Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Karen Jespersen i V og Frank Aaen i K

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Kunne man forestille sig Ahmed Akkari som redaktør på Jyllands-Posten, eller Frank Aaen som folketingskandidat for de konservative? Nej, vel?

Men hvad nu, hvis Akkari gik i kloster og vendte tilbage som Lars Hedegaards proselyt, og hvis Aaen blev indrulleret hos Maersk for år senere at avancere til koncernens pressechef?

Ville det så være utænkeligt, at Akkari ad åre kunne skrive tordnende artikler mod islam, eller at Aaen kunne ende som erhvervsminister i en konservativ regering?

Måske ikke - men disse hypotetiske mellemspil er vel ikke voldsomt sandsynlige? Ingen kan med troværdigheden i behold gøre politisk karriere på anskuelser, de i årevis har bekæmpet med næb og klør.

Og dog.

At Karen Jespersen nu bliver folketingskandidat for Venstre, er den foreløbige kulmination på en karriere som politisk længdespringer, der endog distancerer de hypotetiske spring af Akkari og Aaen, hvis disse nogen sinde skulle få ambitioner om at lande i Jyllands-Postens redaktionslokaler eller på en konservativ ministerpost.

Det begyndte i 1970'erne med en politisk karriere via VS og tidsskriftet Politisk Revy, hvor Karen Jespersen tilsluttede sig en »konklusion om, at 'det, vi mangler, er et parti, et virkelig kommunistisk parti, der ikke forråder arbejderne'«, og hvor hun ønskede »at bekæmpe LO's og Socialdemokratiets utilslørede klassesamarbejde« (Politisk Revy nr. 236 og 256).

Kunne man mon dengang forestille sig, at samme Karen Jespersen siden skulle gøre politisk karriere som socialdemokratisk toppolitiker? Næppe.

Og man ville da slet ikke have gættet, at samme Karen Jespersen skulle blive et attraktivt minister-emne for et borgerligt parti, efter at hun havde fastslået, at »bestemmelser som, at den borgerlige stat må ødelægges, at hærens ledelse må bekæmpes, og at værdiloven sættes ud af kraft«, godt kan »bestemmes alment« (Politisk Revy nr. 237).

Men sådan er det gået. Rekordspringeren Karen Jespersen er sprunget og sprunget.

Tretten år efter at hun drømte om et »virkeligt kommunistisk parti« og bekæmpede LO's og Socialdemokratiets »utilslørede klassesamarbejde«, og otte år efter at hun forsvarede »røde undtagelser« fra demokratiet i et fløjopgør om Sovjets invasion i Afghanistan, sprang hun fra VS's yderfløj og distancerede ikke bare resten af VS, men også det meste af SF højre om.

I bogen Det røde flertal (1987) anklagede hun og Ralf Pittelkow således S og SF for ikke at have fulgt »med tiden« - hvilket bestemt ikke er noget, Karen Jespersen selv har forsømt.

Efter endnu et tilløb sprang hun i 1990 i Folketinget for Socialdemokratiet, og fra 1993 til 2001 hoppede hun som topminister videre til partiets højrefløj.

I løbet af sin ministerkarriere formåede hun at sætte rekord i tvangsfjernelser, patronisere bistandsklienter, så selv Claus Hjorth Frederiksen ikke kan være med, og chokere ved at planlægge vilkårlige razziaer i privathjem for at afsløre socialt bedrageri - også blandt folk, som end ikke var mistænkte.

»Det minder mig om østtyske tilstande,« bemærkede næstformand i Foreningen af Socialchefer, Ib Dam Schultz (Politiken, 20.8.1998). Visse af hendes tidligere tilbøjeligheder var måske trods alt atter blevet gangbar politisk mønt?

Da hun endelig gik af som socialminister i 2000, blev det fejret af næstformanden i Foreningen af Hjemløses Venner, Michael Juul Hansen, der konstaterede: »Hun har aldrig nogen sinde gjort noget for os. Hun har lovet en masse, som aldrig er blevet til noget.« (Politiken, 24.2.2000).

Bagefter kunne hun så gøre livet surt for indvandrere og flygtninge i Indenrigsministeriet. Fem år før Louise Frevert chokerede med sin idé om at deportere småkriminelle muslimer til russiske fængsler, luftede Karen Jespersen ideen om at internere kriminelle asylansøgere på »en ubeboet ø« (B.T., 25.8.2000).

Nu er hun så havnet i favnen på Anders Fogh Rasmussen. Den samme Karen Jespersen, som i 1970'erne roste et teaterstykke for dets »grinagtige udstilling af de borgerlige 'værdiers' tomhed« (Politisk Revy nr. 236).

Men er det da forkert eller suspekt i sig selv at skifte standpunkt? Aldeles ikke.

Rekordspringeren Karen Jespersen er bare i en klasse for sig. En god bekendt har engang sagt, at den danske nationalfugl er vejrhanen - i det mindste er det for Karen Jespersens vedkommende utvivlsomt en træffende karakteristik.

Det, der skræmmer, er hendes populistiske paranoia og opportunistiske iver efter at omklamre tidsånden og gennemtvinge egne politiske ambitioner på bekostning af marginaliserede befolkningsgrupper.

Men kan det hænde, at Fogh måske alligevel glæder sig lidt for tidligt over at se hende som Venstrekvinde?

Hvem ved. For dermed har hun jo også bevaret muligheden for senere at springe endnu en tak videre til Pia Kjærsgaard, hvis dét skulle vise sig opportunt.

Og som erfaren højrespringer ved Karen Jespersen naturligvis, at der jo ikke er nogen grund til at udtømme denne mulighed i ét hug.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 3.2.2007
(Bragt under overskriften: »Røde Karen i fjendens seng«)