikke mindre afgørende rolle som regeringsudbryder. Når Anders Fogh Rasmussen således har haft travlt med at kidnappe iscenesættelsen af Ny Alliance og fremstille partidannelsen som en direkte konsekvens af hans eget parløb med Khader under karikaturkrisen, lægger han et røgslør ud over en række betydningsfulde faktorer:

For det første gav Khader rigtig nok statsministeren et tiltrængt, men problematisk alibi under denne krise, men han undsagde også blankt Foghs selvheroiserende fremstilling af »får« og »bukke« i ytringsfrihedsdebatten: »Der er – bortset fra nogle få islamister – overhovedet ingen i Danmark, som sætter spørgsmålstegn ved ytringsfrihed. Men Fogh deler det op, så dem, der er med ham, er for ytringsfriheden. Og dem, der er imod ham, er også imod ytringsfriheden. Det er jo lodret forkert.« (Politiken, 3.3.2006).

For det andet har Ny Alliance ikke alene gjort regeringens loyale støtteparti til sin hovedmodstander, men Khader har personligt understreget, at det skal være nemmere at få statsborgerskab, at starthjælpen skal væk, at 24-års-reglens konsekvenser skal undersøges, og at asylcentre skal afskaffes, så asylsøgere kan blive en del af samfundet.

Og for det tredje indtog Gitte Seeberg rent faktisk en position i kontrast til Foghs håndtering af karikaturkrisen, hvilket selvfølgelig er så meget desto mere iøjnefaldende i betragtning af, at hun dengang og indtil stiftelsen af Ny Alliance var europaparlamentsmedlem for et regeringsparti.

Det sidste har mange åbenbart glemt – og regeringen foregiver at have glemt det. Men det var Seeberg, der i konsekvens af karikaturkrisen udløste den hidtil største konflikt mellem regeringen og Dansk Folkeparti med et opsigtsvækkende interview i Berlingske Tidende, der skabte politisk storm hos De Konservative i foråret 2006.

Her påpegede hun den udbredte opfattelse af, at Danmark lå, som vi selv havde redt: »Andre europæiske politikere – tyskere, polakker og italienere – siger, at der må være grænser for, hvor meget man må trampe på andre religioner. Det er ikke bare Syrien og Jordan, som nogen får det til at fremstå som.« (Berlingske Tidende, 22.3.2006).

Hun understregede nødvendigheden af at tolerere forskellighed: »Det er det, som halter. Det viser den nationale debat om Muhammed-krisen ganske tydeligt. Hvis den eneste lektie vi lærer, bliver den om, at halvdelen af verden er idioter, og vi selv har ret, så vil det være et tilbageskridt.« Men mest chokerende i regeringsøjne var Seebergs recept – et klart brud med Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken: »Vi står ved en korsvej og skal vælge. Vil vi følge Dansk Folkeparti ind i kolonihavehuset, eller vil vi vende ansigtet udad og tage udfordringen fra globaliseringen op? Man kan ikke begge dele.« (Berlingske Tidende, 22.3.2006).

Alvoren i denne udmelding forstod Bendt Bendtsen aldrig. Selv om flere konservative borgmestre og en lang række hovedbestyrelsesmedlemmer bakkede op om Seeberg, reagerede partilederen nærmest, som om intet var hændt: »Jeg synes, at Dansk Folkeparti udviser stor ansvarlighed.« Godaw mand økseskaft.

En måned senere inviterede han Kjærsgaard til et forsoningsmøde, hvor de to partiledere drak kaffe og spiste kage, og her blev han banket på plads og sagde ja og amen og undskyld.

Bagefter forsikrede en håndsky Bendtsen: »Pia og jeg skal mødes oftere, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at vi får et godt forhold til hinanden. Vi er ligeværdige partier.« (B.T., 29.4.2006).

Dér lagde den konservative leder en del af fundamentet for Ny Alliance.

Mens han tøffede i hælene på Dansk Folkeparti, gik Seeberg videre i sin egen retning. Da Haarder sidste år beklagede sig højlydt over, at han var blevet mere tilbageholden i sine udfald, udtalte hun: »Hvis konsekvensen af Muhammed-debatten bl.a. er, at Bertel Haarder tænker sig om en ekstra gang, inden han taler, jamen det er da i orden.« (Information, 15.6.2006).

Får Seeberg & Co. mandater, som de har agt, og følges kursen op med konsekvens, vil Fogh skulle sluge nogle gevaldige kameler for at bevare statsministertaburetten.

Om det så bliver rød eller blå stue, der bliver partiets foretrukne legekammerater, vil vise sig. Men om ikke andet er der en chance for, at Dansk Folkepartis vuggestue endelige overlades til sin egen lukkede sandkasse, hvor partiets folketingsgruppe så fortsat kan kaste med mudder, mobbe og tyrannisere hinanden – alt det, de lyster.

Det kunne måske i sig selv være begyndelsen på et tiltrængt opbrud.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 12.5.2007