Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ligegyldighed over for racistiske mord

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

En muslimsk ekstremist udfører et blodigt og makabert mord på en provokerende, anti-islamisk filminstruktør i Holland, og verden genlyder af berettiget fordømmelse og skærpet agtpågivenhed over for militante muslimske miljøer.

Vi skriver november 2004, og alarmen standser ikke dér. Begivenheden bliver en milepæl og et blodigt referencepunkt for såvel islam-kritikere som islamofobiske ekstremister ikke blot i Holland, men verden over. Også i Danmark tordner politikere mod drabet og afkræver muslimer en utvetydig afstandtagen.

Men det standser heller ikke dér. Islamofober og højrefløjskoryfæer istemmer en fællesadvarsel i sylespidse vendinger, til tider iklædt tynde intellektualistiske gevandter, til tider blottet for alt andet end isnende foragt, der gør en dyd ud af hovedløse overdrivelser.

To dage efter drabet på Theo van Gogh fastslår Jyllands-Posten således i en leder, at »ytringsfriheden og helt fundamentale, europæiske værdier er sat under pres i kølvandet på indvandringen af muslimer« (Jyllands-Posten, 4.11.2004). Forfatteren og historikeren Lars Hedegaard siger i et interview i samme avis, at kunstnere, der behandler islam, nu arbejder »med livet som indsats«, og han frygter, at enhver kritik af islam vil forstumme.

Sandheden bliver som bekendt den stik modsatte.

Ulrik Høy ser drabet som kulminationen på et muslimsk pres på Europa: »Se kendsgerningen i øjnene: som landet ligger, kontinentet, så er indvandringen af muslimer til Europa det største tilbageslag i århundreder … Nu kommer reaktionen – med blasfemi i front, med eller uden muslimsk deltagelse – og så må man håbe, at politiet er hjemme, når de kommer rendende med knive, skydere, vimpler og tæskebander.« (Weekendavisen, 12.11.2004).

Frederik Stjernfelt er mindre hysterisk, men lige så enøjet, når han foreslår at begrænse visse muslimers adgang til pressen: »Ytringsfrihed er jo nemlig ikke mediernes pligt til at repræsentere samtlige bizarre synspunkter og lancere dem, som om de var ligeværdige« (Weekendavisen, 19.11.04). Som om en sådan »ligeværdighed« nogen sinde havde været en realitet?

Sørine Godtfredsen tyr til generaliseringer i værste Camre-stil: »Hvorfor arrangerer vi debatter med mennesker, der på mange måder lever i en anden tidsalder? Hvorfor taler vi om religionsdialog, når kristendom og islam er så grundlæggende forskellige, at man vel næppe kan nære ægte forståelse for modpartens udgangspunkt?« (Kristeligt Dagblad, 13.11.2004).

Lad os spole to et halvt år frem – fra november 2004 i Holland til maj 2006 i Belgien.

En ung racist køber en cowboyriffel og tyve patroner. Han har bedyret, at han vil »nakke nogle aber«, og af de efterfølgende afhøringer fremgår det, at hans hensigt har været at dræbe så mange udlændinge som muligt. Det lykkes ham at såre en tyrkisk kvinde og dræbe en afrikansk barnepige og den toårige pige, hun passer.

Mange er chokeret, og i slutningen af måneden demonstrerer 20.000 mod racisme i Belgien.

Hvad sker der i Danmark? Bliver alle højrefløjskommentatorer, islamkritikere og ikke mindst medlemmer af Dansk Folkeparti prompte afkrævet en afstandtagen? Ryddes formiddagsavisernes forsider? Kører radio og tv endeløse debatter, opfølgende artikler om racismens voldelige ansigt og dens lurende trivsel i mainstream-partier? Problematiseres den akkumulerende diskrimination mod muslimer og fremmedhadet i program efter program og artikel efter artikel? Trækkes vi gennem journalisters og politikeres og debattørers tilbagevendende forargelse og fordømmelse, dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned? Bliver drabet på »aberne« i Belgien et blodigt referencepunkt og en blinkende advarselslampe mod faren ved hate-speech og marginalisering?

Næ.

Men er der da slet ingen debat, intet ramaskrig?

Lad os nøjes med at se på, hvordan dækningen tager sig ud i Politiken – det er jo en avis, som beskyldes for at være særlig venlig over for muslimer og på vagt over for racisme og al dens beslægtede uvæsen.

I otte artikler i løbet af maj er ca. 95 % af indholdet i dækningen af sagen koncentreret om det forkastelige i, hvor let det er at anskaffe sig et skydevåben. Svend Auken udtaler sig flere gange herom i bekymrede vendinger – men der er stort set ikke citeret eller kommenteret noget som helst fra dansk hold om mordets racistiske motiv. Ofte er denne oplysning sågar henvist til sidebemærkninger, mens geværet til gengæld får voldsom opmærksomhed. Og da der endelig skal interviewes en fra ordensmagten, handler det om udbredelsen af skydevåben blandt »andengenerationsindvandrere eller rockere«. Sic.

Hvilken eklatant fortrængning af, hvad denne sag handler om – VÅBNET er blevet hovedpersonen i historien, racismen er reduceret til en utydelig skygge i kulissen.

Naturligvis er spørgsmålet om adgangen til våben væsentlig – men ville en racist, som er parat til koldblodige mord på udlændinge, mon ikke vide at anskaffe sig et våben i alle tilfælde?

Og lad os et øjeblik foretage det simple tankeeksperiment, at det ikke var en ung racist i Belgien, som ville »nakke aber«, men derimod en ung militant muslim, som ville »nakke vantro«. Lad os forestille os, at han dræbte en toårig pige og hendes barnepige og sårede en tredje – lad os forestille os reaktionen.

Forestil dig politikeren sige: »Vi må kigge på våbenloven.« Forestil dig kriminalinspektøren sige: »Det store problem er udbredelsen af våben i narkomiljøet.«

Ikke synderligt sandsynligt, vel?!

Nej – reaktionen ville selvfølgelig være ganske anderledes: Vi ville høre torden mod »Jihad« og »femte kolonnevirksomhed«, vi ville få ørerne tudet fulde af advarsler mod »islamisme«, mod »indvandringen«, mod »imamerne«, mod »kultursammenstød« og så videre og så videre ...

Men en ung racist, der »nakker aber«? Her må vi sandelig se på VÅBNET!

Længe leve dobbeltstandarderne i dansk debatkultur – en sand nationaldyd.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 3.6.2006